∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Et drømmespil på Det Kongelige Teater.

Strindberg lever på Det Kongelige Teater.

Ligeså kompleks Strindberg vel var som menneske og skribent, ligeså universelt og eviggyldigt var hans menneskesyn, og det kommer smukt frem i denne version af ”Et Drømmespil”.

“Et Drømmespil” er lidt af en eksamen for enhver instruktør. For Strindberg er svær, ikke mindst efter han har forladt alle regler i begyndelsen af det 20. århundrede. Naturalismen er slut. ”Frøken Julie”, ”Faderen” og ”Dødsdansen” er fortid. Infernokrisen har hærget og hærdet ham, og et nyt ægteskab giver næring til båd lykke og ulykke.

Med ”Et Drømmespil”, skrevet i 1901-02, men først med premiere i 1907, sprænger Strindberg rammerne for, hvad teater kan. På en måde er stykket som et semiabstrakt maleri med stumper og associationer fra virkelighedens trummerum.

I Det Kongelige Teaters nye husinstruktørs hænder er ”Et Drømmespil” langt hen ad vejen lykkedes, også takket være scenografen: Laura Løwe, komponist og lys- og lyddesignerne.

Teksten er skåret til, meget er faldet ud, banale sætninger er bevaret: ”Det er synd for menneskene”, der siges igen og igen.

Men det er lykkedes at skabe en ubestemmelig stemning af noget sfærisk, overjordisk, drømmeagtigt, (ikke religiøst) takket være den drejende scene med lidt græstørv på og de vandrende skuespillere.

Handlingen er simpel og kompleks. Guden Indras datter vil ned og se, hvor slemt det står til med menneskene. Hun vandrer forbi folk og prøver at hjælpe, hvor hun kan:  Officeren, der venter og venter på sin elskede Victoria, advokaten, der er fattig og bærer på alle andres problemer og tvistigheder,  samt plakatmanden, der ikke har fået det rigtige grønne fiskenet. Også uhyggelige, mareridtsagtige tilbageblik, som alle har fra skolens og universitetets eksaminer, dukker frem af tågen. Og karantænestationen med associationer til Covid-tiden.

Meget er med i den nye opsætning, en hel del er skåret væk for at give plads til et par dansere, som i denne opsætning med Sebastian Kloborg og Maria Kochetkova    meget fint illuderer kompleksiteten i menneskelivet.

Kostumerne er delvist moderne med underlige historiske associationer, bl.a. hos officeren med en lille napoleonshat.  Men det går an, også takket være lyduniverset, som har en sfærisk og igen drømmende stemning. Bagtæppet med skyer er overraskende kedeligt sammenlignet Strindbergs egne voldsomme uvejrsmalerier – det kan undre en hel del.

Instruktøren Anna Balslev har nogle få, bemærkelsesværdige teaterproduktioner på samvittigheden. De har alle været præget af en spændende evne til at omsætte følelser til fysiske bevægelser. Et interessant teatertræk. ”Tal ikke, men vis, hvad du føler”. Det kunne bl.a. opleves i ”An Education” (Republique)  og i ”Stolthed og Fordom”. (Betty Nansen  – se tidl. anmeldelser.)

Men Anna Balslev er ofte kommet til kort, når det gjaldt personinstruktion, og igen og igen har det irriteret, at halvdelen af skuespillerne rent retorisk var meget svage.  Også at skuespillerne taget over én kam ikke stemmemæssigt var afstemte.

Det bliver desværre også grelt her. Med Asta Kamma August som Indras datter, Agnes,  iført bermudashorts og skjorte bliver det tydeligt. Hendes sceniske udstråling er næsten bedårende, men hendes sprog er præget af en mærkelig og alt for moderne betoning og tryk på hvert ord. Det er noget, teenagere har benyttet sig af, men svækker forståelsen og poesien. At der også er en snert af svensk udtale er til at leve med og opvejes af hendes umiskendelige talent og udstråling.  Mikkel Arndt har til gengæld diktionen til advokaten, men får lidt frihjul og holdes ikke nede af instruktøren. Ligeså Simon Kongsted som den unge officer. Her er for meget spræl og gøgl i figuren.

Derimod er både Christine Albeck Børge, i den lille rolle som forfatteren, og Ena Spottag i flere roller, bl.a. plakatmanden, så selvkørende, at det er en fryd.

Har man ikke Bodil Kjer som Indras datter på Det Kongelige Teater i 1967 in mente –  eller Lena Olin fra 1986 på Dramaten i Ingmar Bergmans miniopsætning i erindringen, er dette ”Et Drømmespil” værd at opleve og fornemme det universelle i Strindbergs dramatiske evner.

Ligeså kompleks Strindberg vel var som menneske og skribent, ligeså universelt og eviggyldigt var hans menneskesyn,  og det kommer smukt frem i  denne version af ”Et Drømmespil”.

Dramatiker: August Strindberg

Iscenesættelse og bearbejdelse: Anna Balslev

Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe

Komponist: Viktor Dahl

Sange: Viktor Dahl

Sange: Marie Kildebæk

Koreografi: Sebastian Kloborg

Lysdesign: Jonas Bøgh

Lyddesign: Janus Jensen

Oversættelse: Benny Andersen

Asta Kamma August/ Agnes, Gudedatteren

Mikkel Arndt/ Advokaten

Simon Kongsted/ Officeren

Christine Albeck Børge/ Digteren

Mikkel Lund/ Vagten/ Karantænemesteren/ Arbejder

Ena Spottag/ Glarmesteren/ Plakatmanden/ Lærerinden/ Arbejder

Marie Kildebæk/ Grimme Edith

Sebastian Kloborg/ Han

m.fl.

www.kglteater.dk