∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det magiske Tivoliteater. Aalborg Teaters familieforestilling op til jul.
Kærlighed til teatrets magi og muligheder.
Kan varmt anbefales, men husk lommetørklæde. For det er næsten ikke til at bære med den kære dreng Luka på krykke omgivet af glade, små, forældreløse børn, der har fundet et hjem i det rummelige Magiske Tivoli. Her er der plads til alle, og bortset fra husleje kan de fleste problemer holdes på afstand ved teatermagiens hjælp.
Denne norske tv-julekalender er omsat til en varm familieforestilling med masser af lån fra ikke mindst Dickens og får publikum til at fælde en sentimental tåre op til flere gange. For hvem kan upåvirket se på søde, forældreløse børn og verdens flinkeste Luka med krykke, spillet charmerende og nærværende af Magnus Bruno?
Selv om de markante klasseskel i verden driver historien, i øvrigt placeret tilbage på Dickens tid, er det vigtige drengen Lukas intuitive kærlighed til teatrets magi og herunder til det sammenhold han finder i teaterverdenen.
På scenen står et helt lille teater på hjul med tæpper, scene og ikke mindst bagscene. Så publikum oplever både den pæne facade på scenen og det vilde liv og hurtigløb omme bag for at få det hele kan klappe.
Udenom er der fattigdom hos Luka, hans fader og hos naboerne – alt sammen i stærk kontrast til den rige familie, hvor alle er i pink flæser. Det er klart og tydeligt: Der er de gode og de onde. Men der er overløbere i begge lejre: hos fattiglemmene, som de kaldes, huserer en fæl ungdomsbande, som også generer Luka –og hos de rige kan datteren Ofelia, godt se moderens urimelige ondskab.
Aalborg Teaters ensemble synes at elske rollerne, så det hele bliver legende let og velspillet som i en sympatisk leg. Marianne Nilsson har skabt den velfungerende scenografi, som næsten er gammeldags, men alligevel har nogle sprækker – og sådan er det også med Geir Sveaass’ instruktion, hvor der gives plads til alle medvirkende.
Med tre musikere på scenen iført hyggelige kostumer, også fra Dickens’ tid, bliver julehyggen forstærket, musikken balancerer fint på kanten af noget moderne, men alligevel med et tilbageblik.
Så selv om man ikke kender til den norske julekalender, som vist blev vist i Dansk TV sidste år, er det en hyggelig, sentimental opvarmning til julen. Aalborg Teater har også fået pyntet den golde foyer op med julehygge. Og så er der et gratis program. Det er fint. I det hele taget har Aalborg Teater igen et godt skriftligt materiale til alle forestillinger.
Dramatisering: Hilde Brinchmann. Bearbejdelse til Aalborg Teater: Geir Sveaass. Komponist: Sindre Hotved. Sangtekster: Kjerstil Indregaard. Oversættelse: Niels Fonseca. Iscenesættelse: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Rebekka Lund. Kapelmester: Lasse Sandkamm. Musikalsk ledelse: Niels Søren Hansen. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen og Lasse Sandkamm. Lysdesign: Egil Barclay Hansen. Lyddesign: Mads Stagis.
Medvirkende: Magnus Bruno, Steffen Berenthz Eriksen, Kathrine Høj Andersen, Ida Mia Appel, Nanna Buhl Andresen, Kirstine Hedrup, Jørgen W. Larsen, Marcus Gad Johansen, Mogens Rex, Lisbeth Gajhede, Josephine Nørring, Bjørk Møller Søhof/Inas al Majidi, Camilla Elsøe/India Gade, Cecilie Noen Maints/Anaya Winther, Fernando K.H. Bundgaard/Sebastian Hjort Bjerre, Clement K.H. Bundgaard/Arthur Randorf Jørgensen og Alison Clare Dahl Gottschalk/Sofie Pham Tran.
Orkester: Lasse Sandkamm, Mark Kühn og Johan Klitgaard.
Det magiske tivoliteater spiller på Aalborg Teater 16. november – 23. december 2024.