∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

En polterabend på Betty Nansen Teatret.

Godt man ikke er mand! Det er første indskydelse efter to timer i Betty Nansen Teatret. Og næste tanke eller refleksion på vej ud på den smukke Frederiksberg Allé: Pokkers, at der ikke kom mere ud af den idé.

Egentlig burde forestillingen kun få to stjerner, men skuespillerne er på trods af præmisserne overraskende gode, så der sniger sig en tredje stjerne med.

Drømmen om at opføre et stykke som ”En polterabend” – skrevet af instruktøren Therese Willstedt sammen med holdet, seks mandlige skuespillere, efter en idé af Tom Silkeberg, må gå flere år tilbage. For projektet er ekstra støttet af Bikubenfonden ”Betty  udvikler på tværs af kunstarterne”!  Man skal nu være både uvidende og blåøjet for at få øje på det tværkunstneriske i den improviserede tekst om seks mænd til polterabend. De løber rundt, tager nogle strutskørter på, bygger et indianertelt (med præfabrikerede, flotte stolper ude i den svenske skov?), men ikke et øjeblik inddrages hverken musik, dans, mime – men dog for forståelsens skyld en fortællerstemme, som læser noget semifølsomt op, som var det en bibelsk tekst.

Alle seks mænd/skuespillere på scenen slider i det – hver især får de udmærkede skuespillere etableret nogle mandsfigurer, der er lidt forskellige fra hinanden, men uendelig uinteressante for os nede i salen. Og når teksten er så almindelig og helt uden substans, er der ikke meget, der kan fange interessen.

Pointen ved det hele er vist, at når mænd er sammen, sker der noget – eller også sker der ikke mere end dengang et par treårige drenge tørnede sammen på legepladsen, og den ene var stærkere end den anden, rent fysisk, mens den anden måske kunne udtænke nogle snedige finter. For sådan er livet, menneskene er forholdsvis primitive.  Også det ved vi. Men går vi ikke i teatret for at blive overbevist om det modsatte?

Gruppedynamik, selvhjælpsbøger, hjælp din næste, kom over skilsmissen, find dine rødder, accepter din plads i hierarkiet, elsk hamsterhjulet, hvis du vil tjene penge og sig ikke nej til et strutskørt, selv om du er en mand,  etc. Vi har været der mange gange før. Har man ikke orket at læse de utallige bøger, som er udgivet i de seneste årtier, så har de to store tv-stationer været på pletten med masser af ”feel good”, ”feel bad”, ”find dig selv”-udsendelser og oveni ”Brinkmanns briks” i radioen – som i øvrigt også citeres i forestillingen.

Betty Nansen Teatret har i flere år været meget bevidst om at føre en feministisk linje. Det har været helt ok og anderledes, men flere har fulgt trop, bl.a. Husets Teater, Republique, Sort/hvid og senest Nørrebro Teater.

Der er kort sagt brug for fornyelse, hvis teatrene ikke skal ligne hinanden. På papiret har det sikkert været en god idé: seks mænd for en gangs skyld og så for lødighedens skyld en påstået inspiration fra Shakespeares ”Trold kan tæmmes”, der som bekendt handler om en ustyrlig kvinde, ingen vil giftes med, men til sidst bliver hun tæmmet og falder til ro hos den stærke mand. Kun navnet Bianca er blevet tilbage – og så måske Bikubenfondens tilskud givet af samme grund.

I flere af de påklistrede udklædningsscener optræder et stort gevir som hovedbeklædning og associerer til bl.a. ”En Skærsommernatsdrøm”. Måske har det også hjulpet på projektets lødighed overfor den rige fond.

Af og til er der teaterledere, som standser en produktion før premieren, fordi konceptet ikke holder. Det havde måske været en mulighed her. Skuespillerne synes at være taget som gidsler. Tekstmaterialet er for tyndt.

 

Idé / Tom Silkeberg

Instruktør / Therese Willstedt

Scenograf / Mårten K. Axelsson

Lyddesigner / Ditlev Brinth

Lysdesigner / Mårten K. Axelsson

Kostumedesigner / Anna Heymowska

Skuespillere / Stanley Bakar, Henrik Birch, Morten Burian, Mathias Bøgelund, Tobias Leander, Asbjørn Krogh Nissen

Dramatiker / Forestillingen er udviklet i en samskabende proces med alle medvirkende og er inspireret af ”Trold kan tæmmes” af Shakespeare.

www.bettynansen.dk