∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den kærlighed du har til mig. Ny bog af Jens Albinus.
Forrige bog af Jens Albinus blev betegnet ”roman”, men handlede i høj grad om Jens Albinus, bl.a. som leder af Husets Teater. Denne bog har undertitlen ”Essays om teater, forblændelser og forbiere” – og handler i den grad om Jens Albinus. Er der så nogen forskel på bøgerne? Ja, for denne gang er sproget nok lidt mere krukket, og personen, skuespilleren, træder endnu mere frem og er i højsædet på en lidt bagvendt manér.
For det er ikke mindst barndommen og bagagen hjemme fra præstehjemmet og flere kunstneriske erfaringer gjort i Tyskland, der fylder i den lille, handy bog, der ikke gør megen væsen af sig. Det er meget sympatisk.
Men hvad det er, som Jens Albinus egentlig vil sige, står ikke helt klart.
Det vil nok være forkert at påstå, at han kæmper med dæmoner, men der er noget og nogle, han ikke kan lide, bl.a. journalister. Det har jeg selv til dels oplevet, og det har DR Deadline vist også i så høj grad, at de netop har markedsført sig med, at deres interview med Albinus, i forbindelse med bogen, løb af sporet, gik i vasken.
Det er ikke så svært at forstå. For bogen handler hverken konkret om Albinus eller om teater. Så hvor skal intervieweren begynde.
Først på side 160, med udgangspunkt i et citat af filosoffen Hannah Arendt om livets iboende håbløshed, sker der noget. Og endelig, et par side længere fremme, kommer der nogle Albinus-udsagn, der kan bruges:
”Teatret ved ikke noget, som tidens politiske og økonomiske hjerner ikke ved meget bedre. Men teatret kan sætte på spil og på komedie. Søsætte sit: Hvad hvis?”
Og nogle linjer senere, på s.163:
”Teatret kan, hvis det er håndværksmæssigt forsvarligt skruet sammen, udgøre både en slags spejl og en kikkert for dem, som læner sig frem og ser dybere ind i det.”
Smukke udsagn – originale i formuleringen, og bogen måtte gerne have haft mere af det.
Er man teaterinteresseret, er der er også overraskende indblik i tysk teaters higen efter at være anderledes, være på tværs og samtidigt woke. I Tyskland lader meget sig gøre, endda med et forholdsvis stort publikum, fordi landet er mægtigt, og den intellektuelle klasse synes hungrende efter udfordringer, skidt eller kanel.
Jens Albinus har i Tyskland spillet flere roller i større, eksperimenterende teaterproduktioner med nogle af landets førende instruktører, der ikke kun er gået til stregen, men også over. Så vidt det forstås, har Albinus været en del af eksperimentet ved netop ikke at være tysk, men ”udenlandsk” med accent etc.
Adgangsbilletten var rollen i Lars von Triers film: ”Idioterne” – en film som netop blev modtaget varmt af tyske intellektuelle. Egentlig havde det været mere nærliggende, hvis det var rollen som ”skuespilleren” i den ret fantastiske Trier-film: ”Direktøren for et hele”. Hvor en lidt genert direktør lader som om, han ikke er chef. Men da personalet kræver at se, hvem der bestemmer, hyres en skuespiller ind for at sige de replikker, der skal berolige personalet. Det er Jens Albinus, der har en helt latterligt teaterguru, som han hele tiden henviser til. Meget morsomt.
Men nej, ”Idioterne” var den berømte film, som tyske teaterfolk så muligheder i.
Jens Albinus er ellers en fremragende, seriøs karakterskuespiller. Allerede for mange år siden som Grundtvig i ”Egelykke”, spillet på Det Kongelige Teater og på turné, viste hans sin intellektuelle overlegenhed og spillemæssige .styrke. Senest på Husets Teater i en helt fremragende præstation i Ibsens ”Lille Eyolf”. Og allersenest med en legendarisk ”voksenrolle” som gamle Levin på Det Kongelige Teater i ”Indenfor Murene”.
Men ikke et ord om disse roller og det danske institutionsteater. Heller ikke om titelrollen i tv-serien ”Ørnen”. Det er ærgerligt. For Albinus kan analysere og skriver meget engageret, ikke mindst når det drejer sig om andet end hans helt egen person. Måske kommer der en bog til.
Udkommet på Forlaget 28b