∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Crazy Awake – John Kørner: udstillingskatalog fra KUNSTEN.

På Museet Kunsten i Aalborg  vises over hele sommeren John Kørners farverige udstilling ”Crazy Awake”, som allerede er anmeldt her til 5 stjerner.

https://www.kulturkupeen.dk/john-koerner-crazy-awake-paa-kunsten-i-aalborg/

Ved åbningen tilbage i maj 2024 manglede et katalog. For det bliver mere og mere almindeligt, at kunstnere, men nok ikke museerne, ønsker, at de udstillede værker affotograferes i de specifikke udstillingsrum fremfor på neutral grund, f.eks. atelieret. Mange gange skyldes det, at flere værker er skabt direkte til et museum.

Kataloget demonstrerer på glat papir, som var det et reklameskrift, meget af det, som er repræsenteret i værkerne.  Et farverigt univers, hvor der nedenunder og bag ved ligger store og almene problemkomplekser som dominerer i vor fælles nutid. For begrebet problem og problemer er stadig nøglen til Kørners værker og arbejde.

Han påpeger almene problemer, men løser dem ikke. 

Ved at bruge klare farver kører Kørner på en måde på to heste – det farverige er direkte appellerende til publikum, mens understregningen af begrebet ”problem” skal få faresignalerne til at blinke.

Sådan har det været i mange år. For Kørner har allerede for år tilbage fundet sit eget sprog, som ikke mindst har en påtrængende, vild og også særegen gul farve som signal.

I kataloget uddybes farven, der henviser til en personlig oplevelse. Kørner var ude for en motorcykelulykke, hans syn blev sløret i momentet, og solens stråler blændede ham. Alt var gult.

Noget andet karakteristisk er materialiseringen af begrebet problem i en æggelignende form. Også det er der en forklaring på.

Udstillingskurator, britiske Claire Gould, kan af gode grunde ikke indsætte problemerne i en større dansk sammenhæng, med undtagelse af udstillingsprojektet ”Kvinder til salg” (bl.a. fra en udstilling på Arbejdermuseet i 2011). Også her var det en personlig oplevelse, der satte gang i processen.

I det hele taget er understregningen af det personlige med til at give et udvidet portræt af Kørner og hans værker. Kataloget har en hovedtekst af kuratoren og ellers adskillige fotos, som understreger denne udstillings form i den mørke kælder i Alvar Aaltos nordjyske museum.

Men de første sider i Goulds introduktion synes lidt studentikose med henvisning til flere store koryfæer, som Susan Sontag og John Berger. Begge har i kanoniserede tekster, der i dag kan synes meget banale, beskrevet det ”at se”. Derimod har Bruno Latour diskuteret klimaproblemer og det almindelige menneskes angst for de store problemer.

Værker med titlen ”Thorbjørn” henviser til de store krige i vores nutid. Det er en serie på i alt 16 malerier, som netop har dualismen i sig – også på overfladen: flotte, hårdtslående farver og et ulykkeligt budskab.

De æggeformede problemer er på denne udstilling, som det også har været synligt andre steder,  ”gået i seng” og ligger under varme dyner,   som var det en vuggestue, en børnehave eller et hospital (min fortolkning). Også på Museets tag er sengene installeret og ses meget tydeligt på de flotte fotografier.  Sværere er det at se dem, når man står ved museet.

Hvis denne store installation, som bedst ses på afstand, skal lokke nye publikummer til, skal museet nok overveje den skriftlige henvendelsesform til publikum og være lidt mere i øjenhøjde med hverdagen. I hvert fald er det ikke så publikumsvenligt, at et kapitel, der skal forklare kunsten, har overskriften ”Performative problemer”. Hvor er jeg dog træt af dette gummibegreb: Performativitet, som yngre kunsthistorikere og måske også kunstnere elsker. Det er for nemt blot at  lægge et røgslør hen over kunsten og holde halvdelen eller flere af befolkningen udenfor.

Kørner lægger selv op til, at hans værker skal kunne annammes på flere planer, også en til en.

På udstillingen er omdrejningspunktet en stor ny installation: Painting Machine  – lidt svær at greje, men sættes i relation til Kørners mangeårige arbejde med begrebet vand og problemer med vand. Det fører direkte videre til oversvømmelser etc.

Egentlig er alle værkerne uudtømmelige for fortolkningsmuligheder.

Det bedste ved kataloget er de ekstremt flotte afbildninger, der forstørrer den allerede eksisterende glathed, som de anvendte akrylfarver skaber.

Det er godt, at kataloget er kommet og kan være med til at bevare erindringen om værkerne, når museet er forladt.  Til gengæld måtte selve teksten såmænd godt have været endnu mere pædagogisk.  Men Kørners samlede oeuvre er allerede beskrevet i flere bøger.

Et rigtigt udstillingskatalog til så stor en udstilling bør i øvrigt indeholde et cv, en udstillingsoversigt og gerne en litteraturliste. Det mangler her.

Men kataloget er flere akrylbøtter  bedre end det seneste katalog fra Arken, hvor fremmedordene står i kø.

Udgivet af KUNSTEN, Aalborg.

www.kunsten.dk