Anbefalet af Ulla Strømberg.
Ibsens Gengangere på Husets Teater.
Det er umuligt at give stjerner, for de 5 skuespillerne er så gode, som de kan være, mens iscenesættelse afsætter store spørgsmålstegn. Men døm selv- se forestillingen!
Velspillet, men diskutabel iscenesættelse af Ibsens ”Gengangere”. Teaterchefen Liv Helm har bebudet en trilogi af Ibsens værker, hvor ”Gengangere” er den første og efterfølges af ”Fruen fra Havet” og ”Når vi døde vågner”.
Kort sammenfattet, ligger problemet i den nye version af “Gengangere” for mig i den twistede iscenesættelse, der vil være moderne og alligevel viser et bedaget teaterudtryk i scenografi og skuespillernes attituder. Det er nærmest som om, Liv Helm har iscenesat Ibsens ”Gengangere” fra 1881 som var det et vredt Strindberg-værk, hvor der ofte kan være ”huller” i det psykologiske og dermed plads til nye (moderne) fortolkningsmuligheder, eksempelvis “Spøgelsessonaten”og “Et drømmespil”.
Men hos Ibsen er teksten og persontegningen i hovedværkerne, hvor “Gengangere” hører hjemme, så præcise, at det er ganske unødvendigt at rykke rundt og forskyde replikker og dermed også fordreje fortolkningen tilbundsgående. Det minder lidt for meget om Jørgen Leth, der i 1960erne fandt, at Shakespeare var en dårlig dramatiker, så han flyttede rundt på alle scener i Hamlet! Det blev dramaet ikke bedre af!
Men instruktøren og tekstbearbejderen Liv Helm har orden i regnskabet. Hvis man går ind på hendes instruktørpræmisser, så passer pengene. Det er bare ikke nødvendigt at tage en semi-feministisk indgang til denne tekst og lade den unge tjenestepige Regine være det vigtige omdrejningspunkt. Det forsimpler historien, og da teksten i denne version, på under halvanden time uden pause, også ændrer på slutningen og lade sønnen Osvalds uhyggelige slutreplikker: ”Giv mig solen” ”Solen”. ”Solen” falde ca. 15 minutter før slutningen, er det irriterende for ikke mindst ibsenkendere. Samtidig bliver det visuelt til noget midt i mellem 1920er stil og Familien Addams.
Den unge Regine er trukket frem i lyset. I åbningsscenen øver hun sig på franske gloser. Siden er hun tilstede hele tiden på en lyttepost, hvor hendes virkelige interesse kun drejer sig om hendes egen person. Hun vil frem og videre. Ikke nogen sympatisk eller empatisk person. Sådan er det også hos Ibsen, men langt mere komplekst, for personerne hænger sammen. Stykket er som et sindrigt tæppe med tråde vævet af alle figurers egenskaber:
Fru Alving har bygget et minde over sin mand, et børnehjem, der dog går op i flammer inden næste dag er omme. Sønnen Osvald er hjemme fra Paris i det hjem, han ikke fik lov at vokse op i. Han måtte nemlig ikke være vidne til faderens fordærvede liv med kvinder, alkohol og cigarer. Da ægteskabet var allerværst, tyede Fru Alving til Pastor Manders, der dog afviste hende, fordi hun var gift.
Regine er vokset op i huset som datter af en tidligere tjenestepige og snedkermester Engstrand, en lille drikfældig, selvisk mand, der først til sidst må erkende, at Regine ikke var barn af en tilfældig englænder, men kammerherre Alvings uægte afkom. Dermed er alle infiltreret i hinandens skæbner, og værst af alt, en eventuel alliance imellem Osvald og Regine er umulig.
Osvalds symbolske sygdom kommer i udbrud. Det var datidens tegn på fordærv, og syfilis’en bliver hos Ibsen det tunge symbol på arv, miljø, åg og skæbne, som plantes med syvtommersøm i ”Gengangere”.
Historien var nødvendig for Ibsen
Fra Ibsens hånd var det tilsyneladende tvingende nødvendigt at skrive “Gengangere” kort tid efter “Et Dukkehjem”. Det blev også et “naturalistisk” skuespil, 5 personer, og en handling fra eftermiddag til næste morgen.
Samtidigt med at Ibsen var i gang med andre skriverier, trængte gengangermotivet sig på og måtte ned på papiret. Men da teksten forelå, var den for stærk kost for Det Kongelige Teater og andre større teatre. Der gik mange år før de store nordiske teatre satte “Gengangere” op, men det blev hurtigt efter urpremieren i Chicago spillet på turnéer i hele Nordeuropa, inklusive i Danmark.
Havde Henrik Ibsen været komponist og værdig til at blive sammenlignet med Mozart, Verdi eller Wagner, måtte man jo ikke røre ved det nedskrevne ”partitur”. Nu er han bare dramatiker, og så er der fri leg for instruktører og teaterdirektører, der kan omsætte de gamle ideer efter tidens behov.
Spillerne
Med den semifeministiske indgang tegnes et hårdt portræt af Regine, der vil frem og ud i verden. Ellaha Lack spiller Regine lidt kontant og teknisk. Her over for står Lasse Steen som Osvald med en løsere spillestil, som giver et eminent portræt af en ulykkelig, rodløs ung mand, der har oplevet den store verden. Præcis som Ibsen, der allerede i 1868 flygtede til udlandet for at kun tænke og skrive i fred for det norske snævertsyn.
Fru Alving spilles fint og neurotisk af Malene Melsen over for Lars Simonsens kølige Pastor Manders. Alle dækker figurerne godt og kunne også have klaret en mere klassisk version, og ligeså Peder Holm Johansen, som den lurvede Engstrand, der er til salg for det meste.
Scenografien
Alle de gode præstationer klarer også den lille scenes komplekse scenografi, hvor det hele bliver oversymbolsk. I Petruska Miehe-Renards stillads-kulisse føler man sig sat tilbage til et sidegadeteater i Paris anno 1910-20, måske. Der er nogle døre og vægge, som falder. de er alle yderst skrøbelige og så er der en morgensol på den ene dør, hentet fra et af Anna Anchers smukke malerier med direkte reference til Osvalds replik. Tung symbolik. 
Gengangere, husets Teater, 2024. Pressefoto. ( døren til venstre med solskær)
Liv Helm og scenografen har sikkert lagret mange små teaterfif og symboler i forstillingen, og er man ikke udsendt af Ibsen-politiet, kan man sikkert godtage det meste.
Men nogle gange skal man som instruktør også stole på, at skuespillerne og publikum ikke behøver alt for mange ekstra påfund, men kan nøjes med ordene fra dramatikere fremført af de gode aktører uden skrig og skrål.
Liv Helm lykkedes over al måde med at gøre Ibsens langt mere uklare værk: ”Lille Eyolf” til et centralt ægteskabsdrama blot ved at lade teksten leve. På samme vis kunne ”Gengangere” med større respekt for Ibsens dramatiske evner have klaret sig bedre. Mu sidder man tilbage og tænker, hvad gik det egentlig ud på? Altså bortset fra at de alle var nogle selviske kanaljer.
Medvirkende
Ellaha Lack, Lasse Steen, Malene Melsen, Lars Simonsen, Peder Holm Johansen
Tekst / Henrik Ibsen
Instruktør & bearbejdelse / Liv Helm
Scenograf & kostumedesign /Petruska Miehe-Renard
Lyddesign / Erik Christoffersen
Lysdesign / Rosa Birkedal
Dramaturg / Sosha Teperowska
Co-produktion
Husets Teater & Odense Teater – får senere på året premiere på Odense Teater.