Kommentar af Ulla Strømberg.
Koreorama nr. 02. Nye koreografier på Gamle Scene.
Den Kongelige Ballet er i krise. Det er vist ikke for meget sagt.
Balletmesteren igennem mange år er gået på sygeorlov, der er en vikar indsat, og stillingsopslaget er udløbet. Arbejdet med at finde en ny balletchef er i gang i kulisserne, men hvornår sker vagtskiftet?
Balletskolen skal omkalfatres efter ikke mindst mange avisskriverier og en advokatundersøgelse til 10 millioner kroner. Men der foreligger ingen plan, kun skitserede ideer fra øverste teaterchef, Kasper Holten.
Publikum, brugerne, som i sidste ende er dem, der betaler via deres skat, bliver ikke hørt. Men blandt lægmænd vokser ønsket om at gense og genopleve trin og balletter af Bournonville, Neumeier, Flindt, Lander, Petit og mange andre af de store koreografer – og helst så tæt på originalerne som muligt. Ikke forvandlinger, ikke forvanskninger eller lign. Den store koreografi skal tilbage på scenen og ligeså gæstespil af international kaliber, gerne med nye stjerner fra udlandet, altså ligesom i gamle dage, i 1960erne og 1970erne.
Det fører videre til nogle ord om seneste balletprogram: ”Koreorama no.02”.
Nicolai Hübbe yndede som balletmester at opfinde mindre formater. Under en stor overskrift blev forskelligt indhold proppet ind. Nogle gange gik det godt, andre gange blev resultatet uinteressant.
Koreorama lagde ud i foråret 2024. Med tilskud fra Augustinusfonden kom tilbud til korpsets egne dansere om at skabe koreografi fra bunden. Sidenhen enhedspis i hele teatersalen.
På papiret var det en rigtig god idé, og første gang (se anm.) rimeligt vellykket. Men denne gang lyser både program og placering af en mangel på overordnet ledelse. To af balletterne passede slet ikke til Gamle Scene, heller ikke til alle aldre etc.
Samtidigt afslørede de samme to balletter også, at Den Kongelige Ballet på alle måder har mistet sin nationale identitet. Titlerne var på engelsk, og danserne talte for mestendels engelsk i de filmiske trailers.
Et basisproblem melder sig: Hvad skal der ske med den Kongelige Ballet? Skal den leve, dø eller bare overleve efter forgodtbefindende. I 1990erne og i nullerne dvs. i begyndelsen af det 21. århundrede var der uro med hurtigt skiftende balletchefer. Det var ikke godt. Med Hübbe ved roret blev det til en række år, for mange har flere ment. Hvor står Balletten nu?
I Koreorama nr. 2 er to af balletterne i øvrigt så traumatiserede i deres udgangspunkt og i budskab, at teatret har følt sig nødsaget til at lægge en seddel ind i programmet, hvor selvmordstruede kan få råd og telefonnumre etc.
Aftenens redning, som ikke behøver advarsler, er Eliabe D’Abadias sympatiske historie med musik af Hartmann ( fra ”Valkyrien”, 1861) og med August Bournonville som den store inspirator. Fire smukke danserinder i yndefulde kostumer med ekstra draperinger danser over for en ung, grisk perlefisker. På havsens bund finder danserinderne perlefiskeren, og han får nyt liv, men til sidst bliver han begærlig efter alligevel at opnå perlen.
Trinene er smukke, klassiske, håndstillingerne måske ikke helt så krampagtige, som Bournonville yndede. Lyset i moderne regi giver god fornemmelse, og det kunne såmænd have været en klassisk variation af anden akten i Napoli. “Perlen” er en personlig og dybfølt ballet – tilbageskuende, med tak til en ballettradition, som var ny for brasilianske Eliabe D’Abadias, da han blev ansat i 2007 på teatret.
En fin ide er nogle små film som introduktion til hver ballet. Og Eliabe D’Abadias og danserne fortæller ganske smukt om intentionerne bag Perlen, The Pearl.
Carling Talcott-Steenstra er amerikaner og kom til Den Kongelige Ballet i 2009. Hverken i programmet eller i optaktsfilmen fortælles om baggrunden for Am I doing it right? Der er masser af musikstumper, mange stole på den ret nøgne scene samt den danske skuespiller Peter Plaugborg på scenen i bermudashorts. Historien forsvinder, selv om Plaugborg fortæller på engelsk (?) om noget, som ikke fungerer. ” Spleen” ville være en bedre overskrift. Balletten er lang og uden ende, men for danserne er der mange udfordringer.
Havde der været en chef, som selv var koreograf, kunne der være justeret, skåret, og kernen var blevet synlig – og så i øvrigt ud med alle de ord.
Have you noticed I’m grieving? med koreografi af Oliver Marcus Starpov. I en god intro på dansk (tak) fortæller koreografen om at være lukket inde i sorg og ikke have mulighed for at dele den med andre eller turde søge trøst hos andre. Også her anvendes en masse musikalske stumper, men det funger og ligeledes dansen, som ikke er ny og anderledes, men synes gedigen og egentlig mere bliver til øvelser i forbindelse med forskellige musikalske genrer. Masser af bevægelse. Men et overordnet system?
Koreorama er vel tænkt som et laboratorium, derfor er placeringen på Gamle Scene helt forkert. På trods af lave billetpriser var der heller ikke udsolgt. Forestillingen havde passet bedre til Skuespilhuset eller Takkelloftet.
Den tidligere politiker Lars Barfoed er formand for Det Kongelige Teater, og sammen med teaterchef Kasper Holten skal der snarest træffes nogle vigtige beslutninger om Den Kongelige Ballets fremtid.
Skal hovedsproget været engelsk?
Skal Neumeier fortsat være bandlyst fra repertoiret?
Skal teatret have en balletskole på trods af, at hovedparten af de voksne dansere kommer fra udlandet?
Tror ledelsen på Bornonville-traditionens mulige overlevelse?
The Pearl
Koreografi: Eliabe D’Abadia
Kostumedesign: Silvia Selvini
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Dramaturgisk konsulent: Astrid Øye
Am I doing it right?
Koreografi: Carling Talcott-Steenstra
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Dramaturgisk konsulent: Tom Silkeberg
Have you noticed I’m grieving?
Koreografi: Oliver Marcus Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen