∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En dronnings portrætter af Peter Michael Hornung – ny bog.
Velskreven og underholdende, så kort kan det siges. Hovedemnet er Dronning Margrethe, afbildet igennem mere end 50 år. Men kunsthistorikeren og kritikeren Peter Michael Hornung kommer vidt omkring hos også fortidens storladne afbildninger af dronninger og et par ekstra nye af den nuværende dronning. Det er samtidigt sjovt at nærlæse alle billeder i sammenhæng, men sammenstillingen kan i sidste ende også være som en boomerang for de nutidige malere. For hvem kan male og måle sig med gamle Carl Gustav Pilo?
Peter Michael Hornung er durkdreven, når han skriver, og det lykkes ham at sno sig udenom enhver kvalitetsbedømmelse, når han jonglerer med nutidige kunstnere som bl.a. Mikael Melbye, Thomas Kluge, Niels Strøbæk og Bjørn Nørgaard (i vævet tråd) over for fotograferne Rigmor Mydtskov og Per Morten Abrahamsen.
Det lykkes også for Hornung ikke direkte at sige, at det var hans fader, Preben Hornung, der for årtier siden malede de dengang meget omtalte, officielle billeder af Dronning Margrethe. De er stadig overraskende at betragte, for majestætens hoved synes mindre end de klassiske normer foreskriver.
Samtidigt er der hos forfatteren styr på det hele, detaljer i billedkompositionen, maleteknik hos ikke mindst det nyeste maleri af dronning Mary (til Frederiksborgmuseet). Men det havde faktisk været ok, hvis billederne af dronning Mary ikke var medtaget, også af kunstneriske hensyn.
At bogen udgives af Strandberg Publishing er helt forståeligt. Der er penge i Kongehuset, men problemet er måske, med en så habil kunsthistoriker som Peter Michael Hornung, at alle portrætter løftes op til at være KUNST og ligefrem royal kunst, i stedet for blot bestillingsværker af diverse bestyrelser. For det er skoler og foreninger udover naturligvis Frederiksborg Slot som har stået bag, når kunstnere er blevet udvalgt, og pengene fundet.
I de senere år er der kommet en strøm af bøger om portrætmaleri, hvilket er interessant, da man ikke skal mere end 3-4 årtier tilbage for at se, hvor lidet accepteret genren var – og den gang slet ikke fangede kunsthistorikernes interesse.
Med fotografi-teknikkens muligheder i dag ved man, at der som regel ligger et fotografi til grund for et nyere malet portræt. Og når det er en travl dronning, der portrætteres, er det evident, at hun ikke har haft så megen tid til at sidde model.
Omvendt er det værd at bemærke, at dronningen, som selv er billedkunstner, ifølge bogen, sikker har nydt at se kunstnerne i arbejde ved skitseblokken og lærredet.
Når Peter Michael Hornung ikke tør ranginddele, endsige gradsinddele, vover jeg det. Her vil jeg fremhæve (udover Pilos portræt fra 1751) Olaf Rudes maleri af Dronning Ingrid i rød kjole fra 1955 og Rigmor Mydtskovs profilfoto af Dronning Margrethe (fra 1972). Dette foto går videre til Andy Warhol i hans Dronningeserie, hvor Margrethe d.2. som silketryk er fra 1986. Så kan Franciska Clausen og de andre godt gå hjem.
Bogen er mindre kunsthistorie end det er en lærebog i at se, for Hornung fremhæver uendelig mange vigtige detaljer. Så her er bogen til de royalt interesserede, der får lidt ekstra gods med end et royalistisk dameblad ellers plejer at opvise.
Det havde været nyttigt med små biografier på kunstnerne bagest i bogen. Det mangler.