∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Der skal mod og opfindsomhed til for at turde sætte Frøken Nitouche op på en dansk scene anno 2016.
For frøkenen er nærmest et dansk nationalklenodie, da filmen af samme navn blev indspillet i 1963 med flere af publikums yndlinge dengang. I titelrollen Lone Hertz og som komponist og organist, Celestin og Floridor, Dirch Passer. Og udenom var Ove Sprogøe, Malene Schwartz og datidens kvindebedårer Ebbe Langberg. Filmen var både camp og for meget og for lidt, og gammeldags og for alt muligt allerede i 1963, hvor der var atommarcher m.m.
Kasper Wilton, som både teaterdirektør og instruktør, tør her i 2016 godt være nostalgisk. På det musikalske er der ikke noget at indvende, de synger godt, alle som én, korpiger, husarer og hovedrollerne.
Ideen til det hele er vel kommet, fordi Lone Hertz ville være perfekt til at spille priorinden, og så kunne forestillingen spejle sig i filmen. Men så nemt er det jo alligevel ikke. Der er gået 53 år, og ikke mindst æstetikken har ændret sig. Skal man spille i tidens kostumer? Ja, siger forstillingen:1883.
Men Folketeatret har alligevel moderniseret teksten, så vittigheder etc. er hentet ud af vores dagligdag nyskrevet af Vase og Fuglsang. Selve tonen er også sine steder mere frivol, end man var i 1883 – og i 1963, hvor der stadig var moralske normer at rette ind efter. Så der, hvor forestillingen på en eller anden måde ikke lever op til sine egne – og vores krav er i det visuelle. Der burde være tænkt mere nyt, når nu teksten er shinet op. Det behøver ikke være så svært at dekonstruere og raffinere lidt mere. Senest er set en overdådig ”Any Thing Goes ”– på Det Ny Teater – og en lille bitte forestilling ”Frøken Jensens Kogebog” på Riddersalen, der vel skulle forestille at være forankret i 1903. Det lader sig gøre – og det er netop dette samlede syn, som Frøken Nitouche ville have haft gavn af. Modernitet garneret med den sjove, velklingende musik.
Og handlingen: en lille klosterfrøken er vild med musik og har indstuderet musiklærerens seneste teaterkomposition. Og det bliver der brug for, da den store primadonna forlader premieren før tredje akt. Frøkenen tilfældigvis er på teatret, fordi hun er på vej til Paris for at indgå tvangsægteskab med en ung husar, som også, tilfældigvis, er på teatret, hvor de forelsker sig i hinanden. Og det samme gør komponisten i primadonnaen og teaterdirektøren i priorinden. Happy ending.
Skuespillerne er alle upåklagelige: Lone Hertz er sød og nuttet, og den unge Karin Nordly-Holst som Nitouche synger fint, men er ikke så knibsk, som sin forgænger.
Pelle Emil Hebsgaard spjætter med ben og arme for at komme til at ligne og alligevel tage afstand fra Dirch Passer, men hans replikker fungerer fint og synge kan han også. Der er masser af uro rundt om ham, men det er nok meningen.
Trine Gadegaard spiller den erfarne skuespillerinde, med kavalerer her og der, mens Johannes Nymark er seriøs og alvorlig som husaren. Kristian Boland er inkarnationen af utro ægtemænd, der græder, når elskerinden svigter.Også Asger Reher fungerer fint på den lille scene, hvor der indimellem er tumult – andre gange for tomt.
Først akt går langsomt, mens der er mere rytme og svung efter pausen, hvor også dekorationen fungerer bedre med forskellige lysvirkninger. Især en tur i kælderen bliver scenografisk morsom – uden at hænge sammen med resten.
For selv om det er en turnéforestilling, må man ikke svigte publikum. Med så mange og gode skuespillere på scenen, skal alt være omhyggeligt afstemt. Og netop sammenhængskraften kunne have flyttet forestillingen op og balanceret på kanten af 2016.
Sjov idé at sætte “Frøken Nitouche” op, men glem ikke moderniteten.
Manuskript: Meilhac og Millaud
Bearbejdelse: Vase/Fuglsang
Instruktion: Kasper Wilton
Koreografi og staging: Jeanette Binderup-Schultz
Scenografi: Søren Glad Kostumier: Kirsten Brink
Kapelmester og arrangør: Jens Krøyer
Medvirkende: Lone Hertz, Pelle Emil Hebsgaard, Karin Nordly-Holst, Johannes Nymark, Trine Gadeberg, Asger Reher, Kristian Boland, Christina Ølgaard Thomsen, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Charlotte Amalie Kehlet, Mikkel Moltke Hvilsom, Morten Lindemann Olsen, Kristoffer Sass