∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Paris i Fredericia! Hvorfor ikke? Tag med på en hurtig tur fra gadeplan i Notre Dame op igennem kirken og indtag klokketårnet, hvor Quasimodo huserer sammen med stenskulpturerne. Og gør det flere gange! Sådan er den imponerende og raffinerede scenografi, som faktisk er mere end halvdelen af glæden ved Fredericia Teaters yderst vellykkede musical ”Klokkeren fra Notre Dame”.
Vi er i Paris, vi ser ud over byen århundreder før både Eiffeltårnet, Montparnasse og Sacré-Cheur blev bygget, men der var allerede Notre Dame og Saint Chapelle. Her udspiller Victor Hugos novelle ”Klokkeren fra Notre Dame” sig.
Uendelig mange kunstnere har kastet sig over historien, men det er Disney-versionen med musik af Stephen Schwartz, som Fredericia Teater har valgt. Og det er sikkert klogt – selv om vor hjemlige Sebastian faktisk har komponeret en version i 2002.
Stephen Schwartz samarbejdede som helt ung med Leonard Bernstein og er selv manden bag musicals som ”Godspell”, ”Pippin” og ”Wicked” samt mange, mange andre. Han kan ryste gode sangbare melodier ud af ærmet, men pokers også, bagefter kan man bare ikke rigtig huske dem. Det kan man til gengæld med billederne i denne Fredericia-version.
For hver ny teaterproduktion er det som om de derovre i Jylland klatrer en lille stykke længere op ad stigen. De vil være gode, de vil gøre deres bedste, og det er ikke kun direktøren, det er hele holdet, fra sangere til kor og orkester over instruktør, scenograf, lys- og lydmand. Ikke nogen dårlig arbejdsmetode at have, ambitionerne vokser og alle slider for det.
Historien er god, sentimental og klasseløs på sin vis. Om den pukkelryggede klokker, der forelsker sig i sigøjnerpigen Esmeralda, som elsker en soldat, mens kirkens hårde hund også begærer hende. Dette drama kan nok finde klangbund hist og her hos publikum. Og oveni har vi det evige problem om at være indenfor eller udenfor. Sigøjneren og den pukkelryggede er begge udstødte, mens soldaten tilhører underklassen. Joh, Hugo havde fat i noget eviggyldigt, som vi stadig tumler med.
Det mest overbevisende i denne produktion er samspillet. Ingen falder igennem- alle er 100 procent koncentrerede. Samtidig er det er en god idé at have en skuespiller som Mads M. Nielsen til at spiller Præsten Claude Frello. Han giver den hele armen i psykologisk spillestil og moduleret stemmeføring. Mere stilfærdig, men ligeså virkningsfuld er Lars Mølsted fra Fredericia Teater som Quasimodo. Han har det rette blide og lidende blik, men tager alligevel på vej, når det virkelig gælder. Imponerende – også den dramatisk/psykologiske præstation.
Vanessa Rodriguez Ibarra med lidt svensk accent synger og danser den æggende sigøjnerpige Esmeralda. Godt ser hun ud, der er klang i hendes stemme, men ligesom alle de andre sangere mangler der måske den allersidste selvtillid til at sætte tryk på, det bliver lidt pænt, når de bryder ud i sang. Men om et halvt år, når ”Klokkeren” indtager Gl. Scene på Kongens Nytorv, kan det være, at de tør sætte eftertryk på også det sanglige. Alle de andre medvirkende er fyldestgørende eller mere end det, bl.a. Christian Lund som soldaten og Diluckshan Jevaratnam, der spiller sigøjnerlederen, begge med scenisk nærvær. Fremtiden lover godt
Hatten af for Fredericia Teater og instruktøren Thomas Agerholm, scenograf Benjamin la Cour, scenograf Jakob Brønsdorff Eriksen og mange, mange flere, der alle har fået historien til at hænge sammen, så man næsten bliver ramt. Uanset hvad overraskes og overrumples vi af Notre Dame-kirkens nærvær. Joh, vi var i kirke forleden aften, i Paris/Fredericia.
Ps:Når nu alt er så flot og professionelt – inklusive programmet med et utal af fotos, må der godt være korte introducerende tekster om Victor Hugo, om komponisten og om Paris i 1400-tallet. Man behøver ikke at understrege, at musicals for publikum kun er pjank, pjat og tidsfordriv.
Spilles I Fredericia indtil 27.11. 2016.
Og på Gl. Scene, Kbh. fra d.23. juni 2017.