Ghita Nørby – en fødselsdagshilsen.

Ghita Nørby – en fødselsdagshilsen.

Af Ulla Strømberg.

Det er alt for sjældent, at kunstnere når at blive hyldet retmæssigt, mens de selv kan glædes over det. Ghita Nørby fortjener det mere end nogen anden, fordi hun i så mange årtier har forgyldt dansk teater, film og senest også kulturpressen.

Ghita Nørby har aldrig været karrig med sig selv, og i de seneste mange år, har hun, som flere andre modne kunstnere, bevæget sig over på mere folkelige områder og udtalt sig om blomster, IT og sammen med vennen Jim Lyngvild taget på udflugter med et helt tv-hold til glæde for  tusindvis af fjernsynskiggere.

Men den Ghita Nørby, som fortjener allermest opmærksomhed er karakterskuespilleren Ghita Nørby. At stå på en teaterscene og skabe uforglemmelige figurer og karakterer er kun få beskåret. Ghita er en af få.

Der kom utallige film- og teaterroller i kølvandet på den enorme succes og efterspørgsel, der hurtigt opstod efter filmskuespilleren Ghita, der med et sødt smil og en kæk,  åben replik spillede titelrollen i  ”Baronessen fra benzintanken” fra 1960.

Teaterinstruktøren Erling Schroeder så store muligheder i flere kvindelige skuespillerinder og ikke mindst i Ghita.  Han  introducerede dem også for Karen Blixen, der nærmest opfattede de unge skuespillerinder som marionetter, der kunne indgå i en af hendes fortællinger – har Ghita Nørby selv fortalt i et af sine mange causerier  i samarbejde med Niels Birger Wamberg.

I Jean Genéts ”Balkonen” på Det Ny Teater i 1963, med Erling Schroeder som instruktør, viste Ghita Nørby måske første gang de dybere lag, hun rummede som skuespiller.  Med den svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergmans gæstevisit på Det Kongelige Teater ved iscenesættelsen af Molières ”Misantropen” blev Ghita Nørby en uforlignelig Célimène, der koketterede med alle hoffolk omkring sig. En mageløs præstation.

Endnu flere og nye dybder kunne opleves, da Ghita Nørby overtog rollen som Johanne Luise Heiberg i P.O. Enquists skuespil “Fra Regnormenes Liv”. Jeg kan stadig høre Ghitas stemme ved slutreplikken, hvor tonerne næsten, men kun næsten, er borte. I pianissimo forklarer fru Heiberg til den måbende H.C. Andersen (Jørgen Reenberg), hvordan hun vaskede  regnormene : “at de til sidst var helt…. rene”.  Andre roller i en tæt række, også uden for Det Kongelige Teater kom til. Men Fru Heiberg-figuren og Célimène, også i samspil med Jørgen Reenberg, er næppe overgået.

Rækken af filmroller er lang, og i de senere år blev det bl.a. andet i Kaspar Rostrups “Dansen med Regitze”, der fik kunstnerisk anerkendelse. “Matador”s Ingeborg, i Erik Ballings instruktion og med Lise Nørgaards ord, gjorde Ghita til en del af den fælles danske kulturarv.

Med denne fødselsdagshilsen til Ghita Nørby  er der blot at sige: tak til en ekstrem flittig skuespiller, der aldrig har sparet sig selv for en opgave og har øst af sit overskud i tv serier og på filmlærredet, men oven over alle roller lyser præstationerne på teaterscenerne.  Uden dem var det genuine talent nok aldrig blevet udviklet så smukt.

At den halvt private skuespillerinde i de senere år har stødt sig på bl.a. journalister, som slet ikke har kendt til hendes kunstneriske ballast, er bare ærgerligt, men typisk for vor tid, hvor erfaring og viden ikke er i højsædet. Sådan var det med et interview til Radio 24/7,  og sådan var det også, da Ghita Nørby, iført en vidunderlig rød flæsekjole, vakte foruore hos uvidende mediefolk.

De burde skamme sig. Glemt er intet, men Ghita Nørby fortjener den største tak for sin utrættelighed og, vil jeg sige, store professionelle samarbejdsevne, som jeg selv har oplevede flere gange i både Radioen og siden på Teatermuseet i Hofteatret.

Tillykke og tak!