Pointen er nok, at det hverken er den flinke bygmester, de to adelsfamilier, den korrupte biskop eller den flinke prior, der kan og skal bære historien, det er katedralen, Guds hus, i bogstavlig forstand. Men sådan nogle hvælvinger kan næppe skabe megen dialektik, så der skal digtes udenom. Teamet Lasse Aagaard, Thomas Høg og Sune Svanekier, som står for musik og tekst har prøvet det før med ”Skammerens Datter I og II” og tilbage i 1990erne med ”Atlantis”. De er gode pædagoger, kan få historierne til at løbe afsted og samler op på personerne.
Instruktøren Jacob Schjødt formår sammen med koreografen meget fint at adskille persongrupperne, så det næsten bliver for skematisk for stavepladeagtigt. Vi forstår det hele, mister aldrig orienteringen, men kan egentlig på et tidspunkt være ligeglade med om de onde eller de flinke vinder, for nu har der været nok af slåskampe.
Hvad er det så, der fungerer. Såmænd når katedralen i Astrid Lynge Ottesens smukke og overdådige scenografi hejses op og bliver mægtig, når katedralen brænder, og når personerne indtager deres tildelte placeringer på det flot strukturerede gulv – og til sidst, da Nyrops kukhuller bliver oplyste – så er vi med og vil være en del af katedralens historie.
Det er visuelt imponerende og gennemtænkt og næsten nok af underholdning igennem de 3,5 timer. Samtidig synes scenografien og de umådeligt velafstemte kostumer at være et ideelt udgangspunkt for hele spillet. Og ligeså med teksten, den er skåret til. Men når det venlige premierepublikum skal klappe hvert andet minut, kommer historien til at gå i stå. Tænkt hvis en musical blev betragtet som et stykke musik, hvor der ikke må være afbrydelser imellem satserne. Men instruktøren kunne have lagt op til et flow, men har i stedet valgt en kæde af black outs og det får spillet til at gå i stå.
Bedst klarer Caspar Phillipson sig som den gode kirkens mand. Han har scenisk nærværk – en velartikuleret stemme og først som sidst en fremragende musical stemme. Også Kasper Leisner som den modne bygmester, har scenisk nærvær og ligeså Tomas Ambt Kofod, som de korrupte kirkens mand, behersker genren, men får rent musikalsk ikke så meget at rive i. Som om komponisten ikke har vidst, at her var der faktisk også én, som kunne synge. De kvindelige sangere er upåklagelige, men har dramatisk mindre at rive i – og så er der hovedpersonen(?) den unge bygmester Laus Høybye, der efter min mening har nogle utaknemmelige sange. Og måske er det netop musikken, der bremser hele forestillingen. Ikke når den flyder som et blødt langluvet væg til væg tæppe, men i de enkelte solopartier. Der har sangerne ikke mange nuancer at gribe fat i. Så det må være svært.
Og en musikforestilling er jo afhængig af alle komponenter. Visuelt er ”Jordens Søjler” betagende, sangmæssigt upåklagelig, tekstmæssig pædagogisk og kompositorisk lidt ensformig men flot musikalt formidlet.
|