Mefisto – anmeldelse

∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Teater-anmeldelse/Ulla Strømberg.

De kan noget  særligt på Betty Nansen Teatret, hvor en perlerække af skuespillere spiller, som gjaldt det livet – eller kunsten. Og det er lige netop det, Mefisto handler om. Skal kunsten være mere end kunst? Skal den være vedkommende, tage stilling – eller skal den bare tilfredsstille det enkelte, ærgerrige væsen, som nu engang er blevet kunstner og derfor gerne vil forblive i rampelyset?

( pressebillede: Nathascha Thiera Rydvald)
I denne version af Mefisto, står det hele lysende klart til allersidst efter lidt mere end tre timers vandring igennem både episke og dramatiske forløb. Publikum får det hele. Vrede, vildskab, nærhed, tavshed, angst, afmægtighed og dyb sorg. For sådan var tiden, fra begyndelsen af 1920erne i Hamborg og Berlin, til slutningen – eller faktisk KUN til 1933, hvor en del af verden allerede gik under. Hitler var blevet rigskansler, og jøder og kommunister måtte flygte ud af Tyskland og stoppede op i bl.a. Holland, Frankrig eller USA.
Men inden da opførte verden sig så dekadent og sitrende, at enhver burde kunne se afgrunden i horisonten. Alligevel var ingen forberedte, da rædslerne tog til.

Peter Langdals iscenesættelse bygger på Théâtre du Soleils gamle teaterversion af Klaus Manns nøgleroman fra 1936. Premiere var i 1979, og et par år efter kom storfilmen med Klaus Maria Brandauer, mens der siden fortsat har været retssager fra den tyske skuespiller Gustaf Gründgens efterladte imod romanens tilsvining af hans eftermæle.
Paradokset hos Gründgens, dvs. romanen og skuespillets Hendrik Höfgen var, at han, for at fastholde sin store drømmerolle som Mefisto i Goethes værk, som en anden Faust måtte sælge sin sjæl til djævlen og fornægte alt det, han oprindelig troede på og holdt af.
For virkelighedens Gründgens lod det sig i øvrigt gøre at skifte ham flere gange: han begyndte som kommunist, fortsatte som nazisternes foretrukne kunstner – og efter krigen skulle han IKKE stå til regnskab.

Mefisto-forestillingen emmer af atmosfære godt hjulpet af scenografen Ashley Martin-Davis og skuespillerne med Olaf Johannessen i spidsen for hele ensemblet, der i lige så høj grad er med til at løfte stykket fra at være et tidsbillede til at handle om livet både før og nu. For det var lidt interessant at sidde i teatret ved premieren anno december 2014 med flere af de politikere og  meningsdannere, der de seneste dage har ment,  at det er ”alle mands ret” at skrive med på de store tv-serier: Ole Bornedals 1864 skal have den form, som et flertal af politikere mener, den skal have.
Længere er vi ikke kommet endnu.
Men ude på Frederiksberg spiller de teater, så det er en fryd. Nu er der desværre kun et halvt år tilbage, før de to herrer Langdal og Hartmann forlader direktørposterne. Skynd jer derud!

Manuskript: Ariane Mnouckine efter roman af Klaus Mann
Instruktør: Peter Langdal
Scenograf: Ashley Martin-Davis
Medvirkende:
Olaf Johannessen, Stine Stengade, Iben Hjejle, Cecilie Stenspil, Kristian Halken,
Anders Juul, Christiane Gjellerup Koch, Morten Eisner, Mikkel Kaastrup-Mathew, Jens Jacob Tychsen

Spilleperiode: 29. november 2014 – 18. januar 2015
Spillested: Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilledage: Onsdag – fredag kl. 20 | Lørdag kl. 16 | Søndag kl. 15.
Billetter: bettynansen.dk
www.bettynansen.dk