∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Giovanna d’Arco af Verdi på Malmö Opera.

Giovanna d’Arco af Verdi på Malmö Opera er både velsunget og ganske raffineret at skue i et moderne bjerglandskab. Men i musikken og på scenen leder man forgæves efter blot det mindste tegn på middelalder.

Det er italiensk opera anno 1845 – romantikken hærger Europa og Verdi leverer sin opera nr. 7 og er på vej til at blive den store operakomponist.

Titlen kan måske irritere. Giovanna d’Arco er jo franske Jeanne d’Arc når italienske Verdi tager sig af den franske skytshelgen. Men i 1844-45, hvor Verdi arbejdede med stoffet og tyede til Schillers version, ”Jomfruen fra Orleans” – var hun en mytologisk figur, der endnu ikke var helgenkåret. Det skete i 1920.

Stoffet har altid tiltalt kunstnere. Men Verdis meget italienske version har aldrig fundet en varig plads på det store opera-repertoire, på trods af, at operaens partitur har alle de verdiske dyder, som tilhængere af italiensk opera kan ønske sig.

Malmö-versionen var ved premieren lørdag meget vellykket med tre hovedsolister fra henholdsvis Polen, Norge og Sverige. Alle var en nydelse at lytte til. Samtidigt er selve iscenesættelsen og scenografien i den grad indarbejdet i fortolkningen. Så er mindst 2/3 af succesen hjemme.

I programmet kunne Malmö Opera’en bryste sig af, at det er første opførelse i et nordisk operahus. Interessant. Den italienske titel om den franske heltinde må man så tage med, sværere er det, når den franske kong Charles er blevet til Carlo.

Hvorfor opføres operaen så sjældent, i hvert fald her i Norden? Det er ikke fordi operaen er sværere at synge end andre, heller ikke fordi historien om Frankrigs helgeninde fejler noget. Det er snarere kombinationen af et musikalsk set noget blandet partitur og en historie, der har fået en lille drejning. For nu er det ligeså meget om en fader, der angiver sin datter for hexeri og lader fjenden tage hende. Befrielsen af Frankrig er skubbet i baggrunden. Men det er jo hovedpointen!

Verdi tog sammen med librettisten Temistocle Solera  udgangspunkt i Schillers historie om Jeanne d’Arc og lagde dermed historien i 1427. Men de digtede videre, så det passede i deres kram.

Det siges, at virkelighedens Jeanne hverken kunne læse eller skrive. Som 12 årig følte hun et kald og måtte redde Frankrig.  Den enfoldige fader i operaen  appellerede til fjenden om at tage hende, mens den unge franske konge derimod var forelsket i pigen og hun til dels i ham.  Men hun forblev ren  og døde nærmest som en engel.  Resten af overleveringen kender vi vel.

Den østrigske instruktør Philipp M. Krenn har kun virket som operainstruktør i 10 år. Sammen med den garvede scenograf Leslie Travers har de grebet historien meget interessant an og lagt operaen i en form for svævende nutid. Halvmoderne kostumer til kor og den unge franske konge, Carlo (italiensk)  –  Giovanna med stort hvidt hår iført hvide jeans og t-shirt. Det fungerer overraskende godt.

Ligeså en smuk bagvæg bestående af paneler med en sammenhængende projektion eller film på Malmø Opera’ens ekstremt brede scene.  Et bjerglandskab med sne og klipper skaber stemning. Langsomt ændres årstiden, og det bliver mere grønt.

Som handlingen skrider frem, og Giovanna/Jeanne  ingen vej har tilbage, men tværtimod nærmer sig sin englestatus,  vendes jorden på hovedet. Vi er i himlen. Rent bogstaveligt kan Giovanna/Jeanne svæve i denne udgave, da en kvindelig luftakrobat er hendes dobbeltgænger og spejler den unge heltinde, mens bjergtinderne vender nedad.

Fortolkningsmæssigt fungerer det flot, og solisterne synes at acceptere hele set’uppet  med den polske sopran Ania Jeruc som en overbevisende  Giovanna med en smuk, aldrig overstyret stemme. Her over for  som Carlo/Charles den unge norske tenor Bror Magnus Tödenes. I moderne dress det meste af tiden er han en fortvivlet ung mand med følelse i stemmen og styr på det dramatiske.  Man tror på kærligheden.

Den svenske baryton Fredrik Zetterström er den intrigante fader.  I den dejligt synlige orkestergrav arbejdes hårdt med ekstremt mange stemningsskift – og indimellem er det svært at forstå, hvorfor Verdi falder tilbage på sine om ikke manerer så italienske stil.

Men der er hverken middelalder, slagmark eller rigtig krig over Verdis musik, hvor allerede ouverturen varsler et meget skiftende udtryk.

Stor ros til sangerne og instruktør og scenograf, men som opera har jeg hørt mere sammenhængende værker. Ser tilgengæld frem til at møde alle de gode kunstnere igen- sangere som instruktør og scenograf.

En dansk bemærkning: Egentligt mærkeligt at ingen har tænkt på at fortolke svenske Greta Thunbergs klimamission ind i denne historie.

 

MUSIC Giuseppe Verdi
LIBRETTO Temistocle Solera

CONDUCTOR Daniela Musca
DIRECTOR Philipp M. Krenn
SET DESIGN Leslie Travers
COSTUME & MASK DESIGN Leslie Travers
LIGHTING DESIGN Alessandro Carletti
VIDEO DESIGN Douglas O’Connell

Cast

CARLO Bror Magnus Tödenes
GIACOMO Fredrik Zetterström
GIOVANNA Ania Jeruc
TALBOT Gustav Johansson
DELIL Tor Lind

Malmö Opera Choir
Malmö Opera Orchestra 

www.malmoopera.se