∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sort sol – fladt land – Teatret Møllen fylder 50 år

En imponerende præstation: 50 år i dansk showbiz. Teatret Møllen kan fejre rundt og gør det med en sympatisk feel good musikforestilling,  som er hjemstavnsrelateret: ”Sort sol – fladt land”.

Møllen har været med fra 1974, hvor børneteaterbevægelsen og det alternative teater i Danmark var i fuldt flor. Med den tidligere kongelige skuespiller Niels Andersen i spidsen fik gruppen brugsret til den gamle mølle.

Gruppen var fra et tidligt tidspunkt ambitiøse og ville ikke bare være ungdommelige og ”imod”. De ville også være en del af det moderne mainstream teater.  Derfor kunne de i efteråret 1977 have urpremiere på Sten Kaaløs ”Folk på Komedie” – som siden ændrede titel til ”Komedie i grænselandet” .  Året i historien er 1906, Haderslev er tysk, men historien tager udgangspunkt i et fiktivt møde imellem  de to danske forfattere, Holger Drachmann og Herman Bang, på Anna Linds Pensionat i Haderslev. Kernen i stykket er tjenestepigen, der er blevet gravid med enten en dansk tjener eller en tysk soldat.  Det blev en stor succes, og ved premieren var der spækket med københavnske anmeldere fra dagspressen og  Danmarks Radio (undertegnede).

Resultaterne udeblev ikke. Teatret Møllen blev egnsteater, og Sten Kaalø fik tilbudt tre år som husdramatiker på Aarhus Teater. Forestillingen blev en national succes fra dag ét. Stykket blev siden spillet på Aarhus Teater og på Det Kongelige Teater og siden Hos Blaksted Turnéen og i TV. Det hører til sjældenhederne, at et lille teater i Danmark har ressourcer og mentalt overskud til at skabe en vedvarende kunstnerisk succes.

Med en dygtig stab af skuespillere og en scenograf, som både teaterleder og af og til instruktør, Gitte Kath,  har Møllen igennem årene kunnet skille sig ud og spille svære klassikere i lille format, bl.a. Gorki, Tjeckov og Shakespeare og samtidigt fastholde en visuel æstetik, som var unik.

I de senere år har Møllens forestillinger måske ændret look, men heldigvis er  flere af de ”gamle” skuespillere med endnu: Connie Tronbjerg og Ole Sørensen. Igen beundringsværdigt.

Med ”Sort sol – fladt land”, 10 mand på scenen, 3 musikere og 7 skuepillere, hvor flere også kan gribe et instrument, er forventningerne skruet op.

Forestillingen er smuk at skue fra starten, som en frisk, dansk morgenhimmel i lyseblåt og åbner med en sart musikalsk trio: tre unge musikere på et par forhøjninger. Så tripper ensemblet ind, alle i lyse sommerklæ’r, og musikken følger stilfærdigt med.

Men selv om der har været fire dramatikere på som tekstforfattere, og de har trasket rundt som gammeldags antropologer og samlet historier ind, er det ret pauvert, hvad der er kommet ud af det. Hovedideen var, at det skulle være lokalt og ligefrem inddrage Slesvig.  Men de forskellige individuelle historier er hverken interessante eller stærke nok i forhold til den store teatermaskine, som er kørt i stilling.

Sønderjyllands historie er barsk og unik. Det ved de fleste.  Man skulle tro, at der kunne komme mere ud af det end nogle lidt banale, fritstående portrætter af mennesker, som faktisk kunne leve et vilkårligt sted i Danmark: Det unge par, den nybagte moder, den ensomme, snakkesalige mand, stuepigen, der ender på fabrik, fordi hun ikke vil udsættes for evige overgreb, den lidt mystiske pølsemand og mødet imellem den tyske jæger og den godtroende, sønderjyske kvinde.  Her var der lidt lokalkolorit og sjov sprogforbistring hos Ole Sørensen og Connie Tronbjerg.

Visuelt synes forestillingen også at udvikle sig lidt banalt, hvor alle (minus musikerne) hen ad vejen udstyres med flæser, og en af mændene naturligvis også ender i kønsspecifik gallakjole. Har lyst til at sige som Mette F: “Vor Herre til hest” – men måske passer det bedre: “Lev med det”.

Det lokalforankrede manglede desværre substans, og det var synd, for skuespillere og musikere sled i det. Med tre musikere på scenen er det også dumt at ende med båndmusik for at være lidt moderne i lydbilledet. Det skabte en unødvendig disharmoni.  Et dårligt valg fra instruktøren Rasmus Ask’ side.

Forestillingen er på turné rundt i landet, og jeg så den på Teater-V i Valby. Det er ikke noget charmerende rum, men med omtanke og en god lysmand, går det an. Så det var nok ikke her hele problemet lå.

Måske var der for mange kokke/dramatikere/tekstforfattere, som har stået i vejen for hinanden. Det er ærgerligt, for forestillingen og hele gruppen repræsenterer så meget musikalitet og lokal forankring, at ”Sort sol – fladt land” kunne have været  et fint snapshot fra et sted i Danmark med en helt særlig historie.

NB: Læs mere om møllen i bl.a. to bøger:

“En fjer i hatten, Teatret Møllen, 1974-1999” – og “Teatret Møllens mange rum”, 1999-2009.  udkommet henh. 2000 og 2011.

 

 

Sort sol – fladt land:

Teatret Møllen  •  Idé: Nikolaj Mineka  •  Dramatikere: Brian W. Hansen, Amalie Munkgaard Olesen, Henriette Katrine Lund, Thomas C. Rønne

Instruktør: Rasmus Ask  •  Dramaturg: Gitte Villadsen

Medvirkende: Nana Schwartzlose, Pete Livingstone, Connie Tronbjerg, Ole Sørensen, Marluze da Cruz, Laura Wildt og Asbjørn Hays

Musikere: Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Benedikte Borum og Mette Dahl Kristensen / Toke Hansenius

Scenografi og kostumedesign: Andrea Lindeneg  •  Komponist og lyddesigner: Johannes Smed  •  Lysdesigner: Søren Lydersen  •  Kostumier: Elsebeth Hede  •  Musikalske arrangementer: Johannes Smed og Mette Dahl Kristensen  •  Foto: Rumle Skafte

www.teatretmoellen.dk