∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Il Trittico – tre enaktere af Puccini, inc. “Gianni Schicchi” igen på Operaen
Det er en vellykket repremiere af “Il Trittico”, og i disse genbrugstider skal man ikke kimse af genopsætninger. Produktionen er 11 år gammel på Det Kongelige Teater, som dog glemmer at skrive, at det tilbage i 2013 var en samarbejdsforestilling med Theater an der Wien – i hvert fald har samme koncept være produceret der. Operaproduktion er blevet en god handelsvare.
Samarbejdet er mere end fornuftigt, ikke mindst da instruktøren, italienske Damiano Michieletto, er en travl og efterspurgt herre på mange operascener og derfor nu i København repræsenteret ved en assistent.
Instruktørens greb om Puccinis tre små operaer er intet mindre end flot, for det lykkes at få de tre, lidt umage, enaktere til at hænge sammen ganske raffineret og måske endnu tættere end Puccini tænkte, da det hele blev komponeret i årene 1916-18 for at kulminere med urpremiere i New York og siden Europa-premiere i Rom.
Historierne fortælles i moderne tid, og Puccinis musik synes at være i fuld overensstemmelse, uanset om det er blandt samfundets laveste, havnearbejderne i Kappen, udstødte kvinder i et kloster i Søster Angelica eller det italienske borgerskab i toppen af det hele i Gianni Schicchi, denne sjove, menneskelige og eviggyldige opera. Puccinis musik kan alt, tragedie, sorg og til sidst funkler de menneskelige karikaturer på scenen.
Der er menneskelige følelser overalt: i Kappen om kærlighed, utroskab, jalousi og håb om noget uopnåeligt. Søster Angelica er sværere at sætte på formel: en kvinde sendes i kloster, fordi hun har fået barn uden at være gift. Da hun erfarer, at barnet ikke lever (7 år er gået), har hun intet at leve for, intet håb.
Den ofte spillede komiske opera Gianni Schicchi viser den menneskelige griskhed: for hvad sker der, når arvingerne efter en rig mand opdager, at de ikke har arvet noget. Gode råd dyre, men siden bliver alle snydt af Schicchi.
Visuelt er scenen hele aften aftenen igennem et moderne containerland med Kappen i bogstavelig forstand i en havn. Siden i et brutalt klosterfængsel, hvor kvinderne er snavsede som dyr, og containerne udgør deres celler og vaskerum.
Tilsidst ender det hos den rige mand i luksuøse omgivelser, stadig blot containerne, der åbnes som i et slaraffenland. Ved et fingerknips til sidst står titelpersonen Gianni Schicchi med en fod i alle verdener og er også hovedpersonen i Kappen.
Det er et smart fif, hjulpet på vej af lysdesignet, der dog som det ofte sker på Det Kongelige Teater synes lidt tungt i afleveringen. På et tidspunkt er det som om, nogen blot har trykket på en kontakt! Ofte er der et hvidt lys, når det er nat, men pludselig bliver det hele gult. Måske var der kiks, måske var det intentionen?
Iscenesættelsen tager en del opmærksomhed fra sangerne, som over over hele linjen var en fryd. Ingen gengangere overhovedet fra de tidligere opførelser, men Sine Bundgaard var rykket fra ung pige til voksen kvinde, nu i Kappen og var meget overbevisende som Giogetta. Hendes unge elsker var Niels Jørgen Riis (55 år), mens de indforskrevne barytoner i Kappen, Ariun Ganbaatar, og i Gianni Schicchi, Mischa Kiria, havde både smukke stemmer, der fyldte, og de investerede også i det dramatiske.
På samme vis med titelrollen i Søster Angelica, sunget af Adriana Gonzales. Fine gæster betalt af en fond, 15. juni Fonden, og vore egne sangere sluttede godt op: Hanne Fisher var med i alle tre enaktere med sin altid dramatiske stemme og fyldte figurerne med liv, mens Gianni Schicchi gav fine udfoldelsesmuligheder for bl.a. Johanne Bock, Jakob Skov Andersen og den unge Louise McClelland Jacobsen.
Operakortet er altid en nydelse, og med den nye dirigent, Marie Jacquot, var der kraft i kapellet, måske lidt for meget i Kappen, men ellers fintfølende.
Som operakomponist er Puccini en af de få, som favner de fleste lyttere. Derfor kan forestillingen anbefales alle, men de to første små operaer er indholdsmæssigt svære at kapere. Men glem handlingen og nyd musikken, for Puccini mestrer noget som kun er få forundt.
Dirigent: Marie Jacquot / Dominik Beikirch
Iscenesættelse: Damiano Michieletto
Genopsætningsinstruktør: Marcin Lakomicki
Scenografi: Paolo Fantin
Kostumedesign: Carla Teti
Lysdesign: Alessandro Carletti
Libretti: Giuseppe Adami (Kappen), Giovacchino Forzano
(Søster Angelica), Giovacchino Forzano (Gianni Schicchi)
Marie Jacquot/ Dirigent
Dominik Beykirch/ Dirigent
Ariun Ganbaatar/ Michele
Niels Jørgen Riis/ Luigi
Sine Bundgaard/ Giorgetta, Nella
Christian Damsgaard/ Tinca
Kyungil Ko/ Simone, Talpa
Hanne Fischer/ Abbedissen, Ciesca, La Frugola
Louise McClelland Jacobsen/ En forelsket kvinde, Lauretta, Søster Genoveva
Jacob Skov Andersen/ En forelsket mand, Rinuccio
Gert Henning-Jensen / En forelsket mand, Rinuccio
Adriana González / Søster Angelica
Johanne Bock / Fyrstinden, Zita
Misha Kiria / Gianni Schicchi
Cecilia Lund Tomter/ Den opsynshavende søster
Matilde Wallevik/ Novicernes lærerinde
m.fl.