Kommentar af Ulla Strømberg.
Om et nyt, udvidet kulturbegreb.
Lad os tale om noget andet end Grønland, for det er bare så trist.
Året 2024’s mest omtalte danske bog var ”I egen barm” skrevet af Katherine Diez. En meget personlig bog. Glemt er næsten forfatterens fald fra tinderne, hvor det viste sig, at hun havde plagieret en række litteraturanmeldere for selv at fremstå som en kløgtig litteraturskribent. Det, der stod tilbage var hendes åbenhed, fordi hun bl.a. har hængt flere personer ud, ikke mindst den fra tv så kendte Adam Price, der selv er en god manuskriptforfatter jf. ”Borgen”, ”Orkestret” og meget mere. Selvfølgelig har det også hjulpet på publicityen, at hun på moderne præmisser er fotogen.
Øjeblikkets hurtigst sælgende teaterstykke, der endnu ikke har haft premiere, er Ludvig Holbergs ”Jeppe På Bjerget” – med Frederik Cilius i titelrollen.
Et meget omtalt museumsbesøg var Astrid Andersens hurtige visit til Glyptoteket. Den langbenede influencer blev bedt om at iføre sig noget mere tøj, da vagten fandt hendes påklædning utilstrækkelig. De små shorts, damen var i ført, var simpelthen flere numre for små. Men det lykkedes hende trods alt at blive fotograferet halvt bagfra!
Og sådan kan man blive ved inden for det danske kulturliv. For jeg ville ikke kende til nogle af ”sagerne”, hvis det ikke var, fordi aviser og elektroniske medier har valgt at skrive mange spalter om dem. Desværre understøtter institutionerne selv denne virak, der er blevet skabt, henholdsvis hos forlaget Peoples Press, Det Kongelige Teater og senest Glyptoteket.
Det er velrenommerede, kulturelle institutioner, hvor man burde formode, at deres intentioner var at udbrede det kulturelle for at gøre os klogere, hvilket statsstøtten til henholdsvis Det Kongelige Teater og Glyptoteket skulle være garant for.
Men vi lever i en tid, hvor fænomener er mere fordøjelige end materie og tilsyneladende også efter kulturpolitikeres og avisredaktørers opfattelse.
Noget forener en person som Diez, der foregiver at være klogere og mere belæst, end hun i virkeligheden er med Det Kongelige Teater, som ikke skriver meget om Ludvig Holbergs komedie, men netop har besat hovedrollen med en fra medierne kendt entertainer, måske i håb om ekstra presse. Mens Glyptoteket uforvarende er havnet i mediemøllen. Det må ærgre det ellers seriøse museum, hvis det ikke lige netop tilfredsstiller kulturpolitikernes krav om medieomtale af kulturinstitutionerne.
Samme tendens, at se sensationen i et kulturelt ”emne” – i stedet for selve det budskab, som en bog, et skuespil eller en udstilling kan give, findes i tifold nu i bl.a. Berlingske Tidendes daglige kulturtillæg, der som regel er et appendix til Business-sektionen. Her er kulturbegrebet taget meget, meget bredt og rummer mad, livsstil, kongehus, gossip fra Los Angeles’ filmindustri og af og til en anmeldelse af en musical eller bøger, som fastansatte anmeldere har forkærlighed for.
Fænomenet er ikke nyt – at omtalen af kunsten forfladiges og indskrænkes til noget nemt forståeligt. For eller imod! Flere billedkunstnere har skabt sig et navn på at være ”provokerende” og fået medieomtale hos mange ikke kunstkyndige: Jens Haaning – ”Take the money and run” på Kunsten i Aalborg, “Blendede fisk” ved Marco Evaristti og Jens Jørgen Thorsens evindelige arbejde med en Jesusfilm, for at tage nogle historiske eksempler. De huskes for sensationerne, men ellers ikke for deres kunstneriske arbejde.
Jeg ærgrer mig. Er jeg for bornert, gammeldags eller?
Svar meget gerne.
Dagbladene er i dyb, dyb, dyb krise, og så meget “last century”, at de er nødt til at skabe sensationer af ligegyldigheder med henblik på at få de hellige clicks. Heldigvis findes der online til gengæld medier, der behandler kulturen kritisk og anstændigt så som Kulturkupéen og Kulturinformation, og lige så meget heldigvis findes der stadig dagblade, som ikke lader sig påvirke af tidens populistiske tendenser – men hvor længe???
tak for din kommentar.
Uanset bornert eller gammeldags så tak for dine ord der stikker fingeren i såret på presseomtale og kultur anmeldelser i danske medier , inklusiv DR og TV generelt. Måske er det på tide at konfrontere medierne uden frygt for ikke at blive omtalt ?!
Medierne er selvfede,siger jeg af gammel erfaring. Det hjælper ikke at gøre indsigelser. Allerede i 1980erne havde jeg en chef på Radioen, der ikke mente, at jeg burde beskæftige mig med teaterstoffet, fordi jeg vidste for meget. Jeg burde gøre som de andre journalister…
Hmm – jeg er for så vidt enig med dig. Det føles trist, at det ypperste og højt professionelle ikke sættes højest. Men kunst er også elastisk og eksperimenterende. Jeg begræder på den ene side amatørernes indtog, men er også nysgerrig på, hvor deres indblanden flytter kulturen hen. I tilfældet med Jeppe på Bjerget er jeg ikke sikker på, om janteloven ikke også spiller ind.. måske vil netop Cilius med sin lidt akavede og klumpede facon kunne udfylde Jeppes træsko og give stykket en ny dimension; han skal så omgives af toptunede teaterfolk og sådan bliver det også 🤷🏼♀️
tak for den interessante betragtning.
Jeg ærger mig virkelig også over dette værditab. Hvor langt skal vi før vi når bunden? Og kan vi så overhovedet komme op igen?
Jeg tror det korte svar er: Nup. Sproget ændrer sig, fordybelsen forsvinder mere og mere, men måske opstår der noget andet. På teaterscenerne ser det allerede nu lidt sløjt ud – teksterne er forholdsvis ringe – spillerne er gode, men det essentielle er ved at smuldre væk.
Jeg synes ikke du er bornert. Sæt nu “Jeppe” er en rigtig dårlig forestilling, hvad stiller man så op med sine billetter, og får det en indflydelse på anmeldelserne, at forestillingen er udsolgt på forhånd, eller er man som publikum så ikke tvunget til at synes godt om den for ikke at fremstå dum.
Joh, det er et dilemma, du peger på. Og hverken anmeldere eller publikum er jo upåvirkelige. Hej Ulla
Hvorfor er det bare så trist, at tale om Grønland? Sjældent er der blevet talt så meget om netop Grønland – og med så mange forskellige udgangspunkter – og så meget, at mange debattører og politikere må ha’ sat sig ind i udtalen af grønlandske navne. Jeg følte mig sjældent beriget og oplyst om Grønland på meget kort tid.
Det var et personligt standpunkt, fordi jeg blev så deprimeret over det storpolitiske og en dansk underlegenhedsfølelse, at jeg måtte tænke på noget andet. US