∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Käthe Kollwitz –Mensch – stor udstilling på Statens Museum for Kunst.
Imponerende og sørgelig udstilling af den store, tyske grafiker og tegner, Käthe Kollwith (1867-1945).
Sorg, savn, undertrykkelse og afmægtighed. Det er begreber som Käthe Kollwitz var en mester i at synliggøre, kun med en blyant eller i et tryk, altid sort og hvidt, for sådan var verden i hendes øjne. Det var et enten eller, og hun stillede sig på de ulykkeliges side og beskrev deres situation, måske i håb om at hendes visuelle nødråb ville bliver hørt.
Museet oplyser, at det er første, store, samlede udstilling af hendes værker i Danmark i mere end 100 år. I et galleri eller boghandel i Nørregade i København tilbage i 1918 vistes hos Hans Frandsen en stor soloudstilling som var velbesøgt. Käthe Kollwitz var kendt og værdsat, også i Danmark, i mellemkrigstiden.
Hendes budskab var enkelt. Som aktiv socialist ville hun vise den ulykke, dårligdom og fattigdom, de nederste klasser levede under i Tyskland. Hun var uddannet på en kunstskole for kvinder, og blev gift med lægen Kollwitz i 1891 for efterfølgende at bo det meste af sit voksne liv i Prenzlauerberg, et arbejderkvarter i Berlin, hvor hendes mand virkede som fattiglæge.
Udstillingen på SMK underbygger i høj grad et budskab, som kunne være lånt fra Strindberg: Det er synd for menneskene. Og hvilken ulykke hun kan fange i anonyme kroppe og ansigter hos ikke mindst kvinder. Fattige, der er på vej i døden. fordi de ikke ser andre udveje, kvinder, der knuger deres børn i håbløshed – og værst af alt: døden, der er på rov blandt menneskene, mens leen slibes.
Det hele hænger smukt på museet, som kontrast til den virkelighed, som Kollwitz beskriver. Lidt ironisk synes det, for udstillingen ånder af overskud, i viden fra både museumsinspektør Birgitte Anderberg og museet. Et imponerende katalog er smukt på alle måder i mat papir, og sandelig om museet ikke har bestilt et musikværk hos Oh Land til udstillingen og opføres d.6., 7. og 8. november. Det hele er betalt af Sportgoodfonden (Adidas). Selvfølgelig skal man ikke drage sammenligninger, men i disse dage, hvor alles øjne er rettet mod USA, kommer jeg til at tænke på en situation i staten Louisiana, hvor en lokalpolitiker, jeg interviewede, havde opdaget, at et højt skolefravær blandt dårligt stillede børn skyldtes, at de ikke have ordentlige sko. Så blev der sat et hjælpeprogram i værk takket være politikeren.
Den overflod, som mange museer og bogforlag oplever for tiden fra gavmilde fonde, kunne måske også bruges på mere sociale områder og komme flere til gavn.
Men tilbage til Kollwitz. Som hustru og moder fik hun to sønner, den ene gik som 18-årige til fronten og døde få dage efter. Det savn, den sorg over et mistet barn er evig og kan ikke forsvinde, men Kollwitz lod i sin kunst netop tabet blive en ekstra drivkraft.
Kollwitzs stærke, politiske engagement var ugleset under det nye, nationalsocialistiske regime. Allerede i 1933 mistede hun ikke kun sit professorembede, også sine muligheder for at have et atelier m.m.
Hendes ligeså politisk engagerede ægtemand døde i 1940, selv overlevede hun ham i fem år og døde et par uger før Anden Verdenskrigs afslutning.
I dag står hendes livsværk som en uhyggelig påmindelse om en tid, hvor de sociale uligheder var ekstreme, hvor krig var både uforståelig og uomgængelig, og hvor nogle kunstnere følte sig kaldet til at skildre det, de så, følte og måske også håbede på kunne ændre sig. Men hvor meget er anderledes i dag?
Se ikke udstillingen på en dag, hvor humøret er i bund.
Værkerne er smukke, men triste og uden håb – uanset om det er tegninger, tryk eller de broncer, som også er placeret rundt i den smukt ophængte udstilling.
Til og med 23.februar 2025.