∗ ∗ ∗ ∗
4 stjerner: 5 stjerner til den musikalske udførelse, 2-3 stjerner til Herheims iscenesættelse.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En enorm drag queen, utallige transvestitter i et operakor, hvor mænd og kvinder bytter kostumer (men ikke stemmer), og hovedpersonerne skiftevis er i laksefarvede corsager som Madonna og i 1800-tals kostumer.
Denne ”Hoffmanns Eventyr” er nok for dem, hvis hverdag synes for grå, og hvis temperament elsker udfordringer – gerne med seksuelle undertoner.
Den norske operainstruktør Stefan Herheim er for tiden en international stjerne, hvor ikke mindst den tyske verden beundrer hans evne til at dreje og vende det meste på hovedet. ”Hoffmanns Eventyr” er, ligesom flere af de andre Herheim-produktioner, som Operaen har opført, en samproduktion. For ”Hoffmanns Eventyr” havde premiere til Bregenz Festspiele 2015, hvor scenen er ude på søen. I sig selv fascinerende. Kritikken var lutter applaus fra den tyske verden, andre var mere betænkelige. Og det er ikke mærkeligt. For det er et arrogant vrid, som Herheim har udsat Offenbachs ikke fuldendte opera for. Og selvfølgelig er materialet svært, men alligevel rent musikalsk fra Offenbachs side er det meget underholdende.
E.T.A. Hoffmanns historier og personlige skæbne er flettet ind i librettoen, der oprindelig var et skuespil, som fremkom nogle årtier efter Hoffmanns død i 1822. Og så gik Offenbach ellers i lag med operaen, men ved sin død var 20 års arbejde med materialet ikke fuldbragt.
Det skete dog efterfølgende, og operaen havde urpremiere i Paris i 1881 og i slutningen af samme år i Wien. Men Ringteatret nedbrændte den aften, hvor ”Hoffmanns Eventyr” skulle opføres for anden gang. Flere ulykker fulgte operaen, som alligevel har været yndet på grund af sin romantiske kompleksitet.
Handlingen er svær og derfor skriver den intellektuelle instruktør Herheim fornuftigt nok i programmet: ”I mine værker er det ikke kun værkernes selvrefererende egenskaber, der spiller en rolle, men også receptionsmekanismerne, for eksempel hvordan et stykke er blevet tæmmet, misbrugt eller forvansket i tidens løb.”
Det giver mening, men betyder også, at forestillingen mere bliver en diskussion imellem Herheim og den store operahistorie fremfor et ønske om at formidle en klar og anvendelig oplevelse for publikum.
Det kan godt være at ”Hoffmanns Eventyr” også handler om identitet og indlevelse, men udgangspunktet er vel en romantisk digters beretning om forskellige spredte eventyr. Musikken har følelser, egentlig masser af følelser, men hos Herheim er det skåret væk i ønsket om at skabe den store kønsidentitetsmæssige forvirring.
Musikalsk set var det en god oplevelse med flere sangere hentet udefra – og ligeså dirigenten Frédéric Chaslin.
Visuelt var det ind imellem dødflot, forstået således at tableauerne var virkningsfulde, når hele mandskoret i høje hæle, netstrømper og jaketjakker stod på den store svungne trappe, mens kvinderne var klædt som romantiske herrer. Sjovt og så ikke mere, mens hovedpersonerne på fiks tryllevis kunne veksle imellem den kvindelige side og det mere maskuline.
Men nedenunder var der egentlig de sædvanlige og for tiden moderne fif med glimmerkjoler, net for håret, masser af mænd i dametøj og trapper, der kan åbnes og lukkes, mens musikken brager og et halvtag, der bevæger sig i takt med forestillingens udvikling. Det er set mange steder for tiden.
Joh, hvis man vil være moderne, er Herheim og Hoffmann nok sagen.
Det pokkers er, at Herheim i iscenesættelsen af operaen ”Siciliansk Vesper” formåede at inddrage alle de forskellige parametre, inc. Verdis receptionshistorie, og fik netop derfor skabt et underskønt sceneværk, man kunne tage til sig.
Det skete ikke her.
OPERAEN
OPERAEN, STORE SCENE
29.04.2017 – 09.06.2017
Instruktør: Stefan Herheim
Dirigent: Frédéric Chaslin
Scenograf: Christof Hetzer
Kostumedesign: Esther Bialas
Lysdesign: Phönix
Videodesign: Fettfilm