Museumskommentar af Ulla Strømberg.
Æbler og pærer inden for museumsverdenen – bland dem ikke sammen, for store og små museer har vidt forskellige problemer. Og vigtigst af alt: slå ikke den ene institution i hovedet med den anden.
I Berlingske Tidende, mandag d.15. juli, kan den aktive kunst- og arkitekturkritiker, Holger Dahl, give gode råd til Frederiksbergmuseerne, som er kommet i vælten, fordi den seneste direktør er gået efter få måneders arbejde.
Noget må være galt, tænker kritikeren, men heldigvis har han løsningen for de små museer og udstillingssteder med postnummeret 2000. Frederiksbergmuseerne skal blot se på Louisiana og skrue op for aktivitetsniveauet og sikre sig noget spektakulært og internationalt. Så vil publikum komme. For det er i sidste ende det vigtige. Jo flere publikummer, jo større er succesen. Og vejen derhen er nem , mener Holger Dahl. Louisiana havde 700.000 besøgende i 2023.
Det lyder næsten som om, kritikeren er blevet kulturens svar på Marie-Antoinette, der ikke forstod, hvorfor de sultne parisere ikke blot spiste kage, når der ikke var brød.
I museumsverdenen er der en ting, der tæller mere end alt andet: penge. Flere penge, betyder bedre udstillinger, større middage og ikke mindst dyrere og kraftigere markedsføring.
Louisiana i tal
Louisiana er et unikt sted, åbnet i 1958 takket være private penge og i flere årtier drevet af stifteren Knud W. Jensen (1916-2000), der havde en unik fornemmelse for kunst, kvalitet, kultur og tidsånd. Alt var med fra starten efter en spæd begyndelse: Udstillinger med international kunst i fremragende arkitektur, café, koncerter, litteratur, debatter m.m. Også børnene var tilgodeset og kunne sidde med forklæder på i et lille rum ved indgangen og tegne.
Samtidig har Louisiana været økonomisk og åndeligt forbundet med forlaget Gyldendal, og ligeledes med dagbladet Politiken, hvorfra der i lange perioder har været hentet bestyrelsesmedlemmer, herunder formænd.
Louisiana får i dag 34 millioner kroner fra staten (statskronerne kom først efter mange års drift). Regnskabet kan for 2023 opvise et overskud på over to millioner kr. i en balance på ca.110 millioner kroner. Flot. Dertil skal lægges, at café, butik, publikationer m.m. ligger i Louisiana fonden, der også har en årlig omsætning på ca. 100 millioner kroner. Dvs. i alt ca. 210 millioner kroner går i gennem museets forskellige driftsområder, og alene for museets vedkommende er der personaleudgifter på op imod 72 millioner kroner. Imponerende på alle måder med Poul Erik Tøjner, tidl. kunstkritiker, ved roret i nu 24 år.
Frederiksbergmuseerne i tal
Men ligeså flot synes faktisk de udskældte Frederiksbergmuseerne at have klaret sig, naturligvis i mindre målestok. Tal fra 2022 siger: offentlige tilskud på ca. 10,5 millioner kroner ( heraf 9 millioner kroner primært fra kommunen), 150.000 publikummer og balance i regnskabet på 26 millioner kroner.
Museerne på Frederiksberg ligger hverken ud til vandet eller ved siden af Tivoli (som Glyptoteket). Museerne lider måske også under for mange navneskift og kommunale ambitioner, men sådan er det i overgangsperioder, men navneskiftene har ikke været heldige.
Til gengæld er det kendetegnende for alle de frederiksbergske museer og udstillingssteder, at de har til huse i meget charmerende og historiske rammer, som må appellere til publikum.
Dagens danske museer
At være museum i dagens Danmark kræver en hel del ud over faglighed, siger jeg som tidligere museumsdirektør (Teatermuseet i Hofteatret, 2002-2010). Og det er ikke blevet nemmere efter kommunalreformen og efterfølgende kraftige ønsker fra politisk hold (og ikke mindst fra kulturministeriets embedsværk) om sammenlægninger. Kulturministeriet ville i nullerne ikke længere rumstere rundt med over 250 museumsinstitutioner, I dag er der lige under 100. og I øvrigt er der en ny museumslov-reform, der også er fokuseret på antal besøgende.
