∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Delanmeldelse af Ulla Strømberg.

Blodbryllup – helaftensballet på Det Kongelige Teater.

Med underoverskriften: Anmeldelse af ballet fra taljen og op – og kun i højre scenehalvdel!

Endelig en ny helaftensballet af en koreograf fra egne rækker i Den Kongelige Ballet: Eukene Sagues.

Det er helt naturligt, at den spanske solist fra Balletten netop koreograferer hen over et af Spaniens nyere dramatiske klenodier: ”Blodbryllup” af digteren Lorca.  Værket er smukt, poetisk og sørgeligt – måske derfor sjældent opført i Danmark. Det er også rigtigt set, at skuespillet i dag kan læses som moderne og orienteret mod kvindens og kvinders stilling i samfundet og i familien. Det følte Lorca, der blev skudt i begyndelsen af den spanske borgerkrig i 1936. Årsagen er aldrig helt opklaret, var det politisk eller af mere privat karakter? Han blev 38 år.

I Lorcas liv og digtning er der ikke meget at glædes over, men det, som Eukene Sagues sammen med dramaturgen Astrid Øye fortæller, viser fremad, men komplicerer historien i “Blodbryllup” yderligere.

Det er blevet til æske i æske, som løfter historien op, så det bliver en frigørelsesberetning om kvinder.  Alligevel holder handlingen sig på sporet godt hjulpet af en vidunderlig musik, primært af Manuel de Falla, virtuost spillet af Kapellet. Også hos danserne, ikke mindst hos alle med solopartier, kvinder som mænd, er der en indlevelse i den spanske musik, rytme og atmosfære.

Historien, som fortælles i balletten, er derfor endnu mere kompliceret end hos Lorca med et metalag udenom og en måne, der våger over alle. Det, der i Lorcas fortælling ikke mindst handler om et tvangsægteskab, ender med to døde mænd og tre efterladte kvinder, måske i sorte sørgedragter. Meni balletten bliver det til tre kvindelige skikkelser, som befrier sig fra fortiden og iklædt lyse kjoler er parate til at møde en ny tid. Men hvilken? har man lyst til at spørge.

”Blodbryllup” som ballet er utrolig smuk at skue med ikke mindst fine masseoptrin indsat i Palle Steen Christensens velfungerende, abstrakte scenografi, der med drejescenen kan skabe flotte billeder af både marker, gildesal og en uhyggelig opløsning af tove, når alt går i kludder. Også kostumedesigneren Louis Kynd understøtter i høj grad den æstetiske oplevelse. Alt går op i en fælles stemning, hvor også lyset digter med.

Musikken er smukt sammensat af toner, som også Lorca yndede, bl.a. Manuel De falla, Lorca selv og Elena Abdad, der også har været med til at arrangere musikken. Kapellet er suppleret af nogle spanske musikere til det mest folkloristiske.

Men så kommer problemet. Jeg så primært danserne fra taljen og opefter – og kun højre del af scenen. Flyttede ovenikøbet i pausen fra parkettet op på balkonen, men helt ude på siden. Derfor var det ikke mindst de helt store optrin,  hvor dansen foldede sig ud, som jeg kunne se.  Ingen var vist i tåspidssko,(?) men der var mange klassiske bevægelser, ikke mindst før pausen,  som kendes fra 1800 tallets ballettradition, om det så er Bournonville eller andre.

Af det, jeg oplevede, syntes koreografien at tabe pusten efter pausen – der der var simpelthen mere dans før pausen.

Danserne i de store partier var til premieren eminente, også på det psykologiske plan: Astrid Elbo som moderen (enken), hvis søn skal afsættes og i metalaget blot en kvinde, der møder månen. Elbo er som altid kraftfuld, i den grad en karakterdanser.

Stephanie Chen Gundorph er “kvinde” og bruden, der alligevel ikke vil have den mand, hun skal giftes med. Sart, moderne og ulykkelig det ene øjeblik, henrykt det næste.  Følsomt danset. Som den anden “kvinde”, barnemor og svigtet hustru er også Joscelin Dolson sitrende, som hun knuger en barnebylt til brystet. Oppe i luften og på jorden bevæger Månen sig på godt og ondt i Alexander Stægers skikkelse. Luftakrobatik. Svær at analysere, for figuren er både ond og god samt androgyn og således synes månens ”medhjælperne” også at være på et tidspunkt i den spanske nat, hvor herrer som damer fra korpset er klædt i samme hvide kjoler med hul til hjertet. (Er det måske skåret væk?)

Som fortolkning synes det lidt fortænkt at lægge en ekstra feministisk rammehandling uden om Lorca, men det flytter til gengæld Lorcas tragedie op til at være en historie, der peger fremad og varsler en ny tid! Det er jo positivt.

“Blodbryllup”  som ballet er et ambitiøst værk, som næsten lykkes, men det er som om historien er blevet for kompliceret, da både Lorcas grundhistorie skal fastholdes og en feministisk modernitet skal legitimere balletten i 2024. Derimod  er det tydeligt, at alle dansere med definerede partier stråler, også herrerne, der ligesom hos Lorca må lade livet, for at kvinderne kan sidde tilbage.

Min ledsager blev siddende i parterret. Han mistede også en hel del af historien, da de døde mænd, som blev slæbt hen over scenen, slet ikke kunne ses.

Konklusion: Gamle Scene egner sig ikke til ballet og dans, der foregår helt nede på scenegulvet.  Koreografer og instruktører må prøve en dag at sidde i et fyldt parket og føle, hvordan det er, IKKE at kunne se, hvad der sker på scenen.

Koreografi og iscenesættelse: Eukene Sagues
Manuskript og dramaturgi: Astrid Øye
Musik: Elena Abad, Federico Garcia Lorca, Manuel de Falla
Musikarrangement: Elena Abad,Mariano Abad Corral
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Louis Kynd
Lysdesign: Súni Joensen

Medvirkende: