∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Havet – ny udstilling på Louisiana.

Udstillingen “Havet” bruser ikke, der er højst vindstyrke 5, men “Havet” er en stilfærdig, anderledes  og smuk oplevelse, hvor begrebet ”havet” bliver taget under behandling af både forskere, naturhistorikere og billedkunstnere.

Med ikke færre end 65 forskellige billedkunstnere fra flere århundreder går udstillingen alligevel ind i en alt for aktuel emnekreds: havet, vandet, klimaet og naturen, der er under forandring.

Museet er tilsyneladende ikke ude i et politisk ærinde. Der fortælles lidt spredt om begrebet Havet, men det gøres med elegance, nærmest med pli, og kan derved favne de fleste mennesker og tilfredsstille alles museumsbehov. Her er ingen løftede pegefingre.

Men vi lever i en tid, hvor der ugentligt er beretninger om et sted på kloden, der er udsat for oversvømmelse, forurening, m.m. Det kan ikke ignoreres.

Louisiana er som museum rent fysisk i nærheden af havet. Går man i parken er det Øresund, som trækker opmærksomheden  til sig, Men denne lidt for banale og håndgribelige tilgang interesserer ikke museet, til gengæld  bidrager interessante, vidt forskellige forskere og kunstneres med deres syn på ”Havet”.

Som en af de få forfattere citeres Karen Blixen i kataloget for: “Menneskets kærlighed til havet er uselvisk”.  ( Fra “Aben” – “Syv Fantastiske Fortællinger”, . 1935).

Flere videos ligefrem suger beskueren til sig og sender os ned, hvor ikke mange har været. I dag lykkes det takket være nyeste teknologi. Gamle Cousteau er heller ikke glemt, og et gensyn med ham kan nok glæde ældre generationer, der på TV fulgte franskmandens utallige rejser under havet.

Havvæsener er både mytologiske og håndgribelige, nok er der stiliserede fisk med på udstillingen, men de er vist i undertal. Anderledes er det med gopler, muslinger og lignende væsener, som altid har appelleret til mennesket, måske fordi der er en umiddelbar skønhed over dem, ikke mindst i død tilstand. Smukke tegninger fra omkring 1900 fanger øjet.

Udstillingen er nærmest uendelig. Rumopdelingen er bevidst labyrintisk, som om vi i bogstavelig forstand skal fortabe os i havets mysterier. Hvert aflukke eller rum åbenbarer en ny tid,  og en ny tilgang til begrebet ”Havet”.

Et lille rum, nærmest som et skatkammer, rummer de klassiske maleriske  fortolkninger. Her hænger et maleri af  Caspar David Friedrich og to hav- og himmelbilleder af August Strindberg.  Direktør på museet Poul Erik Tøjner syntes ved præsentationen af udstillingen at have en særlig kærlighed til disse ”sublime”, til dels romantiske værker. Med i selskabet er også de to norske malere Peder Balke ( 1807-1884) og I.C. Dahl (1788 -1847). Ved indgangen til rummet hænger et nyere ”forfaldsværk” af den tyske maler ”Anselm Kiefer (1945). Denne klassiske fremvisning  synes på denne udstilling at være et særtilfælde, men godt og repræsentativt for et kunstmuseums opgave.

Ofte har Louisiana inddraget litterære citater som formidling og bindeled. Her i rummet kunne eksempelvis citater eller henvisninger til endnu en nordmand, Henrik Ibsen have været en mulighed, da havet som mytisk begreb findes i flere skuespil. I ”Lille Eyolf” er det netop havet, der trækker den invalide dreng ned i dybet. I ”Vildanden” er det mytiske rum, loftet, betegnet ”Havsens bund” og er det sted, hvor lille Hedvig skyder sig. I ”Fruen fra havet” drages kvinden mod havet. Flere andre eksempler kunne fremhæves fra Henriks Ibsens oeuvre i dette 1800 tals rum.

Kun få meter fra de guldindrammede værker vises Superflex’ gamle video om en en oversvømmet Mc Donald. Så er virkeligheden pludselig meget nær, og Superflex’ vittige video kan i dag opfattes som et uhyggeligt billede på død og undergang,

Et andet rum viser japanske fortolkninger af flodbølger. De har i  et par århundreder begejstret også vesterlændinge. Værkerne er fra midten af 1800 tallet af henholdsvis Kuniyoshi og Hiroshige.   Altid smukke og er med til at understrege ikke mindst 1800 tallets billedæstetik. En god erindring om den indflydelse, de japanske kunstnere havde på europæisk billedkunst.

Udstillingen “Havet” kræver både tid og indlevelse. Det er  en udstilling, man måske bør opleve alene og nøjes med at se det, som man selv kan rumme og tildels forstå,  om det så er videoerne eller det mere klassiske.

Der er i øvrigt et par vigtige eksempler på den dårlige danske samvittighed. Slavehandelen i slutningen af 1700 tallet og første halvdel af 1800 tallet nager stadig. Slavegjorte afrikanere blev fragtet til det, vi kalder for Dansk Vestindien for at sikre plantageejerne store profitter på ikke mindst sukker.

Et moderne, visuelt smukt værk, som tidligere har været udstillet flere steder, har en mærkelig baggrundshistorie. I 1996 opholder den ghanesiske kunstner, El Anatsui,  sig i Hellebæk og har tilsyneladende gæsteatelier på den gamle hammermølle, hvor der tidligere lå en våbenfabrik. På stranden finder han tilfældigvis drivtømmer, der minder ham om nogle fortabte figurer. Lidt efter lidt vokser en dobbeltmyte frem: om slavegjorte afrikanere, der gav den daværende fabriksejer profit i dansk Vestindien  og en anden, ghanesisk myte: om en kvinde, der ønskede sig et barn og derfor skar et billede i et stykke træ.

Louisiana dækker sig på mange måder ind. Meget er med, og måske behøver man som publikummer slet ikke at konsumere alt. Det er som om, det denne gang er legitimt blot at udvælge sig nogle værker og så  næropleve dem.

For havet er, måske ligesom en god museumsudstilling en sanseoplevelse, der ikke afkræver ord, men snarere eftertænksomhed.

Katalogerne til Louisianas udstillinger er som regel forbilledlige, bl.a. fordi de henvender sig til  publikum uden at være højpandede. Men ak, denne gang  er to af artiklerne fagfællebedømte, bl.a. en af ph.d., dr. phil. og dr.theol Dorthe Jørgensen. Hun er allerede professor, og har derfor næppe brug for det ekstra stempel. Desværre mister hun nok nogle læsere ved formen  med en ophobning af henvisninger og referencer til filosoffer m.m.

Men det må  ikke tage lysten fra at gå på opdagelse i udstillingen, den er som et stort hav, næsten uudtømmeligt.

Karen Blixen  får de sidste ord, for de er så sande:”..når vi er borte fra havet, føler vi, at noget af vor egen sjæl tørrer i os, forsvinder som en opskyllet gople i det tørre sand”. ( Karen Blixen: Aben, Syv Fantastiske Fortællinger. 1935. (Citeret efter kataloget s. 90.)

Hovedkurator er Tine Colstrup. Udstillingen kan opleves til og med 27. april 2025.

www.louisiana.dk