Men ofte støder man på golde museumssammenlægninger, som har fjernet både ejerskab og det allervigtigste: Identitet og særegenhed for et museum, forstået på klassisk manér som en institution bygget op omkring en samling genstande, der kan sættes i perspektiv af skiftende udstillinger.
Frederiksberg
På Frederiksberg har politikerne lagt tre museer sammen med to udstillingssteder. Derved er to museer, det tidligere revymuseum (senere Alhambra) og Bakkehuset blev statsanerkendte, da Storm P. museet, nu Storm, allerede var blåstemplet. Samtidigt er udstillingsstederne Cisternerne i Søndermarken og Møstings Hus ved Frederiksberg Have kommet med i museumsfamilien.
Andre museumssammenlægninger
I Skagen er flere udstillingssteder lagt sammen og ligeså i Varde, på Østfyn, i Vejle etc. Også Nationalmuseet tæller op imod 20 institutioner under sig.
Kommer man som gæst på et af de sammenlagte museer eller udstillingssteder, er forskellen fra tidligere mærkbar. Der mangler ofte ejerskab, engagement og faglig viden hos det lokale frontpersonale.
Nye kulturpolitiske toner og stemninger samt ikke mindst kommunalreformen i 2007 må bære hovedansvaret sammen med embedsværk og politikere, både lokalt som centralt.
Kritikeren Holger Dahl taler som en kulturpolitiker, der vil have bonus for sine investerede kommunale eller statslige penge. Men jeg synes faktisk, at Frederiksbergmuseerne har gjort deres bedste – også sammenlignet med andre institutioner.
Populisme i mangfoldighedens navn
En ny populisme er ved at være fremherskende på det kulturpolitiske område, og Holger Dahls kommentar er udtryk for samme tankegang. Det vigtigste er, hvor mange der kommer ind i kulturinstitutionen, men ikke til hvad.
Samme tendens er desværre også synlig andre steder, bl.a. inden for teaterverdenen, hvor Det Kongelige Teater, i ublu konkurrence med private producenter, ved seneste aftale med kulturministeriet er blevet pålagt at spille et bredt og tilgængeligt repertoire, der omfatter musicals.
Er det sådan vi gerne vil have det kulturelle landskab i Danmark? At det skal udvandes og populariseres på linje med de store seriøse dagblade, hvor kunst, kultur, mad, samlivsproblemer og kønsrelaterede spørgsmål nu kæmper om spalterne på kultursiderne?
Jeg melder snart fra. For et langt liv i kulturens verden har i hvert fald lært mig at glædes ved kunsten og kulturen og aldrig at slå den ene institution i hovedet med den anden. Det er både unfair og uvidende.
Noter: Alle årsrapporter med regnskaber ligger tilgængelige på nettet. Tallene er kun overordnede, så detaljer må man tænke sig til.
Jeg er vild med Ulla Strømbergs kommentar til Berlingerens anmelder Holger Dahls dumsmarte kommentar om Frederiksberg Museerne om, at de blot skal gøre som Louisiana.
Det er helt hen i vejret at sammenligne de lidt ‘kunstigt’ sammenbragte men vidt forskellige museer (der formentlig i mange tilfælde taler til forskellige brugergrupper). Louisiana er ikke blot en i den danske museumsverden helt unik størrelse, der pga. to karismatiske ledere (NB! kun to ledere i en periode på 66 år), et fra starten fast koncept ‘varme og kolde udstillinger på skift’ – altså noget til både den brede og smalle smag. Konceptet naturligvis nuanceret samtidig med, at de fysiske rammer blev udvidet i løbet af årene. Dette sammen med en fysisk beliggenhed med skøn udsigt over Sundet, en unik park, samt i de senere år en utroligt velfungerende café – en velassorteret museumsbutik og stor succes også med litteraturdage og koncerter har givet museet international status. Det er der ikke mange udstillingssteder, der kan hamle op med. Heller ikke de små – alle interessante – museer på Frederiksberg. Men Moesgaard museum har med sin nye spændende bygning og sin samlede ‘gode historie’ en chance for at nå derhenad. De er i hvert fald på vej.
Ups – der burde være en redigeringsknap, kan jeg se i min kommentar! Men meningen er god nok!