∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hvorfor laver vi ikke et band? Musikalsk spex på Nørrebro Teater.
Titlen er ret genial og appellerende: hvorfor laver vi ikke et band? Ja, hvorfor ikke? Så får man måske venner, fællesskab og fremfor alt – tiden går, og man er ikke alene.
Men ét er en god titel, noget andet er en teaterforestilling. Og det er vist sværere end som så at skrive dramatik, der ovenikøbet skal vare mere end to timer. Personerne skal måske tale sammen, og historien skal udvikle sig og ende et uforudset sted!
Det lyder af lidt, men de krav opfyldes desværre ikke i ”Hvorfor laver vi ikke et band”, historien om seks tilfældige mennesker, som står ved et stoppested og venter på den bus, der ikke kommer.
Provokeret af en bramfri kvinde, spillet af Nanna Cecilie Bang, der i lyntempo får fortalt om sit liv i Husum (forstad til København og ikke by i Slesvig), lukker de hver især op for traumer og forliste forhold – og al den utroskab, som tilsyneladende er et fællestræk hos de fleste.
I øvrigt kommer Nanna Cecilie Bangs figur hurtigt til at blive dramatikerens alter ego: kvinde med litterære ambitioner, børn og bosat i Husum.
Succesforfatteren Stine Pilgaard fik i 2021 Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen ”Meter i sekundet” –og har til dels brugt samme model her med tekster isprængt sange. Men i forestillingen er der rodet endnu mere rundt, for nu skal det være dramatik. Derfor kommer der hen ad vejen den alvidende fortæller, or de i alt seks-syv personer taler ikke sammen. Det hele er monologer eller for den sags skyld udsagn hæftet sammen med musikalske numre, der desværre for hovedpartens vedkommende ikke afleveres så superprofessionelt.
Det er som om ”Hvorfor laver vi ikke et band” slet ikke når frem til det egentlige. I stedet har både forfatter og instruktør (og scenograf) tyet til halvt moderne, halvgammeldags løsninger. Samtidigt er forestillingen på sine egne præmisser sympatisk og lun, men stor, fornyende teaterkunst bliver det aldrig.
Dog er Kirsten Olesen en glæde at se i de nye omgivelser – væk fra Kongens Nytorv og Skuespilhuset. Hendes sprogbehandling, sang og nærvær er som forventeligt suveræn og burde forplante sig hos de andre. Bl.a. lyser det op, når hun som en træt præstekone afleverer sangen om Bent og alle de bent’er, hun har mødt på sin vej. For hedder sidespringene det samme, må de højst gælde for ét. Det er bare sjovt og smukt.
Også Niels Skovgaard Andersen får i glimt lov at brillere, men burde have fået flere sange, for han kan synge og står fast forankret på scenen.
Nanna Cecilie Bang har sin helt egen naturlighed i det sceniske nærvær. Det kan være smittende, men også farligt. Thi i ensemblespil må skuespillerne gerne have nogenlunde samme teknik – ellers giver det signalforvirring.
Scenografen Astrid Lynge Ottesen plejer at være, og ikke mindst i kostumerne, ganske opfindsom. Men endnu engang ses usexede unisex hvidt undertøj til alle køn – det meste af tiden. Det er for kedeligt. Et par dyremasker og nogle guirlander pepper heller ikke teaterfesten op i 2024, men giver stemning af old school tysk avantgarde.
”Hvorfor laver vi ikke et band”- viser på ingen måde fremad, men alt for meget tilbage til andre værker, bl.a. Line Knutzons formidable og dobbeltbundne ”Guitaristerne” – og den amerikanske videokunstner Bill Violas video “The Raft” fra 2004 (om mennesker ved et stoppested, der pludselig overraskes af en flodbølge.) Og som der bliver sagt i forestillingen: Vi venter på Godot.
I Januar 2024 så jeg på Aveny-t en dramatisering af et tidligt værk af Stine Pilgaard ”Min mor siger”. Ganske vellykket var forestillingen, da teksten var letflydende, men desværre med rigtig mange henvisninger til de litterære værker, som Stine Pilgaard nok har studeret i sin pure ungdom.
Måske skal andre dramatisere Stine Pilgaards værker, så vi kommer længere end blot til Husum, Nørrebrogade på ladcykel og hjørnet ved Ravnsborggade. Et mere interessant greb om den musikalske side vil også være ønskværdigt fremover.
Kommer i øvrigt til at tænke på Vita Andersens debut med knækprosadigtene i: ”Tryghedsnarkomanerne” (1977) – og et par af de efterfølgende skuespil: ”Elsk Mig” som også var fremragende, mens det begyndte af fade ud med ”Kannibalerne”. Så kom andre litterære genrer igen på banen for forfatterinden. Dengang var Vita Andersens skrivestil ny og anderledes i al sin skrøbelighed – og ganske feminin.
Det bliver spændende at se, hvor den universitetsuddannede Stine Pilgaard nu bevæger sig hen.
MEDVIRKENDE
Niels Skovgaard Andersen, Nanna Cecilie Bang, Stine Schrøder Jensen, Anders Mossling, Kirsten Olesen, Sara Fanta Traore, Olivia Westbjerg & musiker Marianne Ernst Dam
Instruktion:Helle RossingStine Schrøder Jensen, Anders Mossling, Kirsten Olesen, Sara Fanta Traore, Olivia Westbjerg & musiker Marianne Ernst Dam
Scenografi og kostumer:Astrid Lynge Ottosen
Dramatiker:Stine Pilgaard
Sangtekster:Stine Pilgaard
Lysdesign:Mia Jandje Willett
Lyddesign:Rune Abel Musikalske arrangører:Mille Mejer Djernæs Christensen og Selina Gin
Videodesign:Christian Edvard Halberg
Manuskriptudvikler:Ann-Sofie Estrup Bertelsen