En sommerdag i Oktober på Teater V.
5 stjerner til instruktion og skuespillere – teksten må derimod modereres for at blive anvendelig!
”Årets dramatiske debut” tilfalder Nicolaj Dissing Schledermann. Teater V har grebet teksten, og det er ikke så mærkeligt, for stykket handler om to af tidens hotte problemstillinger: den globale klimakrise og generationskløften, som stadig vokser.
”En sommerdag i oktober” er i de første tre kvarter underholdende, sjov og grotesk på en revyagtig måde og meget velspillet. I Pelle Koppels effektive instruktion og en pastelfarvet plastic-Barbie-voksen-scenografi, også med henvisning til filmen ”The Truman show” er alt lige på kornet og alligevel grotesk.
Vi er i en utopisk, lyserød eventyrverden, hvor alt synes perfekt: det er højsommer i oktober og alt andet ånder idyl: kolonihavehuset, den irgrønne græsplæne, de lyserøde plasticblomster, påklædningen i lyserødt, ægteskabet, økonomien, rosévinen, etc. Det meste er som det skal være, men så er der lige datteren, der kommer på besøg. Hun passer ikke ind i forældrenes skinverden, når hun ankommer i genbrugstøj, har taget bussen ud til forældrene og ser på verden med kritiske og angstfulde øjne. Hun skal heller ikke sætte børn i verden.
Hertil er alt godt i Pelle Koppels instruktion, hvor Camilla Bendix er mere end sjov og charmerende som den småpimpende frue i stram, for stram, pink ”wanna be chanel-dragt og stilletter”, mens faderen, fint spillet af Pelle Koppel, naturligvis også er i pink, fra sko til bukser og slipover. Det er delikat, som var han en del af snobberne i Rytteriet. Konsekvent og underfundig er hele scenografen af Rebekka Bentzen.
Datteren skiller sig ud og spilles overbevisende og moderne af Mathilde Lundberg. Hun er vred det meste af tiden og taler i lange sætninger!
Replikkerne er gode, og instruktionen understreger alle pointer. Men pludselig går dramatikerdebutanten grassat og bliver mere jess ørnsbosk end Ørnsbo nogen sinde blev i sine sene, absurde dramatiske værker. Til sidst var de umulige at spille. Sådan må det ikke gå debutantdramatikeren, Nicolaj Dissing Schledermann. For han har noget på hjerte og et vigtigt budskab at formidle, men mod slutningen bliver forureningen og dermed verdens undergang både ulækker, makaber og så frastødende, at man holder op med at lytte.
Det er overdosering. For når flere anoreksiramte egerner begynder at æde døde mennesker eller ligefrem slå dem ihjel, er vi derovre, hvor kannibalisme tilsyneladende er en sjov gimmick.
Det er bare for meget og synd. For den muntre kontrast imellem generationerne burde kunne stå alene og blot dreje sig om overforbrug, indkøb af græs fra New Zealand og lign. Nu får man faktisk kvalme på tilskuerpladserne, og det er vel næppe meningen.
Så hvis jeg var Teater V, ville jeg tale et par alvorsord med debutanten og skabe en mere konstruktiv slutning. Absurdismen som middel mod den globale forurening er ovre. Vi har brug for løsninger, også hvis teaterforestillingen er tænkt for unge mennesker.
Materialet er som udgangspunkt godt, Teater V med Pelle Koppel som instruktør har løst opgaven forbløffende flot, men nu skal slettepennen på arbejde.
EN SOMMERDAG I OKTOBER
Vinder af dramatisk debut 2024.
INSTRUKTØR Pelle Koppel
MANUSKRIPTFORFATTER Nicolaj Dissing Schledermann
SCENOGRAF Rebekka Bentzen
MEDVIRKENDE Camilla Bendix, Pelle Koppel og Mathilde Lundberg
LYS- OG VIDEODESIGNER Sebastian Just
KOMPONIST Marcus Hjelmborg
PRODUKTIONSLEDER Pernille Rosa Bergqvist Thomsen
FORESTILLINGSLEDER Sebastian Just og Pernille Rosa Bergqvist Thomsen
LYSTEKNIKER OG AFVIKLING Lya Lundsager
KOSTUMIER Amalie de Fine Licht
INSTRUKTØRASSISTENT Line Staun Jensen
FOTO OG TRAILER Daniel Buchwald
www.teaterv.dk