Anbefaling af Ulla Strømberg.
Ensor-fejring i Antwerpen i 2024 – nu på KMSKA. I.
Går turen syd på i de næste vintermåneder, er Antwerpen et must, fordi byen fejrer den gamle maler James Ensor (1860-1949) og 75-året for hans død.
Egentlig begyndte jubelåret med udstillinger i Ostende, hvor Ensor blev født i 1849 af en engelsk fader og en moder fra byen. I foråret 2024 viste flere museer i Bruxelles store udstillinger, der både markerede Ensors forhold til Belgiens hovedstad samt undersøgte hans grafiske arbejders mere åndelige indhold.
Det hele er smukt planlagt og samarbejdet. Derfor åbner flere museer i Antwerpen her i efteråret dørene for Ensor–udstillinger.
James Ensor, 1869-1949, anses i dag for en af Belgiens nyere, store billedkunstnere på linje med Magritte. Allerede fra begyndelsen af 1880erne blev hans stil grotesk og naivistisk.
Museet KMSKA hed tidligere Koninklijk Museum voor Schone Kunsten Antwerpen eller på engelsk Royal Museum of Fine Arts Antwerp. Men museer i Belgien sværger til de nye bogstavsnavne. KMSKA ejer i dag verdens største samling af Ensor-værker, og ikke uden grund har museet i de senere år forsket i Ensors virke. Derfor åbenbarer den store udstilling: James Ensor Wildest Dreams – en række nye betragtninger og ny viden om kunstneren.
Han var på mange måder er en ener, en pioner og tillader jeg mig at sige: en særling.
Jo mere man ser og lærer om kunstneren James Ensor, jo mere forvirret og i tvivl bliver man også. Nogle gange er det bedre ikke at vide alt. Sådan har jeg tidligere haft det med Ensor, bl.a. da jeg mødte et stort værk på MOMA i New York for mange år siden og ikke havde mange referencer. Det var bare overvældende.
James Ensors private liv berøres utroligt lidt i de nye, store udstillinger, og årsagerne er indlysende: Belgierne ved det meste om den ugifte kunstner, der levede i sin fødeby, og efter et par årtiers intense produktion holdt han nærmest op. Nu er det tid at gå nye veje i forskningen. Hans biografi har dog tidligere været en vigtig del af formidlingen.
I øvrigt viste Museum Jorn i 2012 en udstilling, hvor de to kunstnere, Ensor og Jorn, blev konfronteret. De kunne sagtes have nået at møde hinanden i virkeligheden, men det skete vist ikke. Til gengæld var Jorn meget optaget af belgieren og ville have, at COBRA interesserede sig mere for ham. Det skete heller ikke.
Ordrupgaard have året efter i 2013 en anden udstilling med lånte værker netop fra KMSKA, som på det tidspunkt var under ombygning. Louisiana har i deres samling to grafiske værker af Ensor.
Ensor hjemme
Ensor fik en klassisk uddannelse og malede som det sig hør og bør – og snart havde han en penselsføring, der lagde sig i forlængelse af de store franske impressionister. På det motiviske plan skete forandringerne hos Ensor allerede omkring 1880, hvor han er ca. 30 år. Han blev vildere, hans motiver bevægede sig væk fra det, som han mestrede, nemlig nydelige interiører etc. Over mod groteske hoveder og masker. Men der var forbundsfæller i de kunstneriske kredse.
Da Ensor i 1883 blev nægtet deltagelse i en salon, tog han sammen med andre initiativ til at danne gruppen Les Vingt – de 20. Det var et opgør imod akademismen på linje med, hvad der skete i andre lande.
Gruppen holdt ud i 10 år med udstillinger, og fra slutningen af 188oerne inviteredes gæster med. Her er listen imponerende: Monet, Seurat, Gauguin og Cezanne deltog flere gange, kort sagt de store fornyere af billedkunsten, både motivisk og formmæssigt. Ensor var en fortrop på linje med de største.
