Anbefaling af Ulla Strømberg
SUPERORGANISME – en bihistorie.
En anderledes (bi)–besnærende udstilling kan for tiden opleves på Munkeruphus ved Gilleleje.
Under overskriften Superorganisme – en bihistorie er udstillingen udtryk for både kærlighed til og beundring af et af klodens mange mysterier, nemlig biernes verden, set og oplevet med følsomme kunstneriske øjne og sanser.
Munkeruphus er et charmerende sted og kendt for meget forskellige udstillinger, som tangerer det gængse kunstbegreb. Og sådan er det også med den antropologisk anlagte, meget æstetiske udstilling om bier: Superorganisme – en bihistorie.
Det er ikke alle 20.000 bi-arter, udstillingen ønsker at favne – eller de ca. 290 forskellige biarter, som findes i Danmark. Udstillingen er snarere fokuseret på honningbien og det mysterium eller faktum, at honningbien kan noget helt specielt og, som andre bier, har en fascinerende livsform. Samtidigt er eksistensvilkårene ganske uhyggelige.
Udstillingen er skabt af biavler og digter Morten Søndergaard, antropolog og kurator Annesofie Becker samt arkitekt Anna Maria Orrù.
Udstillingen er udtryk for omsorg for det lille vingede væsen og er et forsøg på at forstå, hvad der foregår i den verden.
Udstillingen inddrager en række billedkunstnere, som fabulerer over samme emne. tilsammen vises værker, som relaterer til bien, bl.a. nogle meget smukke tryk, hvor bikroppe træder frem.
Det første, som møder publikum, er en lille ravklump med en bi indlagret. Mange millioner år gammel. Så er vi tunet ind på udstillingens overordnede tanke.
Arkitekten Anna Maria Orrù viser en ”lampe” – en lysende glasplade med glaskrukker på. Meget pædagogisk demonstreres, hvordan honningen ændrer farve alt efter hvilket tidspunkt på året, der høstes. Først ganske lysebrun, men siden får honningen mere glød.
I Munkeruphus’ store rum står et avanceret udtræksbord med modeller af både konkrete og mere utopiske bistader. Der er lyst og smukt. De to arkitekter bag bordet, Teis Abrahamsen og Poul Ingemann, henviser selv lidt pompøst til Leonardo da Vincis træmodeller af ”maskiner”, som bl.a. kan opleves på et museum i Milano.
Objekterne på bordet taler mere til sanserne end giver iagttagerne konkret viden. Og således er fornemmelsen også hen igennem udstillingsrummene. Der er følelser på spil, og måske begynder flere besøgende også at reflektere over tilværelsen som menneske versus bi.
Bierne lever i en topstyret struktur. Dronningen er pyramidens øvre punkt. Hun lægger op imod 2000 æg om dagen; de ubefrugtede bliver til droner, hanner, mens de befrugtede bliver til hunner, arbejdsbier, som hen igennem det korte biliv (vel under et år ofte meget kortere) får forskellige funktioner. For som i enhver totalitær stat er individerne opdelt i forskellige hierarkiske kategorier.
Dronernes eneste opgave er at befrugte dronningen, som i øvrigt kan afsættes, hvis hun ikke lever op til forventningerne. Denne ”samfundsstruktur” er noget, som forskere i flere århundreder har iagttaget og nedskrevet. Bl.a. henvises til Charles Butler (født 1570 (?), død 1647), som studerede biernes liv og færden ikke mindst i relation til dronningebien.
Med de forskellige tekstplancher på væggene, smukt og poetisk formuleret, er det vel op til de besøgende at associere til Nordkorea eller andre kendte, totalitære regimer.
I et andet rum, mere prosaisk udformet, ses de mange redskaber, som den almindelige biavler anvender. Det hele fint sat ind i et reolsystem. Her kan man også fornemme de sindrige af mennesker skabte bistader, der kan anvendes. Nogle er af terra cotta, andre af fletværk.
Omgivelserne er perfekte til udstillingen. Munkeruphus er et smukt træhus fra 1918, i dag fredet, og siden slutningen af 1980erne udstillingssted, men tidligere bl.a. bolig og atelier for billedkunstneren Gunnar Aagaard Andersen. I den store have, som skråner ned til Øresund (Kattegat) er der mange moderne skulpturer. Godt gemt (også for publikum) bag nogle buske står selvfølgelig nogle almindelige grønne bistader.
Er man som jeg hundeangst for bier og hvepse, er udstillingen lidt af en bjergvandring, men er man først begyndt at ”klatre”, er det en oplevelse ud over det sædvanlige. Sådan havde også mange af de besøgende det, den fredag middag jeg besøgte stedet. Ikke mindst de kvindelige gæster syntes fascinerede af den blanding af poesi og virkelighed, som ”Superorganisme” ånder af.
Et mere jordnært faktum er caféen på Munkeruphus: Der blev vist ikke er serveret honning, men hvilken udsøgt kaffe og hjemmebagte bolle – ikke uden grund er caféen et tilløbsstykke.
Udstillingen kan opleves til og med efterårsferien. Så lukker det sæsondirigerede udstillingssted.
Udstillingen er skabt af:
Annesofie Becker, Anna Maria Orrù, Morten Søndergaard.
De udstillende kunstnere er:
Teis Dich Abrahamsen (DK)
Gerda Thune Andersen (DK)
Alexander Damsbo (DK)
Rose-Lynn Fisher (US)
Andrea García Portolés (ES)
Fanny Gulliksson (SE)
Emil Westman Hertz (DK)
Poul Ingemann (DK)
Jonas Kakó (DE)
Jacob Kirkegaard (DK)
Patricia Maillard (FR)
Anna Maria Orrù (IT)
Sus Osmark (DK)
José Maria Sicilia (ES)
Morten Søndergaard (DK)
Olle Sahlqvist (SE)
Udstillingen forklarer titlen således:
SUPERORGANISME: En samling af organismer af samme art, der handler synergetisk for at opnå resultater, der gavner kollektivet. Udtrykket bruges normalt til at beskrive sociale samfund af dyr med samme genetiske oprindelse, hvor individuelle funktioner (f.eks. reproduktion, forsvar, fødeindsamling) er højt specialiserede, og hvor individerne ikke kan overleve alene i længere perioder. Bier og myrer er de mest kendte eksempler.
Foto bl.a. Torben Eskerod, Annesofie Becker, m.fl.
Til og med d. 20. oktober 2024.