∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hvem er bange for Virginia Woolf.  Teatret ved Sorte Hest.

Det berømte og berygtede ægteskabsspil bliver forløst af fire fremragende skuespillere, som hver især folder sig ud i løbet af de mere end tre timer, hvor ondskabsfuldhederne ruller frem og tilbage. Men et intenst samspil udebliver.

1962/1966

Da ”Hvem er bange for Virginia Woolf”  havde urpremiere, var dramatikeren Edward Albee på vej. Året var 1962. Fire år senere var han verdensberømt takket være filmversionen med Elizabeth Taylor og Richard Burton – to stjerneskuespillere,  der vist blev gift og skilt flere gange – med hinanden.

Det springende punkt med stykket er, om det skal opfattes som ren naturalisme, som en opdatering af Strindbergs ”Dødsdansen” (1901) eller snarere anses for et absurd stykke, der kun til dels afdækker indre sjælekvaler hos de fire figurer. Teoretikeren Martin Esslin satte nemlig Albee i samme bås som både Beckett og den unge Harold Pinter i den lille bibel: The Theatre of the absurd (1961 revideret i 1968).

”Hvem er bange for Virginia Woolf” kan  dog ikke mindst betragtes som et ægteskabsstykke i amerikanske rammer og tidsmærket 1962 med hjemmegående husmødre og rigtig mange sandheder fejet ind under gulvtæppet.  Sådan er livet nok ikke i dag, men da der  er mangel på nye, gode dramatikere, bliver de gamle tekster oftere og oftere hentet frem, ikke mindst på Teatret ved Sorte Hest, der har specialiseret sig i absurdisterne og lign., senest bl.a. Lars Norén.

Med teaterdirektør og iscenesætter Maria Vinterberg ved roret er kursen lagt, men denne gang er det, som om hun ikke helt har troet på tekstens eviggyldighed, selv om hun var medinstruktør på Gasværkets opsætning i 2008.

Kvartet i en lille stue

De fire skuespillere er en fin kvartet, der ville kunne klare de fleste skær i dette dobbelt-ægteskabelige portræt. De midaldrende, højtråbende George og Martha  (symboliserer måske George og Martha Washington) sættes over for det unge par med lige så mange hemmeligheder: Nick og Honey.  Men Marie Vinterberg og Marianne Nillson som scenograf har valgt at lade tiden flyde lidt, og scenen er en meget kompakt og lettere rodet dagligstue, der IKKE bugner af bøger, selv om værten er historielektor. Min ledsagers gode øjne skimtede et Louisianarevy på de spredte bogreoler.

Samtidigt åbner forestillingen med, at Martha og George har rollehæfter i hånden. De er altså ved at indøve det gamle stykke, men snart lægger de papirerne til side for dog til aller-næstsidst at gribe til teksten igen. Dette fif er hentet fra andre forestillinger og film, men er overflødigt her, hvis man altså tror på teksten.

Teksten

Det er omtalt flere steder, at Albee, der døde i 2016, har nogle strikse arvinger, som ikke accepterer forkortelser, men gad vide, hvad de ville sige til det moderne, danske sprog, som denne oversættelse af Madame Nielsen indeholder. Nye bandeord, som ikke fandtes i anvendelse i 1960erne eller da stykket i Viggo Kjær Petersens oversættelse udkom på dansk og siden blev spillet mange steder. Det vidunderlige udtryk: ”Tag gas på gæsterne”  (Get the guests) er denne gang blevet til ”grin gæsterne” hvis jeg hørte rigtigt, men det blev gentaget et par gange.

Hvis man for tiden ikke må skære i Albees stykker, er det måske sin sag at spille dem for pålydende.

Livsløgnen

Men bortset fra de indvendinger er det stadigt en interessant dansen rundt om ”den varme grød”, livsløgnen, her ikke mindst  personificeret i den ikke- eksisterende søn. Samtidigt er det måske evigt problematisk  med den umage konstellation mellem arbejdende mænd og hjemmegående hustruer, som for Marthas vedkommende er endt med for mange ginflasker.  Også klasseforskelle spiller ind i begge ægteskaber, hvor konerne har penge, men er det så vigtig længere?

Det er altid svært med en klassiker, hvor man selv for det indre øje har en idealversion. Derfor har jeg også lidt svært ved at forstå fortolkningen af unge Nick, Lue Støvelbæk, med en meget åbentstående skjorte og selvhævdelse lige fra starten. Den løssluppenhed skal komme lidt efter lidt, når værtsparret begynder at afsløre sig selv.  Også Marthas figur, Iben Hjejle, der som regel spilles lidt mere buttet og vampet, synes her noget teoretisk i spillestilen.

Marie Reuther er til gengæld meget ren i spillestilen som den lille gås klædt i lyserøde flæser (og sneakers?). Hun ”ælsker cognac” men forstår slet ikke vittigheder.

Jakob Cedergreen, der sjældent ses på en dansk teaterscene, er måske den mest nuancerede og bliver, som teksten også giver mulighed for, den figur, der bruger det bredeste register.

I øvrigt er de tre akter i denne version med samme styrke og dermed ikke afstemte efter Albees tekst, der talte om første akt: ”Fun and Games”, anden akt: ”Walpurgisnacht”,  mens tredje akt var som hovedtitlen: ”Exorcism”.

Som sagt lever de fire skuespillere i den grad op til tekstens krav og forløser på trods af tidspandet  ”Hvem er bange for Virginia Woolf” imponerende.

PS. Den mærkelige titel skulle efter sigende ”komme” til Albee, da han arbejdede på stykket med arbejdstitlen  ”Exorcism”. Han stod ved en bardisk og så inskriptionen på spejlet over disken: ”Who is afraid af Virginia Woolf” med direkte reference til gode gamle Disney og Store stygge Ulv.

Iscenesætter /Maria Vinterberg

Scenograf / Marianne Nilsson

Lysdesigner/ Bjarne Olsen

Skuespillere/ Iben Hjejle, Jakob Cedergren, Marie Reuther, Lue Støvelbæk

Dramatiker / Edward Albee

Oversætter: Madame Nielsen

 

www.sortehest.dk