∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Tro, håb og kærlighed. Gl. film på scenen i Aarhus.
Aarhus Teaters livtag med 40 år gamle filmklassiker: ”Tro, Håb og Kærlighed” er sympatisk og momentvis bevægende takket være de gode skuespilleres stilfærdige 1960’er-portrætter.
De meget store teatre har politiske forpligtelser til ikke mindst på deres største scener at spille noget, som folk vil se. Dvs. gerne en titel, der vækker genklang, meget gerne med kendte skuespillere – og allerhelst med musik.
Aarhus Teater er ingen undtagelse. Det er et smukt velholdt teater, bevaringsværdigt på alle måder, men med et ensemble, som ikke rummer stjerner. Kun en enkel eller to er i den modne alder. Det er et valg, som ledelsen har gjort og selvfølgelig smitter det af på repertoiret og forestillingerne.
Nogle gange går det godt, senest med musicalen ”Chicago” (6 stjerner her på www.kulturkupen.dk) andre gange ligner det lidt for meget hårdnakkede skrivebordsbeslutninger.
Dramatisering af gammel dansk film, iscenesat af norsk instruktør
Også i denne omgang er der tænkt og vejet. Her gælder det en dramatisering af filmatiseringen af Bjarne Reuters ungdomsværker, transformeret om til filmen ”Tro, Håb og Kærlighed” i Bille Augusts anerkendte film fra 1984. Dvs. lag, på lag, på lag.
Det lyder heller ikke som et brændende ønske fra den norske instruktør Peer Perez Ølans side. Tværtimod undrer han sig over, at han har fået tilbud igen fra Aarhus Teater. Det samme gør jeg.
For det var en trist affære, da han for få år siden instruerede det ikoniske værk af Tennessee Williams: A ”Streetcar named Desire” – med den legendariske danske titel ”Omstigning til Paradis”. Det lykkedes den norske instruktør at dræne stykket for al atmosfære: ingen tung, fugtig varme, ingen fornemmelse af Mississippi-flodens nærhed, af New Orleans jernbalkoner eller blot af den generelle sydstatsånd. Til gengæld var musikken spillet af de forskellige skuespillere!
Samme opskrift bruger den norske instruktør denne gang sammen med en landsmand, der står for det musikalske.
Som udgangspunkt en god idé, når Beatles’ ”Twist and Shout” ligger nedenunder hele fortællingen.
Instruktøren
Instruktøren er født i 1980 i et Norge, der i 1960erne nok var længere om at komme sig over traumerne fra Anden Verdenskrig, og dermed var landet ganske anderledes end Danmark.
At der bæres en båndoptager ind på scenen eller en lille bil, sikkert efter megen besvær, drejer rundt på scenen, giver jeg ikke meget for. Det er spørgsmålet om at ”føle” tiden. De forskellige tidstypiske musikalske indslag mangler også den rigtige stemning, Otto Brandenburgs utrolige stemmeføring i ”Når en Sailor går i land” og Gitte Hænnings landeplage: ”Ta’ med ud og fisk” bliver flade og ikke nyfortolkede, som det kendes fra vellykkede teaterkoncerter.
Selvfølgelig er en film fra 1984 ikke hellig, men det gjorde ikke noget, hvis instruktøren havde forstået og respekteret, hvad der gik for sig i Danmark omkring 1960 – noget som Bille August og Bjarne Reuter kendte til fingerspidserne. Derfor opleves ”Tro, håb og kærlighed” lidt som en ”opgave” i abstraktion fra instruktørens side, mens skuespillerne på smukkeste vis og med mere eller mindre held får sat et stilfærdigt liv i eksistenserne fra Brønshøj anno 1960-62.
Instruktøren har helt bevidst skåret historien over, således at første del, før pausen, fortæller historien køligt lettere Verfremdung uden følelser. Anden del har kun et moderne lydtæppe som skaber et mere psykologisk portræt at en fælles tristesse. Det er et valg, som er gjort. Det kan man billige eller det modsatte.
Det visuelle
Ved den ellers meget gedigne scenograf Jonas Fly, leveres en gold, tom arkitektonisk dekoration, hvor der er et enormt cirkulært lyselement, der kan skifte farve alt efter om der skal være klubstemning eller Nordhavnens måneskin.
Forhåbentlig er det genbrug fra en af Aarhus Teaters tidligere musikforestillinger, hvor lysdesignet har haft en vigtig rolle. Og ligeså vil en markant cirkulær vindeltrappe i scenens bredde måske kunne genbruges.
Følelser og skuespil
Historien handler om ungdom, forvirring, følelser, forældrerelationer – og omme bag ved en musikalsk ledetråd, som her brister.
Men fordi instruktøren holder af at lade en næsten overflødig musikalsk underlægning skabes af de medvirkende skuespillere, bliver den enkelte karaktertegning diffus. Samtidig skal skuespillerne tilsyneladende nærmest kunne spille på ALLE instrumenter, og det giver mildt sagt en blandet oplevelse.
Igen et rodet indtryk måske for at please instruktørens opfattelse af, hvad teater skal være med. Verfremdung-begrebet lurer.
Skuespillerne er gode, når de først har fundet en fælles spillerytme. For der går nogle minutter, hvor replikker og figurer svæver rundt på scenen.
En række af skuespillerne markerer sig, næsten på trods, for der er ikke meget at gribe fat i på den nøgne scene. Kun de rimeligt tidsrigtige kostumer, som minder mig om de grå dage i min barndom, giver dem hjælp.
Anders Baggesen er det faste rygstød på Aarhus Teater – og repræsentant for den tid, hvor Aarhus Teater havde et stort og bredt sammensat ensemble. Altid en fornøjelse, og det er trygt, når Baggesen står på scenen.
Emil Busk Jensen, som hovedpersonen Bjørn, der spiller musik og bliver tindrende forelsket med fatale konsekvenser, får lidt efter lidt fat i figurens mange nuancer. Her over for den altid interessante Emil Prenter, der er den flinke ven Erik. Med stille stemme og i total spillemæssig kontrol klarer han også trommesættet.
Mette Klakstein har nogle meget bevægende øjeblikke som hende i den røde kjole, der gengælder Bjørns følelser, men også må tage konsekvensen og forlade ham.
Også Amanda Friis Jürgensen, der overraskede i ”Chicago” med sin sangstemme, flotte ben og udstråling, får her lov at synge lidt, bl.a. Dietrichs glansnummer, men instruktøren har vist ikke haft tid til at fastlægge de forskellige figurer, hun også skal passe ind i.
Noget 1960er-billede fra Brønshøj i udkanten af København blev det ikke til i denne omgang. Måske var det heller ikke instruktøren og Aarhus Teaters intention – og så kan man blot tilføje – pokkers også.
For når både teatermaskineri, tekstforlæg og skuespillere er til stede, er det bare ærligt, at det bliver til en eksercits i moderne teateriscenesættelse.
Tro, håb & kærlighed
Baseret på Bjarne Reuter og Bille Augusts manuskript til filmen “Tro, håb og kærlighed”
og Bjarne Reuters bog “Når snerlen blomstrer”
Iscenesættelse: Peer Perez Øian.
Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly.
Kompositioner og arrangementer: Gaute Tønder.
Lysdesign: Balder Nørgård.
Lyddesign: Lars Gaarde.
Medvirkende:
Emil Busk Jensen, Emil Prenter, Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Christian Hetland, Kirsti Kærn, Anders Baggesen, Amanda Friis Jürgensen og Oskar Salvatore.
Tro, håb & kærlighed spiller på Aarhus Teater 31. august – 1. oktober 2024.