∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jeg er en anden – J.F. Willumsen I og II. Af Henrik Wivel.

Imponerende biografisk bog i to bind om J. F. Willumsen – skrevet af kunsthistorikeren Henrik Wivel.

Allerede titlen markerer den dualisme, som gennemsyrer hele analysen af den komplekse billedkunstner J. F. Willumsen (1863 – 1958): ”Jeg er en anden” er titlen, men spørgsmålet er: Hvem er han så?

Efter mere end 500 sider ved man det næppe, for dobbeltheden eller endnu flere sider i den komplicerede kunstner gennemsyrer portrættegningen hele vejen igennem bogen. Og det er ikke kun i det kunstneriske udtryk. Også i kunstnerens utålmodige, urolige personlighed findes en evig dualisme. Næppe går det godt familiemæssigt og kunstnerisk, før en ny uro og dermed også ustabilitet melder sig, og en ubændig udlængsel må efterleves.

Bogen er skrevet i det nydeligste sprog, klassisk i hele sin tilgang til kunstneren og kunsten og fulgt op af et eksemplarisk layout – det eneste der kan ankes over er formatet. ”Jeg er en Anden ” er svær at have som godnatlæsning! For stor, for tung, men oplevelsesmæssig god at falde til ro på.  Men smukt er det store to-bindsværk!

Willumsen og museet

Jeg er nok ikke den eneste, der gang på gang er blev irriteret ikke mindst ved besøg på Willumsen Museet i Frederikssund. Det moderne hus har ikke været ideelt som udstillingssted og heller ikke den måde, som museet har skildret kunstnerens udvikling på. Både perioder og udvalgte værker i Willumsens oeuvre kan forvirre og dermed irritere ved tilegnelsen, så der er brug for en stram logik i ophængning og formidling.

I Henrik Wivels formfuldendte beskrivelse af Willumsens kunstneriske vej igennem livet, bliver værkerne faktisk mere acceptable. Med mange ord, af og til måske for detaljeret,  får Wivel markeret de mange spring, som er i Willumsens fascination af omverdenen og ikke mindst af kunsten og tiden omkring ham.

De skrappe konturer ved ikke mindst portrætterne, her over for badende, blege børn, og hævet op: de evigt fascinerende bjergbilleder, skitser m.m. Livsværket er enormt.

Via Wivels fremstilling og sammenkobling imellem værker, tiden, personlig udvikling og ikke mindst breve, indkøb og møder med mennesker, bliver det mere forståeligt, at Willumsen tidligt har de næsten groteske konturer med i nogle af malerierne.

Udviklingen er altid kronologisk

Henrik Wivel går kronologisk frem og ligeså med det velanbragte billedmateriale. Det er godt og lærerigt, for derved ses tydeligt, hvor tidligt Willumsen, inspireret af forskellige strømninger i tiden, er både symbolist, “nabist” og vitalist for efter 1910 via en næsten åndelig besættelse af El Greco også at gå i hans fodspor.

Willumsen er et sanseligt menneske, hvor den stærke, moderne kvinde som begreb er højt værdsat. Men kunsten kommer i første række, og dermed forliser hans to ægteskaber, hvor han får i alt fire børn.

Kvinder, udland og økonomi

Havde Willumsen ikke i flere omgange indladt sig med og giftet sig med velstående, borgerlige kvinder, havde det set slet ud i de første årtier af hans kunstneriske løbebane. Nok fik han også støtte fra faderen, der vist ikke var hans fader af kød og blod, men det blev svigerfædrenes penge, der gang på gang finansierede de nødvendige udlandsrejser, ophold og boliger. Men da det i dag berømte hus på Strandagervej  i Hellerup skal bygges (lyserødt hus betegnet som Willumsens hus) er det hustru nr. to, Edith, der har pengene og kommer til at stå som ejer af huset og dermed også bebor det efter bruddet i 1928.

Willumsens første hustru er som de følgende kvinder, han møder, model for ham, men ægteskabet kuldsejler på trods af, at hun synes at følge hans luner.

Efterfølgende møder han Edith, der bl.a. er model til hans banebrydende værk: Bjergbestigersken. (Kendes i dag i to varianter, det oprindelige fra 1904 hænger på Hagemanns Kollegium og en yngre, mere dramatisk  variant, som bl.a. blev sendt til USA i 1912 til en stor udstilling med samtidskunst. Findes på SMK.)

Det er også Edith og de to børn som er modeller i det uhyggelige nadverbillede – ”Aftensuppen” fra 1918 ( i dag på Willumsens Museum) med kraftig El Greco- inspiration.

Willumsens årelange arbejde med det store relief ( 1893-1928), som i dag er på Willumsens Museum ( NB museet er lukket for tiden på grund af ombygning) har sikket også tæret på familielivet og oveni hans evindelige rejseri og helst alene.  “Det store Relief” blev ved ankomsten til Danmark i 1928 heller ikke den succes, som Willumsen havde håbet. Dertil er der for mange mysterier nedlagt i værker.

Det går også ”galt”, da Willumsen i 1928 i Nice møder den kun 28 årige franske danserinde Michelle Bourret. Efter et par år kommer de til at leve sammen, og hun bliver ved hans side resten af hans liv.

Michelle er næsten 40 år yngre, men hendes på nydansk performative attitude appellerer til Willumsen og helt nye motiver bliver resultatet med udklædninger og mere dansante optrin. ( Bl.a. i et Harlekinbillede.)

De sidste år

I anden halvdel af sit liv lever Willumsen primært i Sydfrankrig, og da Anden Verdenskrig kommer, kompliceres dagliglivet. I 8 år kommer han ikke hjem til Danmark, men da det sker i 1947 modtages han under stor festivitas  og tildeles flere priser og medaljer.

Et kapitel for sig er Willumsens mangeårige kamp for at få et museum til egne værker og til den samling af ældre kunst, som var en vigtig inspiration. Det lykkes til sidst, men han er for svag til at overvære åbningen af museet i 1957 og dør året efter i Cannes – i en alder af 95 år.  Museet er der stadig, drevet af Frederikssund Kommune. Museet er under ombygning og genåbner i efteråret 2025.

Med Wivels bog er meget nået i en klar formidling af Willumsens liv og oeuvre. Forhåbentlig kan museet derfor ved genåbningen til næste efterår evt. udsende en kondenseret “Wivel-version”- det har museumsgæsterne fortjent. Og det savnede jeg, ved seneste museumsbesøg.

Simpelthen en smuk og vellykket biografi, den perfekte julegave til alle kunstinteresserede.

 

Udkommet på Strandberg Publishing.