Menu Luk

DR på afveje?

Kommentar af Ulla Strømberg.

Tiden er vist inde til at privatisere DR!

 

DR skal have ny underdirektør til kulturområdet uden ”nødvendigvis at have den fjerneste forstand på det”. ( Det – må være kultur).

Et dybt afslørende stillingsopslag i forbindelse med (endnu) en mellemlederstilling i DR gør det evige spørgsmål om DRs niveau og seriøsitet endnu mere aktuelt.

Dette stillingsopslag kommer samtidig med, at Folkemødet på Bornholm var spækket med DR-journalister, som ikke var på job for DR, men derimod tjente penge på at være ordstyrere i debatter arrangeret af og betalt af alskens interesseorganisationer – og måske også ministerier og statslige institutioner. Den ene dag licensaflønnet journalist – den næste dag betalt håndlanger for særinteresserer. Holder det? Hvor er DRs ledelse henne? Hvad siger bestyrelsesformanden?

Den nye underdirektør (fin titel) får som vigtigste opgave :

  • At den løbende drift i DR Kultur af alle – både i og uden for området – opleves som effektiv, fleksibel og transparent.      

Bemærk driften skal ”opleves” som effektiv, men den – ligesom viden om kultur – behøver ikke at eksistere i virkeligheden.

Næste krav i stillingsopslaget går ud på at sikre, at direktionen (dvs. etagen ovenover) og bestyrelsen er fornøjede ved : At understøtte direktøren og kvalitetssikre direktørområdets leverancer til direktion og bestyrelse.

Og så følger alle de ord, som ”man” har lært på dyre kurser:

Strategiske, processer, effektiviseringer, udviklingstiltag, implementeres.

Ikke et ord om produktet, udsendelserne, oplysning og det irriterende begreb ”Public Service”, som i de senere år er blevet gradbøjet, så det indeholder alt.

Udsendelser og oplysning er vist ved at blive en biting i det store og dyre DR-cirkus.

 

Men for at blive underdirektør i den licensbetalte radiofoni skal man også være kommerciel. Der fordres:

”gerne indsigt i kommerciel virksomhedsdrift, da DR Kultur rummer både licensfinansieret og kommerciel virksomhed”.

Se, så lærte man det. Og måske var de bijobbende journalister på Bornholm på arbejde og lagde efterfølgende de mange penge tilbage i DRs kasse. Og måske har en anden underdirektør forhandlet aflønningen af journalisterne på Bornholm med de forskellige kommunikationsfirmaer, ministerierne og interesseorganisationer.

Lad os høre. Det her er ved at udvikle sig til en uhyggelig farce.

Har Kulturministeriet sovet i timen?

For mig bekendt var det ikke helt så slemt i ”gamle” dage, da jeg var ansat i firmaet, men måske jeg var blind og døv.