∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hos mig  – Skagensmaleren Viggo Johansen på Den Hirschsprungske Samling.

Og så til noget helt andet! For det er sandelig lidt af et retningsskift sammenlignet med det meste kunstudbud for tiden, når Hirschsprung viser et stort udvalg af maleren Viggo Johansens malerier.  De fleste kender ham som den gode, måske lidt kedelige maler, der med et fotografi til hjælp bl.a. har malet og derved genskabt en hyggelig stund, hvor nogle af de seks børn bliver skrubbet af moderen og en hushjælp.

Uden at vide det, måske, kender alle Viggo Johansens maleri af juletræsdansen, for det maleri er nærmest blevet synonym med højtidens sangbog. Men udstillingen viser ikke mindst, hvor gedigne Viggo Johansen (1851-1935)  var som maler.

Viggo Johansen levede et langt liv med skiftende adresser og udflugter til de rigtige steder. Først besøg i Hornbæk i begyndelsen af 1870erne og fra 1874 i Skagen, hvor han møder sin udkårne, en kusine til Anna Ancher,  og efterfølgende er de en del af “miljøet”.

Det paradoksale ved Viggo Johansen er, at han på trods af sine år som elev på Kunstakademiet ikke får ”afgang”. Alligevel bliver han professor samme sted og tillige direktør i en periode. Ikke dårligt.

Udstillingen er delt op i tre faser eller emner, som en regulær visualisering af gamle Habermas, som talte om den offentlige, den private og den intime sfære.

I den repræsentative afdeling ses det ene selskab efter det andet med interessant belysning  fæstnet til lærredet.  Mange mænd troner omkring bordene, meget få kvinder.

Omvendt i den næste ”epoke”, er det hjemlige i centrum. Her er det hustruen og børnene, der afbildes. Viggo Johansen går tæt på og maler stilfærdigt fruen i barselsseng.  I et inderste rum på udstillingen har han såmænd også foreviget sin egen moders dødsleje. Det er vist helt moderne, set med nutidige øjne, at gå tæt på livets fundamentale øjeblikke.

Sidste store rum viser bl.a. natur og skagensbilleder. Men ingen eksotiske fiskere, fiskerbåde eller damer i sommerdress. Det er, som museet selv oplyser, bagsiden af Skagen, der interesserede Viggo Johansen.   Måske var han mindre snobbet end de andre, men male kunne han,  og efter Hirschsprung har været nede i detaljerne og nærstuderet ham, synes han endnu mere moderne end først antaget.

Måske kan udstillingen hjælpe på hans uforskyldte, lidt støvede image – for hvert billede lyser af kraft og bevidsthed, men umiddelbart afviger han ikke fra mainstream.

Der er mange værker fra ikke mindst 1880erne og 1890erne, men efter 1910 er det praktisk talt intet. Museet oplyser, at mange værker fra de efterfølgende år er på private hænder, og Johansen har tilsyneladende heller ikke udviklet sig yderligere.

Som maler var Johansen god, i tidens og eftertidens ånd, og synes aldrig at have rystet på hånden. Som ægtemand var han vist også et ordentligt menneske – og det er jo heller ikke at kimse af.

Udstillingen, som er lidt delikat ”iscenesat” med malede vægge i pastelfarver og nye gulvtæpper, har mange værker, som museet selv ejer, og  Viggo  Johansen var i øvrigt i museets bestyrelse i en periode.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Ribe Kunstmuseum og Skagens Kunstmuseum, hvor udstillingen efterfølgende skal vises.

Stort, klassisk katalog med en informativ tidslinje, men lidt for meget “fagfællebedømmelse” inde over. Det betyder også, at i stedet for at afbilde Viggo Johansens værker, er der fotos af malerier af Krøyer, Munch m.fl. herunder endog Monet!  Det er sikkert fint, hvis man skal eksercere sin kunsthistorie, men lad dog Viggo Johansen udfolde sig i egen ret. Udgivet i samarbejde med Strandberg Publishing.

Mangler som sædvanligt en lille introduktion til det “interesserede publikum”, som ikke ønsker at købe det fagfællebedømte katalog.

En udpræget blockbuster til og for det modne kunstpublikumssegment, som ynder at gå på Hirschsprung. 

www.hirschsprung.dk

www.strandbergpublishing.dk