Anbefalet af Ulla Strømberg.
Fotofestival i Deauville, Normandiet. II.
På Stranden, i de pompeiianske bade og i kulturcentret “Les Franciscanes” ses alle de inviterede, etablerede fotografer.
I Deauville er stranden flad, bred, lysende. Sandet er tyndt, og det er nemt at gå off boardwalken og ud på den åbne strand. Under fotofestivalen er der opstillet nogle enorme kuber, der viser de smukkeste, reneste fotos af den franske fotograf Dominique Issermann. Hun er kendt i Frankrig, har været i branchen i mange år som både modefotograf for bl.a. Sonia Rykiel og har taget fascinerende portrætter af mange celebriteter, bl.a. bob Dylan og Catherine Deneuve. (Tør ikke vise dem her, men prøv selv at google).
Dominique Issermann har den stramhed i billedkompositionen, som er guld værd. Intet er overflødigt, og i nogle protrætter er der en bevidst sløret atmosfære. Det, der kan opleves på stranden, er rent, klart og imponerende fanget. Er det virkelig virkeligheden? har man lyst til at spørge, når et lukket øje er det eneste på fladen – resten er retoucheret bort.
Det hele går op i en højere enhed: himlen, sandet, de hvide kasser og fotostaterne med de hyperæstetiske fotos. Der er ikke tale om snapshots, det er nøje tilrettelagte billeder, som efterstræber lighed med the old school, dvs. de store pionerer inden for fotografi. Selv er Dominique Issermann i dag højt anerkendt i Frankrig og dekoreret med de fineste priser og anerkendelser.
Som kontrast hertil er der en gruppe udvalgte fotografer: i en gruppe under en fond: photo4food. Her er ikke mindst franskmanden Eric Bouvet spændende med et stort projekt om ”franskmanden”. Hvad gør en person til en ”ægte” franskmand, selv om vedkommende måske er født i et andet land, på et tredje kontinent? Meget traditionelt står de enkelte personer frem, en face – nogen gange i helfigur. En lille biografi ved siden af billedet supplerer. Det er ikke stor fotokunst, men snarere sociologi og psykologi dokumenteret. Med Bouvets registrerende billeder ses også spændvidden i festivalen.
Genrerne er mangfoldige, og det er overraskende så forskelligt en fotograf kan arbejde.
I Kulturcentret ”Les Franciscanes” er der aflukker til hver fotograf, som næsten uforstyrret kan folde sin kunstneriske verden ud – også her er der delvist tale om fotoprojekter forbundet til Deauville eller det geografiske område:
Phillip Toledano er amerikaner med europæiske årer og har brugt AI i to forskellige fotoserier. I ”We Are at War” markeres på en hel speciel måde både en lokalforankret historie og helt konkret 80 årsdagen for D – Dagen ( 6. juni 1944), hvor de allierede gik i land i Normandiet for at befri kontinentet for Hitlers styrker. Ifølge Philip Toledano gik nogle af den berømte krigsfotograf Robert Capas film tabt, og via AI har han villet genskabe det ikke-eksisterende. Dermed vises fiktive krigsbilleder, som om de var taget af den berømte krigsfotograf Capa i hans fotoæstetik. Det ser alt for ægte ud, som billederne er lagt ind i en filmstrimmel. Hvem har trykket på knappen? Hvor stammer billederne fra? Er det fra film? Fra Capas andre værker? Der er mange ubesvarede spørgsmål.
I dag kan det meste lade sig gøre, og grænsen imellem virkelighed og fiktion er vanskelig at drage! Men som fotografen sagde til mig: ”Det hele drejer sig jo om, hvad man spørger computeren om”. Så ikke alle og enhver kan genskabe sådanne billeder.
En anden serie fra Phillip Toledanos laboratorium er serien ”Another Amerika”. Her ses ganske unaturlige billeder af mennesker og dyr fra en storby ( New York?) med mennesker klædt i tøj fra måske 1960erne. Igen har computeren været i gang, for fotografen har stillet en opgave og har vel efterfølgende bearbejdet det , der kom frem. Fotokunst?
I modsatte ende ligger den italienske fotograf og dokumenterende fotograf: Alessandro Calabrese, bosiddende i Milano. Han har i flere år undervist og blev bedt om at se på byen Deauvilles fotoarkiv. Det er der kommet spændende vægge ud af, hvor de vigtigste elementer i byen igennem årtier fremhæves: heste til væddeløb og tilskuere til hestevæddeløb. Hængt over for hinanden med dekorativt klisterbånd bliver det meget oplysende og også en æstetisk oplevelse.
Takket være festivalens leder igennem flere år, italieneren Laura Serani, kan festivalen i år også vise et meget interessant historisk udpluk af værker fra FNACs samling. Billeder hænger på balkonen i kulturcentret og viser nogle af de store mestre som har sikret, at vi forstår, hvad fotokunst kan være og tillige har givet generationer en æstetisk fornemmelse af fortidens almindelige mennesker – deres klædedragt i det offentlige rum, fritidsaktiviteter etc.
Der er billeder af mennesker på vej gennem storbyen, på stranden, på cafe – altid velklædte, uanset social rang, og ikke som dagens slaskede påklædning er.
Den kvindelige fotograf: Coco Amardeil blev bedt om at skabe et lokalforankret alfabet til børn. Hvilken fantasifuldhed som den lange række af billeder viser. Stor fotokunst? Igen svært at sige, men muntre er billederne og lige til at sætte ind i et reklametillæg.
Den kinesiske fotograf, Huang Xiaoliang, arbejder med fotografiet på en helt tredje måde. Han tager et foto af en bygning i eksempelvis Deauville. Transformerer det til et lysbillede og maler det nu, efter at et farveprogram har været i aktion. Resultatet er artificielt, forstået således at det ikke har meget med den oprindelige virkelighed at gøre. Den amerikanske maler Edward Hopper synes at være en indirekte inspiration.
At opleve Deauvilles fotofestival 2024 kræver mindst et par dage – men byen er værd at besøge, og så er der tillige nabobyen.
Læs om at være turist i Deauville og Trouville i dag og i forgårs i næste afsnit:
Læs også først del af rapporten fra Festivalen:https://www.kulturkupeen.dk/stor-fotofestival-i-deauville-normandiet-planches-contact-i/
Jeg var inviteret af Foto-festivalen.