Kommenteret af Ulla Strømberg.
Visioner DR Symfoniorkestret i 100 år, ny stor gennemresearchet bog.
Endnu en bog, der fejrer DR i 100 år. Den nye bog på 6 kg, skrevet af musikhistorikeren Martin Granau, omhandler den klassiske musik i DR, helt konkret Symfoniorkestret, ifølge titlen.
Sammen med Augustinusfonden har Symfoniorkestret og forlaget Lindhardt og Ringhof finansieret de over 800 sider med utallige illustrationer.
Men titlen synes ikke at ramme plet, for bogen beskriver på flere hundrede sider uendelig mange trakasserier i den statsfinansierede organisation – og meget lidt om musik og kulturbegrebet, som det praktiseres.
Forrest i bogen er der et resumé på to sider. Det er eksemplarisk. Klart og tydeligt og viser faktisk, at en mindre bog, der økonomiserede med bl.a. de alt for lange og kedelige referater fra interviews, og en bog, der var delt op i en musikhistorisk afdeling og én, hvor mændenes kampplads blev defineret, beskrevet og analyseret, havde været bedre og tydeligere læsning – og også billigere!
Bogen brækker over og bliver på de sidste 3-400 sider nemlig i stedet for det forventelige musikalske portræt af Symfoniorkestret i nyeste tid til en næsten minutiøs registrering af, hvad der skete på chefer og mellemchefers kontorer, vel at mærke ikke i musikafdelingen, men overordnet i DR. Det kan selvfølgelig være ”sjovt” for læsere, der kender de mange ”aktører”, næsten alle mænd, som er nævnt ved navn og for de flestes vedkommende interviewet, men for andre må det være sort snak.
God begyndelse hos kammersanger Holm
I begyndelsen af bogen er der heldigvis meget om musikken og den DR-organisation med kammersanger Holm som omdrejningspunkt, der i øvrigt er beskrevet i mange ældre bøger. For 25 år siden skrev forfatteren en bog om de første 75 år for Symfoniorkestret, så han kender sit stof.
På de allersidste sider er der heldigvis, men nødtørftigt, aftrykt repertoire for bl.a. torsdagskoncerter i de seneste årtier. Hvis bogen indeholder en mere analytisk tilgang til koncertrepertoiret og udførelsen, er beskrivelserne druknet på de 800 glatte papirsider og gået mine øjne forbi. Beklager.
For stor, for tung, for meget
Det er på mange måder en uhåndterlig bog, takket være vægt og format. Samtidigt er det svært at se modtagersegmentet for bogen, som i øvrigt skal ligge fladt på et robust spisebord, når der læses, siddende på en spisestuestol.
Aldrig har jeg læst om så mange aftaler, sanktioner, mellemhandler og det, der er værre. Men det handler ikke nødvendigvis om penge, som det meste ellers gør i denne verden. Historien om DR, som forfatteren har indfanget efter et beundringsværdigt researcharbejde, handler snarere om at få den enkelte mands ideer ”implementeret”. Og aldrig har jeg oplevet så mange mandspersoner opmarcheret i en nyere portrætbog. For vi lever i 2025, så det er legitimt at spørge: Hvor er kvinderne henne?
Nåh, ja – der er nogle få nævnt: en dygtig regnskabsdame, et par nyere kvindelige mellemchefer, et par stykker, der blev forbigået, et par ubetydelige kulturministre, der alle får et par linjer hver i bogen.
I et citat fra en samtale med tidligere kulturminister Brian Mikkelsen siger denne om den daværende bestyrelsesformand for DR, Jørgen Kleener, at han stod midt imellem to venstremænd: Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen, og, tilføjer konservative Brian Mikkelsen: ”Så var det nok svært for ham (KLEENER) at navigere i det der spin”. Og spin er lige netop ordet, som kan stå som overskrift for alt, hvad der beskrives af tanker, ideer m.m. om DR og herunder selvfølgelig også det Symfoniorkester, som egentlig skulle fejres med den tunge bog.
”Orkestret”
Jeg (us) begynder mere og mere at tro på, at det billede, som den satiriske tv-serie ”Orkestret” tegnede af DR, var tættere på sandheden, end man skulle frygte. Her var der bl.a. en kvindelig øverste musikchef, blændende spillet af skuespilleren Lise Baastrup. Hun vidste vist intet om musik, var noget maskulin i sin fremfærd og vild med biler, traktorer og lign. Til gengæld kunne hun “spillet”.
200 Interviews
Musikhistoriker Martin Granau er sikkert en flink mand, der har lovet de i hundredvis af mænd fra DRs kontorgange, som han har interviewet, at behandle dem ”sobert” og ordentligt – og det har han til dels gjort, men kun tildels. Ikke mindst den konservative Per Stig Møller (tdl. ansat i DR, tdl. udenrigsminister, tdl. kulturminister etc.) er ikke bange for at indrømme, hvordan han samarbejdede med andre i forhandlingssituationer: Ole Hyltoft (tdl. socialdemokrat senere en hel del til højre og for Dansk Folkeparti i DRs bestyrelse) blev skældt ud, fordi han ikke makkede ret og dansede efter Per Stig Møllers fløjte, som bl.a. ville have Morten Hesseldahl til generaldirektør efter Plummer. Hesseldahl blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater, efterfølgende på Gyldendal uden større held. ( S.738.) Også Michael Christiansen, som kom fra centraladministrationen, da han blev teaterchef på Det Kongelige Teater og siden formand for DR, bliver af Per Stig Møller karakteriseret således: ”Jeg kendte jo efterhånden hans (Michael Christiansens)mange numre.”