Hvorfor hans motivkreds i den grad forandrede sig så tidligt som i 1880erne er aldrig helt blevet forklaret. I hvert fald indgår masken, karikaturen og dermed opgøret med det klassisk skolede i værkerne. Et mareridtsagtigt udtryk blev resultatet. Og den mørke side af menneskelivet blev synlig.
Den banale forklaring, som også kunsthistorikere i mange år har viderebragt, er det faktum, at hjemme i Ostende levede Ensor med familien. Faderen, der var englænder, gik konkurs og endte som en alkoholker, den lille by kendte og tog afstand fra. Moderen havde en slags souvenirbutik med masker – som refererede til de store karneval i Belgien. Masken blev måske symbolet på et andet liv, en anden identitet – en mulighed, men også en uhyggelig faldgrube. Dertil kom adskillige dødssymboler i form af skeletter, kranier etc. I sit hjem omgav Ensor sig med masker, kostumer m.m. resten af livet.
Fra 1880erne kom masken og dødssymbolerne til at blive hovedingredienserne i Ensors motivkreds og malet barnligt naivt.
I dag er den verden, som billederne refererer til, ikke kun moderne – den synes også mere sand end de mange glansbilledagtige fremstillinger af livet, som var gængse engang.
Fra begyndelsen af 1890erne holdt Ensor nærmest op med at male – og koncentrerede sig mere i de følgende 10 år om den grafiske ætsningsteknik. Også dette område er i forbindelse med jubelåret blevet gennemforsket, og resultatet kan ikke mindst opleves på museum Plantin-Moretus. ( Se omtale.)
Ensors hovedværk. Lille udsnit. Foto: US. Ensors hovedværk, Christus indtog i Bruxelles, 1888, er et stort maleri, som han arbejdede på imellem 1887-89. Det måler over 4 meter i bredden og blev skabt i flere dele. Først i 1917, da Ensor flyttede til et større hus i Ostende, blev det muligt at hænge værket op i hans hjem. Det er et uhyggeligt statement eller måske et tidligt testamente.
Til stor sorg for ikke mindst belgiske kunsthistorikere i dag ejes værket af The J. Getty Museum i Los Angeles. Værkets skrøbelige tilstand har betydet, at udstillingen tidligere på året i Bruxelles måtte nøjes med en fotostat af værket. I Antwerpen omtales det bare.
I værket er der uendelig mange referencer. Næsten alt er med her: en henvisning til Gud/ Kristus, menneskemængder, agitation, massepsykose, militær og først som sidst mennesker, der skjuler sig bag masker eller måske allerede er afgået ved døden.
Da værket endelig blev udstillet omkring 1930 modtog Ensor endnu en hæderstilkendegivelse fra den belgiske konge. Allerede i 1903 havde landet dog anerkendt Ensor som kunstner.
På den store udstilling på KMSKA er det også Ensors relation til de store, næsten samtidige kunstnere, som interesserer museet og giver en ny dimension til forståelsen.
Ganske modigt har museet lånt værker af henholdsvis Courbet, Monet, Manet, Munch og også den den svenske kunstner Ernst Jospehson er repræsenteret som sammenligningsgrundlag.
Så er det op til beskueren at se sammenhænge i ikke blot motiverne, men også malemåde og det samlede udtryk.
Blev man klogere? Måske ikke, men at møde Ensors værker rykker ved ens forståelse af billedkunsten omkring 1900. Det er altid vigtigt at forstå og erkende, hvordan kunstnere af og til er årtier eller mere foran andre i deres fortolkning af de nære som de fjerne omgivelser.
Den belgiske maler James Ensors status som en ener i moderne billedkunst er endnu engang fastslået – og hans værker er ikke til at komme udenom, selv om masken ikke er fjernet fra kunstnerens hoved. (Se andre artikler om Ensor.)
( Jeg var inviteret af Visit Flandern, som dog ikke har haft indflydelse på det skrevne.)