Kommenteret af Ulla Strømberg.
Billedhuggeren Hein Heinsen, redigeret af Peter Borum.
Hein Heinsen (1935), cand. theol. og uddannet på Kunstakademiet. Heinsen har holdt sig inden for sit billedhuggerfag og har primært beskæftiget sig med skulptur, undervisning, formidling – og herunder sammenkoblingen imellem teologi og billedkunst. Tillige har han engageret sig i mere samfundsmæssige spørgsmål via læserbreve etc.
Hein Heinsen er fortsat virksom som kunstner og debattør.
Billedhuggeren Hein Heinsen har aldrig lagt skjul på, at han også er cand. theol. Dvs. at andre med mindre viden om og indsigt i det kristne budskab nok aldrig, efter kunstnerens opfattelse, til fulde kommer til at forstå hans skulpturer.
Men da Hein Heinsen også er rundet af den moderne minimalistiske, internationale bevægelse, med bl.a. Donald Judd som repræsentant, og tillige blev en af frontkæmperne for det postmoderne kunstblik i 1980erne, er der ikke mange, der fuldt og helt kan annamme Heinsens skulpturer, ifølge ham og hans kreds.
En række hjælpevidenskaber er igennem årene også blevet inddraget i analysen af Heinsens skulpturer, måske på opfordring af Hein Heinsen selv. Det har primært været skrivende humanister, som med udgangspunkt i kompleksiteten i værkerne, har beskrevet bagvedliggende overvejelser hentet rundt omkring fra, ikke mindst i nyere fransk filosofi.
Samme opfattelse, en dyrkelse af kompleksiteten og en fornægtelse af simpliciteten, synes også kendetegnende for den nye bog. Redaktøren Peter Borum har klogeligt valgt, udover artikler af flere forskellige fagfolk, også at medtage oversigter over Hein Heinsens egne artikler på tryk, samt hvad der ellers er skrevet om Hein Heinsen. Oversigterne er trykt bagest i bogen, men er desværre i et ulæseligt layout!
Jeg er sikker på, at hvis bogen repræsenterede en tydeligere kunstformidling, som bl.a. Hein Heinsen selv på forbilledlig vis mundtligt har præsteret som underviser (det har jeg desværre ikke oplevet), som foredragsholder og bl.a. i radioen adskillige gange for et par årtier siden, så er hans skulpturer faktisk til at forstå som udtryk for det 20. århundredes forskellige kunstneriske bevægelser. Også lægmænd, som man aldrig bør kimse af, ville kunne stå på, og flere af værkerne ville dermed kunne indgå i den store, fælles, danske kunsthistorie. Nu er det hyppigt formidlede kunstnere som Bjørn Nørgaard, Kørner, Tal R – og til dels Kirkeby, der er løbet af med den folkelige opmærksomhed i de allerseneste årtier.
Det er et valg, som også ses ved, at en af de mest ”folkelige” skulpturer ikke er med i den ellers omfangsrige bog: ”Ansgar” ved Ribe Domkirke, opstillet i 2015. Her er der flere ”moderne” symboler, for skulpturen ligner en almindelig mandsperson (helt atypisk for Hein Heinsen), og samtidigt er der elementer, som fører tilbage til Hein Heinsens mangeårige kunstneriske virke, hvor virkelighedens elementer indlagres og “podes”. Tillige er ”Ansgar”s placering ved Ribe Domkirke med et budskab om kristendommens indførelse i Danmark en klar ”brobygger” imellem moderne kunst og kristen forståelse. To vigtige elementer i Heins samlede oeuvre. Samtidig appellerer skulpturen også til mere jordnære fortolkninger. I en ny bog af Lisbeth Bonde: “Kunsten imellem os”, 2024, indgår der en god beskrivelse af skulpturen.
Mange skribenter har dog igennem årene skrevet om Hein Heinsens virke og værker, men kun to gange i et længere forløb: Else Marie Bukdahl i udstillingskataloget til Sophienholm-udstillingen (1985) og Poul Erik Tøjner i en monografi fra 1999, der også indeholder et langt interview.
