∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Balletmesteren græd glædestårer, og det pæne borgerskab kvitterede med jubel og applaus – for endelig en moderne klassiker: Balanchines ”Juveler” – dvs. de tre balletter: Smaragder, Rubiner og Diamanter på Gamle Scene med premiere lørdag aften.
Den Kongelige Ballet havde indforskrevet hjælp udefra til iscenesættelserne, og det fik det samlede balletkorps til at danse nydeligt. Og nydeligt er ordet, når der er tale om Smaragder. En klassisk, stille ballet med gulvlange skørter og musik af Gabriel Fauré. Vi kunne næsten være et vilkårligt sted i ballethistorien, så pænt var det. Men heldigvis fulgte Rubiner, som er en sprælsk ballet til Stravinskys toner. Og korte, dybrøde skørter. J’Aime Crandall var skælmsk og Jón Axel Fransson altid en fornøjelse at se danse. En solo med Astrid Elbo viste et nyt talent med udstråling. Det bliver spændende at følge hende.
Tredje ballet i samlingen fra 1967 var Diamanter. Igen tonet ned, men heldigvis danset flot og præcist, så godt jeg nu kunne se. For det lidt irriterende er, at Balanchine tilsyneladende ofte arbejdede meget symmetrisk og med udgangspunkt fra scenens midte. Men de fleste publikummer sidder jo ikke midt for og får derfor slet ikke den nydelse. Det er jo en helt anden historie om synsvinkler på Gl. Scene, som ikke skal diskuteres i dag. Men faktisk mødte jeg adskillige, der kun så 2/3 af scenen – og fra en skæv vinkel.
Balanchines æstetik er uorvertruffen. Og han passede vel til det amerikanske samfund i anden halvdel af det 20. århundrede. Men der er noget historisk, næsten musealt over balletter, der ikke får lov til at bliver offer for nytolkning.
Spørgsmålet er, hvad ville der ske, hvis kostumerne blev anderledes og lyset ligeså. Et interessant eksperiment.
”Juveler”- er for balletelskere af den gamle skole, og de var til stede i fuldt mål på premiereaftenen.
www.kglteater.dk