∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Næste år bliver øllet bedre – Folketeatret – turne og stationært.
”Næste år bliver øllet bedre” er en lille forestilling med store forbilleder. Forfatteren og dramatikeren Erling Jepsen har aldrig lagt skjul på, at han er inspireret af det absurde teater, (Beckett, Ionesco, Albee m.fl.) hvis stykker kom frem i 1950erne og 60erne, i samme periode som de små scener fik deres renaissance i bl.a. Paris og siden også i København.
Lettere absurd har Erling Jepsens tekster altid været og på kanten af det naturalistiske, fra hans overraskende og vellykkede debut i Radioteatret med ”Kiks med kniv og gaffel” som i filmmanuskripter og i de senere års romaner. Meget ofte med dysfunktionelle familier m.m. som udgangspunkt.
”Næste år bliver øllet bedre” er en tekst som cphculture’s Michael Søby kan huske tilbage fra 1990erne, men det oplyser Folketeatret intet om, heller ikke, at den tidligere direktør på Folketeatret, Kasper Wilton, selv spillede en af rollerne på samme tid på Vendsyssel Teater, mens han var direktør der. Det er en god oplysning, for i dag synes teksten at være en lidt gammeldags og en langsommelig affære. Men de to skuespillere gør, hvad de kan for at virke tilforladelige og virkelighedstro, som de sidder i en kælder med arbejdsforklæder på og smager på vin og andet hjemmelavet, bl.a. snapse m.m.
Jesper Asholt og Thomas Mørk har mange gode nuancer hele vejen igennem for at beskrive den midaldrende mand og det moderne menneskes forskellige attituder og ansigter. For det er pointen: vi forstiller os over for andre, og vi forestiller os, at de andre er andet og mere, end de måske er.
Det er vist det vigtige budskab om disse to herrer på deroute i forskudt tempo. Først er Thomas Mørks Jørgen på toppen, mens Asholts Orla hænger lidt, fordi konen har en affære med en pædagog, (latter hos publikum).
Siden skifter balancen, og Mørk bliver ham, der ikke har kunnet nøjes med at smage på vinen og de stærke sager, men er blevet afhængig. Efter pausen viser det sig så, at også Orla er på et skråplan. Nu er begge herrer godt på vej ned mod bunden og oplever hallucinationer på grund af et ekstremt alkoholforbrug.
Scenen er skiftet, men det er svært at se logikken eller det absurde, når der flyttes senge i et væk i rummet, der mest af alt ligner et to-trestjernet Autobahn hotel, men skal forestille et fysisk sted, hvor personerne tror at være i Frankrig.
Forestillingen fik en ganske positiv modtagelse, da den drog på turné i september, men nu synes den utilpasset på Hippodromens lille scene. Lysdesignet var ikke optimalt ved premieren og svarede slet ikke til de fikse pressefotos, som findes.
Instruktionen ved Joy Frederiksen, der ellers har fået stor ros for sine effektive og energiske revyiscenesættelser, synes lidt fraværende og ligeledes Marianne Nilssons scenografi – først en pæn naturalistisk vinkælder, siden et ferskt hotelværelse.
Historien er i bund og grund sørgelig, men sjov i de første 10 minutter med forskellige floskler om vinenes egenskaber. Så går det bare en vej, også når historien får en ekstra drejning, hvor tid og sted ophæves, flaskerne triller ud af skabene, og det attråede Frankrig tilsyneladende er Silkeborg. Så bliver det lidt rodet eller er det bare absurd? Silkeborg Bad blev lukket og omdannet til kunstcenter i begyndelsen af 1990erne, så hvor mon de er havnet? I nærheden af et alkoholafvænningscenter?
Forestillingen ligger på linje med flere andre produktioner til turnébrug og rejser spørgsmålet, om ikke Folketeatret, der har været og er et flagskib blandt turnéteatrene, skal tænke sig om. Det hedengangne Det Danske Teater blev fusioneret med Folketeatret i nullerne, og med færre midler skulle arven alligevel forvaltes. Det nye Folketeater skulle sikre det bedste teater rundt i det ganske land via både store og mindre turneproduktioner – og til glæde for flere generationer blandt dagens og morgendagens publikummer. Ikke nogen nem opgave. Der kræves meget og også et økonomisk rygstød. For der skal være plads til publikumsfusere, hvis det hele ikke skal ende i mainstreamteater a la i forgårs blot for at tækkes billetsalget.
..
Vi lever i en tid, hvor alle skal holde deres ryg fri, derfor må teatret også skrive på hjemmesiden: Vi gør opmærksom på, at forestillingen skildrer misbrug af alkohol. Hvis du har brug for rådgivning i forbindelse med et alkoholmisbrug, kan du kontakte Alkolinjen på tlf. 80 200 500.
Så er teatrets moralske samvittighed i orden. Men hvad med den kunstneriske? Er det godt nok at sende et gammelt tomands stykke i langsommeligt tempo ud i verden og hen i Nørregade?
Kunstnerisk hold
Medv. Jesper Asholt og Thomas Mørk.
Forfatter: Erling Jepsen
Dramaturgisk bearbejdelse: Ninette Mulvad
Instruktion: Joy-Maria Frederiksen
Scenografi: Marianne Nilsson
Lysdesign: Lars Schou
Videodesign: Søren Knud, Omnivox
Lyddesign og -afvikling: Michael Roger Henriksen