∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kunsten mellem os – af Lisbeth Bonde. En kunstguide rundt i Danmark.
Måske ved ikke alle, at i der på nogle fliser i Randers ligger en stor paterfigur (i malet aluminium) med snuden nedad. Skulpturen er skabt af billedkunstneren Erik A. Frandsen. Med få velvalgte sætninger får Lisbeth Bonde sat skulpturen fra 2023 ind i en større kunst- og kulturpolitisk sammenhæng, hvor begrebet ikonoklasme, dvs. billedstorm, destruktion, er en vigtig del. For i trit med vor sindelagsændring i de seneste år, hvor nogle har følt sig foranlediget til at ødelægge kunstværker, der gik imod en moderne respekt for alle individer, dvs. ned med gamle slavehandlere og lignende, inklusive den famøse Frederik 5. buste i Nyhavns vand. Erik A. Frandsen har for alle eventualiteters skyld lagt sin kirkelige kæmpefigur ned allerede. Det er en god historie, og der er flere af slagsen, dog mindre politiske, i bogen: Kunsten imellem os.
Bogen er en gedigen og oplysende kunstguide, som kunstkritikeren Lisbeth Bonde har udgivet. ”Kunsten imellem os” – med undertitlen ”53 værker du aldrig vil glemme” – er en sympatisk rundtur i det offentlige danske rum, herunder i kirker, på pladser og inden for i museerne. Ikke mindst de mange nyere kirkelige udsmykninger kan ofte blive overset, men vigtige er de.
Hein Heinsens Ansgar-figur står uden for Ribe Domkirke. En flot, men også lettere pjaltet mand, der endte som biskop. Skulpturen er naturalistisk, men rummer også nogle af de mere abstrakte og filosofiske objekter, som Hein Heinsen ellers i sit mangeårige virke har benyttet sig af i de mange skulpturer, hvor der kun sjældent har været genkendelige delelementer. Hein Heinsen er både teolog og billedhugger og hen igennem 1980erne en meget indflydelsesrig professor på Kunstakademiet. Hans baggrund i teologien har nok givet en dybere forståelse af de kristne symboler end hos gennemsnittet af de kunstnere, som har fået bestillingsopgaver til danske kirker. Derfor er redegørelsen i Bondes bog af Ansgar også både klar, detaljeret og meget nyttigt. For hvem ville i øvrigt forbinde nogle trekanter sat på højkant med treenigheden: Gud, Sønnen og Helligånden.
Der fremhæves i alt 53 værker, alle af danske kunstnere, inklusive fra Grønland og Færøerne.
Det har været udgangspunktet for bogen, at værkerne skal være tilgængelige, og at kunstnere stadig lever. Derved bliver det en god, moderne dansk kunsthistorie, men med de mangler, der måtte være, når afdøde kunstnere som bl.a. Per Kirkeby og andre pionerer fra samme generation, bl.a. Poul Gernes, ikke er med.
Lisbeth Bonde er i dag bl.a. anmelder på Kristeligt Dagblad. Måske er det årsagen til, at tonen er nobel og velafbalanceret uden vilde udbrud, men hele vejen igennem med en smittende kærlighed til kunsten. Det betyder til gengæld, at der heller ikke er nogen forbehold over for værker eller stil, noget man måske godt selv kunne have lyst til at supplere med.
Pointen er vel, at man som kunstinteresseret ikke nødvendigvis fortærer alt med lige stor lyst. Hos Lisbeth Bonde er glæden og begejstringen til gengæld lige stor hele vejen igennem, uanset om det er figurativt eller abstrakt – eller som flere af kunstnerne betegnes: barokmalere, bl.a. maleren og grafikeren Adam Saks. Man kan derfor være lidt uenig med Lisbeth Bonde, men hendes argumenter er stærke og vidende, når en kunstner karakteriseres.
Lisbeth Bonde kender sin kunsthistorie og ligeså bibelhistorie, hvilket de mange beskrivelser af kirkelige udsmykninger i begyndelsen af bogen vidner om.
Det mærkelige er, at der tilsyneladende ikke er en fællesnævner for de udvalgte værker. Og dog – for det, der for et par årtier siden kunne afføde hævede øjenbryn hos nogle af de repræsenterede kunstnere, er i rigt må med: den vellignende skulptur. Jeg nævner i flæng: John Kørner, Claus Carstensen, Christian Lemmerz, Hein Heinsen, Bjørn Nørgaard, Erik A. Frandsen og Kirsten Ortved ( dog i aluminium).
Med gennemgangen af de i alt 53 værker understreges det også, at jo mere man ved om kunsten, jo nemmere er det at acceptere den og lade den omslutte én. Derved har bogen sin største mission, at åbne beskuerens øjne og hjerne, så det tilsyneladende uvæsentlige pludselig får betydning. Den erfaring rigere kan måske også bruges i andre sammenhænge: Viden gør stærk.
Bogen burde være fast bilinventar til en dansk sommerferie. For på smukkeste vis er der eksempler på dansk nutidskunst fra det meste af landet. Et oplysende opslag, der placerer de omtalte værker på Danmarkskortet, er interessant. For hvor er der ikke fundet eksempler på vigtig nutidskunst: Skagen, som alle valfarter til for at opleve kunsten omkring 1900, har tilsyneladende ikke noget moderne at byde på – heller ikke Bornholm, Læsø eller Langeland. København er ikke overraskende topscorer. Kunstakademiet har ligget i hovedstaden siden 1754 – og der er vel stadig et miljø omkring den moderne kunst.
Bogen er forbilledlig i disponering, henvisninger, indekser etc.
Kan varmt anbefales til alle aldre, om det er unge eller modne, bilkørende. Perfekt gave.
Udkommet for få måneder siden på Kristeligt Dagblads Forlag.