Menu Luk

Marta Minujin, argentinsk provocateur på CC, Copenhagen Contemporary

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Marta Minujin, argentinsk provocateur på CC, Copenhagen Contemporary.

Det er et velkomment gensyn på CC med Marta Minijin.

Marta Minujin. CC. 2024. Pressefoto

Den argentinske provocateur og popkunstner reddede nemlig Documenta i 2017 i Kassel. Det var generelt en trist affære, som var dedikeret til Grækenland på grund af landets daværende ringe økonomi, men foran udstillingspaladset stod en stor, fascinerende installation: Parthenon, vel nærmest i 1:1, gengivet i stål og plastic med et utal af plasticlommer, som rummede op imod 30.000 forbudte bøger.

Marta Minujin. CC. 2024. Gl. foto fra værket Parthenon. 1983/ 2017. Pressefoto

Samme idé, men med andre bøger skabte Marta Minijin  i 1983, hvor hendes hjemland Argentina igen var blevet et frit og demokratisk land. Her var bøgerne symboler på alt, hvad det tidligere diktaturregime havde forbudt.

Marta Minujin (1943)  var ung i 1960erne og arbejdede sammen med mange andre vilde og progressive kunstnere i USA og Europa for via kunstneriske udtryk at gøre opmærksom på skævheder og uligheder  i de fleste samfund.

Hun var provokerende i tv-shows i sit hjemland, hun arbejdede sammen med Yves Klein, hun brugte sin egen krop og person i mange værker, og hun gik ofte på kanten af den gode og borgerlige smag.

Når CC i København har til formål at vise international kunst i store formater, må man sige, at Marta  Minijins retrospektive udstilling 100% passer ind i både formålsparagraffer og rumlige dimensioner. For derude på Refshaleøen  er der stort, råt og stadig vildt og  ”anderledes” på trods af, at mange andre kulturinstitutioner og dyre restauranter er flyttet derud.

Marta Minujin. CC. 2024. Foto: US.

I første rum mødes publikum af de mest fascinerende, overdimensionerede stribede tøjskulpturer  uden lighed med virkeligheden, men med en ydre smittende glæde.  Nogle ligeså farveglade og enorme billeder bestående af i tusindvis af  stoflapper har den ekstra dimension, at projektører får billederne til at vibrere og blive levende. Heller ikke i disse nyere værker skimtes  politiske eller større åndelige fortolkningsmuligheder. Men overrumplende og charmerende er mødet med formaterne og farverne, der nok peger bagud mod de oprindelige folks plantefarver etc.

Marta Minujin. CC. 2024. Foto: US.

Derefter følger flere retrospektive værker fra den nu 81 årige kunstner, som desværre ikke selv mødte op til pressemødet, ærgerligt nok.

En ekstrem stor kube bestående af op mod 200 hvide madrasser er en genskabelse af en gammel installation. En enorm volumen er genskabt til udstillingen, der i øvrigt fortsætter til flere andre museer (se nedenfor). For tidligere destruerede Marta altid værkerne efter endt brug.

Marta Minujin. CC. 2024. White Cube. Foto: US.

Men nu  citeres Marta  Minijins for i forbindelse med de nye madrasværker: Halvdelen af et menneskets liv finder sted på en madras, man fødes på en madras, man dør på en madras, og man elsker på en madras. Værket The White Cube er så indbydende, også  når madrasserne får striber på, at der næppe er et øje tørt.  I øvrigt kan The White Cube anvendes til simple møder (!) , så stor er den med de 200 opsatte madrasser i normal størrelse.

På plancher, som også delvist er gengivet i det udmærkede katalog, kan kunstnerens tidligere udvikling følges. Selv om hun i perioder har arbejdet sammen med ligesindede kunstnere i New York og Paris, har hun været tro mod sit eget hjemland – og levet i hovedstaden Buenos Aires.

Marta Minujin. CC. 2024.Foto: US.

Clouet på udstillingen er en enorm installation, også en genskabelse af et gammelt værk: Le menesunda – der bedst kan oversættelse med rastløshed, forvirring eller kaos. I 1965 skabte Marta Minijin sammen med Ruben Santantonin denne installation bestående af 11 forskellige og fantasifulde rum, bl.a. en neonbelyst gade, en skønhedssalon,  et rum med en umiskendelig lugt af kylling etc. PR-teksten  beskriver det som et tidligt immersivt værk, og, efter diverse opslag rundt omkring, skal det vist forstås som et værk med flygtige oplevelser. Samtidigt fortæller  kataloget også, at Niki de Saint Phalle blev inspireret til sit store og berømte værk i Stockholm 1966, Elle.

Nu er Marta  Minijins ”flygtige” installation  genskabt, og publikum må betræde rummene. (Jeg kom ikke derind på grund af blinkende lys etc.) – dette hovedværk skal med rundt på turné til de andre, samarbejdende museer.

Marta Minujin. CC. 2024. udstilling med fotos af kunstneren og Andy Warhol. Foto: US.

På en anden væg hænger tre udvalgte fotos af en større serie,  hvor Marta  Minijin sidder overfor Andy Warhol, med ryggen til,  en face etc. Igen  et bevis på hendes centrale placering i tidligere årtiers avantgardekunst.

Udstillingen er vild og tæmmet på en gang  og er mere end “immersiv”!

Udstillingen er blevet til i samarbejde med  Marta  Minijin og Tate Liverpool, Museo Moderno Buenos Aires, Museo Nacional centro de aarte Reina Sofia Madrid  og KANAL Centre Pompidou ( Bruxelles).

Udstillingen på CC vises frem til 21.04.25.

 

 

Copenhagen Contemporary

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *