Kommentar af Ulla Strømberg.
Festaften for Solodanseren Gudrun Bojesen.
Det var som at være til familiefest søndag aften på Gamle Scene. Måske ligesom i gamle dage, hvor det var den faste kerne, der kom i teatret på de gode balletaftener.
Solodanseren Gudrun Bojesen er fyldt 40 år, hun er blevet moder, og selv om hun kun er nået halvvejs i livet, er det slut med tåspidsdansen. Ærgerligt for os, men sådan er det jo i balletverdenen. Lidt forsinket dansede hun af med små glimt fra sit brede repertoire og med forskellige kolleger med på scenen – uden dekorationer.
Igennem årene er der ikke den rolle og det rollefag, hun ikke har danset, og aftenen viste både live og på film hendes mangefacetterede talent.
På et foto trampede hun en stammedans iført gummistøvler på Bellevue Teatrets scene ved en af de mange sommerballetter, og fra en registreringsfilm fik vi en rørende scene fra Bournonvilles ”Et Folkesagn”. Her i nærbillede kunne man forstå med hvilken indlevelse en virkelig ballerina former en figur. Det er ikke kun i benene – hele det psykologiske spil skal med. Og det har Gudrun Bojesen evnet.
På scenen viste hun en af sine seneste partier som den dødsmærkede Kameliadame i John Neumeiers version. I den muntre ende bragte aftenen en lille dans hvor Gudrun var i bondedragt med kyse og dansede et lille parti fra Galleottis ”Amor og Balletmesterens luner” (1786) sammen med tidligere solodanser Thomas Lund, som dansede af for fire år siden. Den aften var det Gudrun Bojesen, der havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun skulle sige farvel til sin mangeårige partner i de store bournonvilleballetter.
I søndags var det for publikum det store gensyn at se dem sammen, for de klæder hinanden. Og aftenen sluttede med en lille par de deux fra ”Sylfiden”, med det øjeblik, hvor James binder tørklæde om Sylfidens arme og stækker hende til døde.
Balletmester Nicolai Hübbe introducerede igennem hele aftenen og gjorde det på en god, folkelig måde, som han sikkert har lært i ”Vild med Dans”, og ballethistorikeren Erik Aschengreen er altid en glæde at møde, når han forklarer ballethistoriske sammenhænge og interviewer dansere uden at vise, at han kender alle svarene.
Alt var godt denne aften. Gudrun Bojesen skal nok dukke op igen i nye funktioner. Men hvor var kapellets henne? Heldigvis kom der lidt jazz til sidst ved blomsteroverrækkelsen og hvilken jazz: Anders og Benjamin Koppel – far og søn!
Hyggelig aften hos balletten på Kongens Nytorv og tak til Gudrun Bojesen for de mange gode aftener på Kongens Nytorv.