Paterson

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Tom Harpøth.

Liv i poesien og poesi i livet.

Dette er en seværdig film af Jim Jarmusch, hvori der ikke rigtig foregår noget seværdigt, og alligevel.

Vi følger Paterson (Adam Driver) som er buschauffør i byen af samme navn i New Jersey. Han er en stille introvert person, som ikke gør noget væsen af sig. Han lever et stille, forelsket liv med sin kone Laura (Golshifteh Farahani). Hver morgen vågner han klokken 6.15, kysser stille sin næsten sovende kone i to minutter Og begiver sig så efter en kedelig morgenmad ud på en kort tur til fods hen til busterminalen. Her filosoferer han kort over tilværelsen ved at skrive i sin hemmelige bog, en bog med kun hans egne digte i. Vi får lov til at høre hans urimede digte en enkelt gang mens han tænker dem, og så starter han bussen efter en kort ordveksling med den driftansvarlige.

På turen opfatter han stumper af samtaler mellem sine passagerer, to og to. Han holder frokostpause ved et vandfald. Og når dagen er gået, går han hjem til sin kone, som er glad, udadvendt og aktiv, og som laver sort/hvide mønstre på alting: vægge, gardiner, badeforhæng og cupcakes. Hun har en hemmelig drøm, som dog bliver afsløret i den uge vi følger dem, om at blive country-stjerne, og hun aftvinger Paterson det løfte, at han vil købe en guitar til hende. Samt at Paterson skal fotokopiere sine digte for at kunne udgive dem.

Jeg bør også nævne den evindelige hundeaftenluftningstur, som ender på det nærmeste værtshus hvor Paterson får en enkelt øl.

Alt det trivielle og forudsigelige foregår hver af de syv dage vi følger dette par.

Alt er rutiner, og dog. Alt er ikke forudsigeligt alligevel. Paterson involveres i andres liv, og andres liv ændres på grund af Paterson.

Jarmusch fremhæver på mesterlig vis alt det trivielle i dets forskellighed, for ingenting er jo ens i hverdagens trummerum. Og denne forskellighed er det livsbekræftende, det poetiske og det nødvendige for at livet kan findes interessant. Filmen bæres i høj grad af den kammerspilsagtige intime skildring af det vi kalder livet. Poesien i hverdagen sætter tilskueren i godt humør. Godt hjulpet af de to skuespillere, og også flot understøttet af musikken der flyder gennem hele filmen. Absolut et besøg værd.