De store fyringssager
Og så er der fyringssagerne. Generaldirektør Christian S. Nissen røg på budgetoverskridelser i forbindelse med udflytningen og sammenlægningen af hele DR i Ørestaden og konkret Koncerthuset. Og tænk alle de udenlandsrejser han og mellemcheferne var på i planlægningsårene. Mon de også skubbede til læsset?
Den anden, mere musikorienterede fyring, var af orkesterchefen Per Erik Veng, der igennem bogen fremhæves for sin indsats over for symfoniorkestret. For det var ham, der igennem sine 18 år ”fik vendt skuden” fra et lavpunkt i 1980erne til en internationale standard for orkestret. Men det var også ham, som vel var for elitær for alle de mange mænd, hvis primære opgave bestod i at lave spin og at holde ”spillet” kørende. Men sagen beskrives ikke tydeligt.
Tredje fyringssag er generaldirektør Kenneth Plummer, der røg efter få år, fordi han åbenbart ikke havde forstået, hvordan man opfører sig i en topstilling. Det er uklogt at få skrevet en portrætbog og være åbenmundet. Men pigekorets leder, Michael Bojesen, der flere år efter sit virke i DR blev klædt af og mistede sin operachefstilling i Malmø efter et intenst arbejde fra Dagbladet Politikens side, er ikke med. Således er spin vigtigt for forfatteren, men et lille flagskib inden for den seriøse musik, som Pigekort vitterligt er, har ikke fået ikke plads.
Mellemlederne – alle med navns nævnelse
Der er beskrevet mange intriger og kabaler med mellemledere indefra og eksterne, bl.a. musikerforbundets formand igennem mange år, Anders Laursen. Men ingen analyse pointerer, hvordan hver sag egentlig er opstået, har udviklet sig, og hvordan den i realiteten endte.
Bogen havde fortjent mere mådehold i beskrivelserne og referaterne og med et tydeligere overblik og evt. resumeer og bedre navneoversigter, når nu det regner med navne.
Nissenbanden
Et særligt og nyere kapitel i DRs historie er generaldirektør Chr. S. Nissens tid. Bogen beskriver Chr. Nissens æra og den såkaldte Nissenbanden, som var dem, der stod ham nær. Men jeg har dog lidt svært ved at forstå, hvorfor de mange mænd egentlig skal med i en bog om Symfoniorkestret.
Det som mangler i bogen
Hvis man så ser bort fra den manglende og indgående beskrivelse af musikken og det kunstneriske niveau, er der et grundlæggende spørgsmål, som trænger sig på:
Fik vi, der finansierer DR (tidligere via licens, nu betales der over skatten) et DR, der blev bedre end det, vi havde?
Det korte svar er nej. Det er kun blevet værre inden for det alment oplysende, hvor jeg henregner kulturstoffet og herunder også den klassiske musik, radio-og tv-teater etc. Den klassiske musik er i dagtimerne umulig at finde – og for streaming er der et minimalt udbud.
Bogen er meget perfektionistisk skrevet, men standser altid før analysen. Det ville være interessant med et generelt blik på den forandring, som skete, da McKinsey og New Public Management (begreb) rykkede ind på de danske arbejdspladser og ikke mindst i nærheden af stat og kommune – og DR.
Ekstra
I øvrigt får jeg ved læsningen nogle uhyggelige deja vue’er fra min egen tid i DR, som strakte sig fra 1976-2002. Forandringerne skete omkring 1990 og i de følgende år. Pludselig var de kontorer, der tidligere rummede ikke mindst teknikere og journalister m.m. besat af ”analytikere”, der lyttede til popmusik, måske fra en kommerciel station, imens de kiggede på deres skærme for siden at rapportere til en af mellemlederne med plasticmappe.
Et uendeligt antal møder blev også et synligt resultat, for nu skulle mellemcheferne afstive deres image og selvforståelse og indpiske nye begreber i fodfolket. Husker kun få af betegnelserne, men en radioudsendelse blev til et slot på et skema, en indpisker var tovholder, og lytterne/seerne blev delt ind i farvede segmenter etc.
Det var også tydeligt, at flere af de mellemledere, som var vokset op i DR, skiftede tøjstil fra det mere mao-prægede til boss look a like
Transformationen var allerede dengang lidt grinagtig set fra sidelinjen. For var man kun en del af fodfolket og ikke medlem af et politisk parti, ikke gift med en mellemleder eller fagforeningsmand, var man nærmest ingenting og lønforhøjelse etc. var uopnåelig. Kun smilet var tilbage.
Konklusion
For få måneder siden udkom den damebladsorienterede DR i 100 år – skrevet af Jacob Wendt Jensen, anmeldt her: https://www.kulturkupeen.dk/dr-100-aar-ny-bog-af-jacob-wendt-jensen/
Og nu foreligger nærværende bog, der grundigt gør rede for kilder og de 200 interviewede personer, men desværre er bogen noget nicheagtig.
Om seks uger udkommer endnu en bog, dog i mindre format: Danmarks Radio, København Kalundborg – udkommer på forlaget Almuebøger.
Med disse bøger in mente virker DR som en institution, der ikke er i stand til at styre hverken sin historie eller portrættegning.
Det er måske den endegyldige karakteristik. Efter 100 år betalt af den danske befolkning er DR at sammenligne med et tankefattigt, medløbende væsen, der hverken ser frem eller tilbage – men lever i øjeblikkets selvforherligelse primært på de sociale medier.
www.lrforlag.dk