∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
(Produktionen fortjener faktisk 5 stjerner, men historien trækker ned.)
Er vi tilbage til 1970ernes fantastiske gruppeteaterforestillinger, som handlede om oprør mod undertrykkerne? Nej, for dengang brød man på scenen altid ud i smukke, italiensk påvirkede kampsange. Her er det anderledes fermt og uden den varme kollektive samhørighed. Vi får heller ikke rigtig personificeret de oprørske – på nær det unge par. Vi har heller ikke et klart billede af fjenden eller fjenderne. Men henrettelsesmetoderne kendes fra Struenseetiden og den franske revolution. Hovedet skal af og gerne udstilles bagefter. Vær så god lørdag aften i Ravnsborggade, og så er der mad bagefter.
Nørrebro, Nørrebrogade og Dronning Louises bro er blevet naturlige centre i dramatiseringen af romanen “Den danske Borgerkrig”. En hær, iklædt dannebrogsfarvede træningsdragter, er den kompakte guerillahær, som både kæmper for egne rettigheder og for andre undertrykte. Fjenden er magthaverne, dvs. politikere, den økonomiske top og velhaverne nord for København. Kort og godt.
Det er næsten ikke til at bære. Men langt hen ad vejen er det netop til at bære, for Nørrebro Teater har sammensat et energisk, velfungerende hold af skuespillere, instruktør, scenegraf m.fl. som alle bærer Kaspar Colling Nielsens roman fra 2013 op på scenen: “Den Danske Borgerkrig – 2018-2024”. Selv om vi er ved at hale ind på tiden, har Colling Nielsen hele tiden haft det triumfkort, at han også fremskriver sin historie 300-400 år. Så vi står over for en fremtidsversion, et dommedagsbillede og en koket kommentar til vor aktuelle tid.
Dronning Louises Bro er centrum for det hele. På vej til Nørrebro Teater er mange gået lige over broen, der ofte er samlingspunkt for mange unge menneskers hængen ud. Det er deres fælles, offentlige oase med guitarsang og monumentet over Klaus Bondams tid som teknik- og miljøborgmester, for herfra foregår det enten til fods eller på cykel.
Nathalie Mellbyes imponerende scenografi af Dronning Louises Bro ( i træ) er på en gang tung og bevægelig – smuk og frastødende og med uendelig referencer til både franske og engelske gyserscenearier fra Les Misrables til The Phantom of the Opera. Scenografien bliver en fin kommentar til resten af forestillingen, som jo nødvendigvis, i overensstemmelse med romanens struktur, må hoppe fra den skinbarlige uhygge og krigsstemning til mere sentimentale passager med talende hunde og ud på den anden siden af al velanstændighed til anekdoter fra virkeligheden. De handler desværre mest om sex, undertrykkelse og fornedrelse i alderdommen. Men Claus Flygares dramatisering virker plausibel og god, selv om han kunne have valgt mere fra og koncentreret stoffet.
Den danske Borgerkrig. Pressefotos af Ulrik Jantzen
Da romanen kom, blev den modtaget med klapsalver fra højre til venstre. Tiden er gået, de store problemer hober sig op, og det er ikke kun spekulanterne fra Panama eller dem, der snød Skat og dermed alle os andre for udbytteskat, vi har lyst til at fælde. Der er større, mere komplekse problemer nu, som f.eks. et samfund, der har svært ved at inkorporere flygtninge og andre, der komme udefra enten på gennemrejse eller for at slå sig ned. Det taler stykket ikke om. Derfor bliver historien mere begrænset, lidt a la George Orwell, om et fremtidsliv, hvor man ikke kan blive gammel. Alt er luksus, og alle er udødelige. Sex og nydelse er den eneste adspredelse. Og så en sjov, men også sentimental pointe, at husdyrene med årene har fået så meget hjerne, at de fungerer som talende, almindelige mennesker, der vel læser ugeblade. Dvs. det tonser rundt i hovedet på dem, men de har ikke noget i rygsækken, der kan klare de store filosofiske spørgsmål for dem. Og så ler vi bedrevidende på tilskuerpladserne og fælder en tåre, fordi dyremaskerne er ret nuttede og ligeså skuespillerne indeni.
Den danske Borgerkrig. Pressefotos af Ulrik Jantzen
Forestillingen er svær at gribe fat i og ikke let at elske, men produktionen er beundringsværdig. Instruktøren Jacob Schjødt har gjort et fænomenalt arbejde med at få de mange niveauer til at hænge sammen og glide fra hinanden, og skuespillerne på forskellige trin i deres karriere finder fodslag. Nicolai Dahl Hamilton klarer den bærende rolle som kapitalisten, der også er med i borgerkrigen, på sin sædvanlige kærligt afvæbnende manér, Men det fungerer og ligeså Sarah Boberg, der altid evner at sætte lidt menneskelighed ind, uanset hvor hun er.
Interessant forestilling, flot produktion, en sejr for Nørrebro Teater, men ærligt talt – frastødende historie.
Dramatisering: Claus Flygare
Instruktion: Jacob Schjødt
Scenografi: Nathalie Mellbye
Medvirkende
NICOLAI DAHL HAMILTON, TROELS THORSEN, BENJAMIN BOE RASMUSSEN, ASBJØRN KROGH NISSEN, MARIE MONDRUP, FILIPPA SUENSON, MALIN RØMER BROLIN-TANI, NICOLAI JØRGENSEN OG SARAH BOBERG
www.nbt.dk