∗ ∗ ∗ ∗
Flora Yukhnovich på Ordrupgaard.
Interessant lille udstilling med ung britisk billedkunstner.
Det emmer af oliefarve og bløde penselstrøg på i alt 11 store lærreder. Farverne er charmerende, og de fragmentariske elementer giver mange associationer til kendte franske rokokobilleder og blomsterbilleder i øvrigt.
Det er ikke så underligt, for den 34 årige Flora Yukhnovich blev for få år siden alvorligt bidt af nogle af de berømte 1700 talsmalerier i kategorien ”Fetes galante, som hun på et studiebesøg oplevede på Louvre. En ny genre, som det franske akademi i ca. 1717 ”opfandt”, for at kategorisere maleren Watteaus eventyrbilleder med silkeklædte adelsfolk i skovlignende omgivelser, lidt i stil med en lignende italiensk mode.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt hurtigt, den britiske maler kommer på museum i Danmark efter kun et par udstillinger i London. Men Ordrupgaard har fundet et par knager at hænge udstillingen op på. Som bekendt har museet allerede fejret 150 året for impressionisterne ved en feministisk udstilling. Nu har de apropos Flora Yukhnovich fremdraget en næsten glemt udstilling på Charlottenborg i 1935, hvor Ordrupgaards stifter, forsikringsmanden Wilhelm Hansen, stod for er stor udstilling med rokokoværker. 1000 værker var udstillede, og flere interiører blev genskabt på Charlottenborg. 85.000 så udstillingen. Der er nu ikke meget af den udstilling frem på Ordrupgaard!
Men Ordrupgaard er jo i bund og grund et impressionistmuseum (med en afdeling dansk kunst) , så man kan godt sige, at Flora Yukhnovichs værker hænger lidt ensomt i de altid golde rum i Hadids tilbygning. Men det fungerer alligevel på imponerende vis.
Billederne taler deres eget sprog på en også neoromantisk manér med nogle cirkelbevægelser og altid med et ”hul” til en lysende himmel. Og da det oplyses, er det rigtigt nok: ingen mænd kan skimtes. De er bortraderede. Til gengæld er der fornemmelse af kvinder i alle positurer og gøremål, selv om det hele synes lidt udvisket i forhold til forbillederne: Boucher, Fragonard eller Watteau.
Flora Yukhnovich skulle have en særlig teknik, hvor hun arbejder med forbilleder rent digitalt, måske ligefrem manipulerer med de gamle malerier for at skabe inspiration for de store malerier. I dag kan meget lade sig gøre.
Uanset tilblivelsesprocessen er de store malerier lette at gå og lidt indsmigrende, som reklamefotos, men det havde været flinkt over for museumsgæsterne at vise de franske forbilleder lidt tydeligere. Nu skal man granske sin hukommelse og ty til kataloget.
Men ak, i kataloget er der ikke så meget hjælp at hente. Hovedartiklen af Dorthe Vangsgaard Nielsen er skrevet for vennerne, alle de andre kuratorer, og det er mere end synd. Kataloget er smukt trykt, men ikke tænkt for gennemsnitsgæsten på museet.
Jeg er træt af ordet ”udforske”. Det må vel være sådan, at når et værk udstilles, så er det færdigt, og kunstneren har opnået det, han/hun ville. Men nej, det meste er ”udforskning” for tiden. Og et citat fra kunstneren: ”Størstedelen af min inspiration udspringer af forsøget på at bygge bro mellem disse opfattelser af feminitet eller at udforske forholdet imellem dem.” (Katalog s.20.) Flere andre eksempler blokerer lidt, f.eks. når der ”alluderes”, ”har tungen i kinden” og tales om ”strategi”. Det er kuratorsprog og ikke fornuftig formidling.
Det bliver ikke nemmere i et par artikler af en engelsk forfatter, Ellen Mara De Wachter, der også er i samtale med maleren: ”Det sanselige potentiale” ( s.78), ”Perseption er typisk tværmodal” s.76), ”Maleriet opfordrer os til at reflektere over kulturelle troper” ( s.74) og så et spørgsmål til maleren: ”Denne måde at arbejde på skaber en slags digital-analog palimsest”. ( uden spørgsmålstegn! s.40.)
Det interessante er, at Flora Yukhnovich er så god en kolorist, og malerierne har en kraftig appeal til beskueren, uanset om man kan hitte alskens spor, er feminist eller kommer op at køre over farver og lange penselstrøg.
Billedernes titler peger i en tredje og vittig retning. For kunstneren er åbenbart optaget af nutidens reklame- og fantasiverden og har, må man gå ud fra, en god klassisk uddannelse. Derfor kan der jongleres med en udstillingstitel ”Into the Woods” som leder tanken hen på en musical. Også lidt Shakespeare blandes ind. Og sådan kan man blive ved.
Udstillingen burde formidles mere stringent – i første omgang med en tydeligere redegørelse for Rokokoudstillingen i 1935 ( det er ikke nok at den beskrives indgående i kataloget) og også mere specifikt hvilke franske værker, som har dannet inspiration. Sidst men ikke mindst skal museet tænke på de mange tusinde ofte modne, begavede besøgende, som gerne vil informeres, men ikke nødvendigvis synes det sjovt med det moderne kuratorsprog og studentikos snak kunstner og kunstner imellem.
I øvrigt: Konkurrence: hvem ved, hvad bukolinske figurer betyder?
Flora Yukhnovich
Into the Woods. Til 19.01.2025