∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Klods-Hans – en ny ballet er mere royal end nogensinde på Pantomimeteateret.
Ved premieren på den ny ballet om Klods-Hans på det charmerende Pantomimeteateret var der royale vink både fra scenen og på tilskuerpladserne. For H M Dronning Margrethe er kunstneren bag scenografi og kostumer, mens Tobias Praetorius har skabt historien og Philip Faber den ny musik (spillet på bånd).
Det hele harmonerer fint i en naiv eventyrverden, hvor dronningens stilfærdige billeder af flere lokaliteter i et eventyrland er holdt i douche neddæmpede farver. Men hos prinsessen i hendes gemakker er der knald på de røde nuancer i vægdekorationerne. Det hele er pap, papir og lærred, som det skal være på Pantomimeteateret.
Trin og musik er lige at gå til. Sjældent har der været så mange ”vittigheder” i koreografi og musik, som passer fortrinligt sammen, og skaber noget, alle kan forstå. For sådan er det i Tivoli, hvor der ingen information er om forestillingerne. Alle tilskuere er forudsætningsløse –uanset om det er til de gamle pantomimeforestillinger eller årets nykoreograferede ballet.
Danserne er gode, springene er i minihøjde, så det hele er en fryd uden vilde udskejelser. De fire hovedroller, de tre brødre og prinsessen, har alle et fint performing-gen. De to snobbede brødre er naragtige med deres royale håndhilsen, når de ridder på deres heste bestående af et paphestehoved og et kosteskaft.
Prinsessen og Klods-Hans fremstår som sunde, unge mennesker, der gerne vil more sig og trampe rundt i noget midt imellem folkedans og almindelig pardans. Faktisk giver Klods Hans-figurens vildskab gode associationer til Peer Gynt, når han stjæler bruden hos Henrik Ibsen til Griegs norske folkemusik.
Det er blevet en lykkelig kombination med Philip Fabers musik (det var vist ham fra god-morgensang under en coronatid), kongelig danser Tobias Praetorius’ trin og den kongelige scenografs billeder og kostumer.
I øvrigt er Pantomimeteateret noget så usædvanligt som et tivoli-tilbud, der ikke kræver turkort, men er for alle og med gratis siddepladser på bænkene, der i år står i en halvcirkel.
Lige inden for hovedindgangen funkler Dahlerups eksotiske teater fra 1876 og er helt uimodståelig med sin gamle teaterteknik. Vor dronning har netop færdiggjort et nydesignet påfuglehaletæppe. Igen charmerende i en stilfærdigt naivistisk stil.
Facts:
Koreograf: Tobias Praetorius
Komponist: Phillip Faber
Kostumer- og scenografi: H.M. Dronning Margrethe
Premiere: Den 22. juni
Spilledatoer: Klods-Hans opføres ca. 30 gange på udvalgte dage frem til den 25. august.
Aldersanbefaling: Fra seks år
Billetter: Med en entrébillet til Tivoli, får man også adgang til forestillingerne på Pantomimeteateret – inkl. Klods-Hans.
www.tivoli.dk