∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Helligtrekongersaften eller Hvad I vil” på store scene i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater.
Med Shakespeare er alt tilladt – og det meste muligt. Det Kongelige Teater ønsker netop i år at forny en række klassikere, og efter en dans med ”Ødipus” og ”Antigone”, over ”Højskolesangbogen” er turen kommet til Shakespeares ”Helligtrekongersaften, eller Hvad I vil”. En spøg af en komedie, som handler om kærlighed og forviklinger, og hvor pointen som oftest er, at menneskene ser forbi hinanden, fordi de er forelskede i deres egen forelskelse.Oveni er der de gamle forviklinger, når kvinder er i mandsklæ’r, og ikke alle mændene er så meget mænd, at det gør noget.
Forestillingen er blevet udskudt 8 dage, scenografen er erstattet af en lysdesigner, og instruktionen er på grund af sygdom overtaget af teaterchefen Morten Kirkskov og Thomas Bendixen efter Therese Willstedt.
Det er al ære værd, og resultatet nu kan opleves på scenen som en moderne tysk inspireret munter farce. Skuespillerne, en enkelt ballon, et kæmpe turkis krammedyr og noget konfetti udgør ingredienserne – og så de evindelige kantinestole, som er så moderne for tiden.
Niels Brunses ferme oversættelse fungerer hos alle skuespillere, selv om spillestilen her er i øst og vest. Danica Curcic spiller med sit sædvanlige melodramatiske look og vejrtrækning Viola, der iført skjorte og bukser bliver tjener hos Orsino, hertug af Illyrien, som hun naturligvis forelsker sig i. Peter Plaugborg bliver lidt blød i knæene over for den unge mand, men elsker Olivia. I øvrigt er han høj som et hyl og i et umanerligt hæsligt outfit. Hvorfor skal han ligne en 10. rangs bookmaker fra 1970erne i beige habit, blomstret skjorte og fed guldkæde om halsen? Tammi Øst får endnu en hovedrolle, hvor hun skal forene ung og klassisk spillestil, og hun gør det med vanligt overskud som den modne jomfru Olivia. Og så er der Malvolio. Rollen er som skabt og skrevet til Søren Sætter-Lassens klassiske talent – og han får maximalt ud af det. Den naragtige, selvhøjtidelige tjener hos grevinde Olivia. Da han bildes ind, at hun er forelsket i ham, går han grassat i smil og gule strømper og korslagte strømpebånd.
I denne skrællen ind til benet-version med masse af smækkys på munden ender Malvolio i netunderbukser, damestrømpeholder og en sort kittellignende overfrakke. Hyper ekvilibristisk er han med alle detaljer på plads. Som et lidt enkeltstående fyrtårn i det sceniske kaos. Uden om ham er flere af de nye, fastansatte skuespillere, som alle lever op til de fleste krav, men en samlet helhed bliver det aldrig. Det skyldes måske omstændighederne med udskiftning i instruktørstolen, men hvorfor skal man ty til moderne, banale greb med legedyr, konfetti og balloner? Ganske trivielt og set 100 gange før i de seneste 15 år. Vi har alle oplevet det på scenen – også i Danmark – i Turbinehallerne, til ”Hamlet” og flere andre steder. Ved tæppefald skal scenen ligne en slagmark. Men det er undskyldeligt, måske havde de nye instruktører ikke tid til at rette op på unoderne.
Til sidst får næsten alle hinanden, mens de andre berømte karakterroller, Tobias Hikke og Andreas Blegnæb, buldrer og brager sammen med den indlagte partymusik.
Til hvilken nytte? Shakespeares poesi er gået tabt – og netop i dette stykke er det kærlighedspoesien – kvalmende eller ej, der er det bærende element. Latteren rungede dog igennem teaterrummet flere gange ved premieren, løjerne blev forstået, mens skuespillernes abrupte spillestil: kold/ varm, sidde og vente på stolen i pauserne og så tilbage på spillepladsen på alle måder er for meget. Der bliver ingen varme i spillet eller plads til en større erkendelse, og det er vel det, som teater og specielt det seriøse teater går ud på.
Det Kongelige Teater reddede forestillingen på målstregen. Det var fint klaret. Forestillingen er seværdig, men interessant og nytænkende, som programartiklen lægger op – nej, det er den desværre ikke – dog kan Søren Sætter-Lassen glæde sig over endnu en personlig sejr i det klassiske repertoire.