∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Crazy Christmas Cabaret. Bedre end nogen sinde. Shakin’up Sherwood.
Robin Hood og Ronald Rump i kamp mod hinanden.
Alt er ved det gamle og så alligevel ikke, for årets Crazy Christmas Cabaret er bare en lille smule bedre og strammere, end den plejer at være. Sjov og skør er den altid, men i år er det lykkedes Vivienne McKee at forene det højaktuelle med det platte, dvs. der er både noget over og under bæltestedet. Det skal være lidt dirty, for ellers er det ikke jul, synes at være London Toasts motto. Her passer Ronald Rump fint ind som sherif ude i den skov, hvor Robin Hood holder til for at gøre verden en lille smule bedre for de fattige.
Vi ved jo godt, at en komedie ikke skrives på en nat, så Vivienne McKee, der nærmest står for det hele, tekst, instruktion og hovedrolle, har både været forudseende og heldig, da hun gjorde den rødhårede med verden mest genkendelige hentehår til årets skurk. For efter opinionen at dømme kunne han være gået i glemmebogen adskillige gange hen igennem efteråret.
Men nej, nu er manden blevet valg til præsident i USA, han diskuteres over hele verden og er altså også hovedperson i årets julesjov i Tivoli og sikkert også i næste sommers mange revyer. Flere af replikkerne er taget fra hans taler og aktuelle hændelser, bl.a. hans helt personlige måde at tage på forbipasserende kvinder. Hans kone er med, her med navnet Alania D’Ell – en østeuropæisk skønhed, som er blevet vraget af ham på grund af alder. Spillet uimodståeligt af Vivienne med accent og lårkorte og nedringe kjoler og østeuropæisk blondineparyk.
Men det er ikke kun denne aktualitet, der gør årets forestilling vedkommende. Ideen med Robin Hood, der styrter rundt,giver plads til de faste figurer. Min yndling er dr. Bent van Helsingør, der som en anden Sherlock Holmes går rundt i ternet tøj og skal opklare ting på et gebrokkent skoleengelsk med mange danske fyldeord. Det er morsomt fordi resten af ensemblet taler formfuldendt engelsk eller med skotsk dialekt. Og ikke at forglemme den store tykke dame, i år med det lange navn: Nurse May Ophelia Cox Balls.
Hvis man er englænder, er der nok masser af underforståede jokes i det navn. Andrew Jeffers spiller damen med kraft, sødme og altid iført overdådige kjoler med hatte, der ville blive forbudt, hvis de forsøgte at komme ind til Ascot. Så vilde er de hovedprydelser. Publikum elsker hende/ham. Hun har ikke fået nogen sang, men så er det bare om at bryde ud og skråle. Igen en gimmick til de trofaste London Toast Theatre fans.
Christmas Cabaret kan ikke forklares i ord. Den skal ses, for det er en revycollage med en sammenhængende tekst, hvor ikke mindst kostumerne har en medspillende kraft. Endnu engang skabt af Kirsten Brink, der er både vittig, elegant og plat, når det skal være. Kostumeringen og scenografien fungerer upåklageligt med nogle gennemsigtige træer og gotiske hvælvinger, der kan skubbes frem og tilbage efter behov godt gennemlyst af diverse lamper.
Musikken er et kapitel for sig, hvor de tre musikere leverer masser af sjov underlægning. Ind imellem får de 7 skuespillere lov at bryde ud i sang, som på bedste vaudeville-manér er kendte popsange taget ud af sammenhængen og sunget med ny tekst.
Og så det allerværste. Hver aften udvælger skuespillerne sig et par ofre blandt publikum. Årets ”Virgin”, dvs. en person der aldrig har overværet en Christmas Cabaret før – og han eller hun må stå skoleret og et par andre ofre må op på scenen og agere lidt – alt efter humør. Det gælder om at gemme sig bag nogle og under ingen omstændigheder at fange skuespillernes øjne.
Der er så meget energi og glæde og fortællelyst, at det er en fryd – og måske er det godt at være lidt af en novice ud i engelsk slang. Jeg tror at en hele del af vittighederne under bæltestedet, gik mine ører forbi. Det er ok, for så kan man bare glæde sig over showet uden at blive forarget. Det er 34. gang London Toast diverterer med Julecabaret. Dybt imponerende – og helt uden statstilskud – se det er også en kunst!
Tekst og instruktion: Vivienne McKee, scenografi og kostumer: Kirsten Brink, koreografi: Peter Friis, Lysdesign: Bjarne Olesen
Musikken: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen og Tom Højlund Olsen.
Medvirkende:
Vivienne McKee, Katrine Falkenberg, Bennet
Thorpe, David Bateson, Andrew Jeffers, , Christopher
Smart, Jefferson Bond, Claus de Lichtenberg
Hele November og December I Glassalen I Tivoli.