De udvalgte forfattere er i denne omgang, udover redaktøren, litteraten Peter Borum, bl.a. Mikkel Bogh, tidl. museumsdirektør på Statens Museum for Kunst samt Carsten Juhl, kunstteoretiker. Han tager turen rundt om de filosoffer, som Hein Heinsen ikke mindst i 1980erne var påvirket af og videreformidlede til de studerende via kompendier med oversatte artikler af de store inspirationskilder: Michel Serres, Baudrillard og Lyotard m.fl.
Juhls artikel er lidt bagvendt resumerende og indforstået. Carsten Juhl vælger også mod slutningen bl.a. at fremdrage en udstillingsanmeldelse af nu afdøde kunsthistoriker Kasper Monrad, specialist i den danske guldalder, men, i stedet for at citere anmeldelsen af en udstilling på Sophienholm, aftrykkes et længere indlæg imod anmeldelsen fra Albert Mertz (afdød kunstner og i en periode professor). Det er hverken oplysende eller udtryk for god formidling.
Else Marie Bukdahl, tidligere rektor på Kunstakademiet og mangeårigt medlem af Ny Carlsberg Fondets bestyrelse, der har finansieret flere af Heinsens værker, kommer i sin artikel tættest på almene analyser Hein Heinsens skulpturer.
Derved bliver den sammensatte bog alligevel nyttig, for er målet for god kunstformidling ikke at indplacere kunsten i tid og rum, det fælles og det eksplicitte for kunstneren?
Billedhuggeren Hein Heinsen. 2024 ny bog. Ill. fra bogen.S.148, 149. Skulpturer uden titler fra henh. 1985 og 1992-97.
Bogen er rigt illustreret, men der er ikke megen sammenhæng eller markerede udviklingslinjer endsige kronologi i den måde, billedmaterialet er redigeret på.
Bogen har en værkliste bagest, der rummer 150 værker (kronologisk) – ultimativ er den vist ikke. Havde der tillige været små illustrationer, ville oversigten kunne give et interessant, visuelt overblik over den vej, som Hein Heinsens kunstneriske virke har fulgt:
- fra den spæde begyndelse over mødet med Stig Brøgger og Mogens Møller og arbejdet med Skala art ( store skulpturer i det offentlige rum)
- videre til de travle år som underviser og indpisker i fransk filosofi på Kunstakademiet i København i et 9 årigt professorat, hvor den postmoderne tankegang var en vigtigt, åndelig følgesvend,
- siden til de store bronzeskulpturer (ofte bestillingsværker via Ny Carlsberg Fondet eller andre institutioner)
- til i dag, hvor Hein Heinsen stadig er virksom i en alder, der nærmer sig de 90 år.
Når jeg lyder kritisk over for bogen, skyldes det en forundring over en monografi om en nulevende kunstner, hvor kunsten nærmest lukker sig om sig selv. Det synes lidt blasert, ikke mindst fordi det drejer sig om en kunstner, der er så gennemreflekteret over fjerne som nære samfundsmæssige forhold og samtidig er meget bevidst om ordets betydning.
Jeg erindrer, at Hein Heinsen netop har udtalt, at da han i 1980erne ønskede at dreje de studerendes opmærksomhed over mod de franske filosoffer og skribenter, var der ikke anden udvej end at få alle tekster oversat til dansk og udgive dem i kompendier. Se, det er formidling.
En nærmere redegørelse for Hein Heinsens oplysningsfelttog på Akademiet i 1980erne havde været et rigtigt signal, såfremt man ønskede at vise kunstnerens brede omfang – kunstnerisk som pædagogisk. Også en mere konkret beskrivelse og analyse af de mange kirkeudsmykninger og andre skulpturer i det offentlige og halvoffentlige rum havde været ønskværdig.
Udkommet på Strandberg Publishing. December, 2024
www.strandbergpublishing.dk