∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Sjovt engelsk underholdningsteater i Tivoli.
På en sur og grå februardag kan det lyse lidt op at tage i Glassalen i Tivoli. Men pas på, behold pels og hue på, for der er bidende koldt derinde til “De 39 trin”.
Til gengæld får skuespillerne varmen på scenen, når de skal ud og ind af 130 forskellige roller. Med hovedet klart lykkes det på imponerende vis i et flot tempo, mens det er som om teknikken halter bagefter. Lidt mærkeligt at tænke sig i disse moderne tider, hvor det meste kan lade sig gøre, så skal et sceneskift stadig tage tid. Forhåbentlig er det ikke fagforeningerne, der rører på sig, for det havde ellers været smart med skift, både kostume og scene, for åbent tæppe og i spotlys.
”De 39 trin” er en gammel Hitchcock-film, som i 2006 blev omsat til teater i London, West End, og modtog flere priser og vel snart er ved at blive en værdig arvtager til ”The Mousetrap”. Der er alle ingredienserne: en handling, der går derud af med forvekslinger, spioner, et ligegyldigt mord og et plot, der ikke er til at finde ud af. Oveni selvfølgelig overklasse, underklasse med sædvanlige forviklinger og tog, der forlader London i tåge.
Joy Frederiksen er instruktør og gør det med smag og effektivitet sammen med scenografen Marianne Nilsson. Der kan intet udsættes på det – fiks og færdigt rullende elementer frem og tilbage på scenen – alt i acceptabel engelsk stil. Kostumerne er gode og effektive, en kasket, en cap og en bowler kan på et splitsekund forvandle herrerne til helt andre personer – og ikke at forglemme dameforklædninger, som Thomas Mørk tager sig af. Her ligner han bl.a. en sød Maren Malkeko og Skipper Skræks kone. Allersjovest er det øjeblik, hvor der kommer en hel kilteklædt parade ind styret af Olsen og Mørk.
Niels Olsen og Thomas Mørk er makkerparret, der skal illudere det hele: cirkusartister, hotelejere, politimænd m.m. De to gutter magter at gøre skiftene med overlegen glæde. Det er faktisk smittende. De har i mange omgange dannet par i Cirkus Montebello. Men nu har de en stram tekst, og det klæ’r dem at vise deres skuespillermæssige overskud. Også Mads Knarreborg, der får lov at være en og samme person, en stilig englænder, klarer skærene til perfektion. Han er både elegant og charmerende i diktion og look. Nu er han snart klar til at spille detektiv.
Det svage punkt er blondinen, Christine Yde. Hun har tidligere haft succes i flere musicals, men her er der ingen musik, her skal der spilles sødmefyldt komedie og det er svært. Godt ser hun ud, men de andre udstråler så megen varme, og alligevel fryser det til is i hendes nærhed. Det er synd og kan være instruktørens valg. Men selv om blondiner er dumme, kan de godt have et bankende hjerte og vise det – i hvert fald til allersidst.
Tivoli opruster nu som teaterproducent året rundt. Det gøres med livrem og seler. ”De 39 trin” er et fornuftigt valg, hvis der skal sidde 1100 mennesker i vinterkulden hver aften. Men der skal både klappes og hujes blandt publikum for at de kan holde varmen. Til gengæld er forestillingen også det værd. Ren og klokkekold underholdning.