∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Drømmen – bevægende og velspillet portræt af Helle Virkner og Jens Otto Krag på Sophienholm.

Lige over for Marienborg, den altid siddende statsministers embedsbolig, spiller Det Flydende Teater / Teatergrad udendørs på plænen ved Sophienholm. “Drømmen” er et ganske bevægende stykke om Jens Otto Krag og Helle Virkner. De var som bekendt Danmarks par nr. 1 i slutningen af 1960erne, hvor han var statsminister og hun berømt skuespillerinde.

Forestillingen er mere end vellykket i sin præcise dialektik, for det er lykkedes inden for en tilsyneladende personalhistorisk ramme om en socialdemokratisk toppolitiker, der gifter sig med en feteret og berømt skuespillerinde, at tage hele drømmen om velfærdsdanmark med. ”Drømmen”, hvor titlen indikerer håb, punkteres jo desværre.  For når den moderne velfærdsstat i dag tages op til kritisk behandling, og nutiden sættes i relief af de drømme og utopier, som socialdemokraterne fablede om tilbage i 1960erne, bliver det hele til at græde over.

Det samme må man sige om ægteskabet imellem Jens Otto Krag og Helle Virkner. Der er vist ikke noget dyneløfteri ved at sige, at ægteskabet, som i høj grad byggede på kærlighed og forelskelse, strandede på Krags offentligt kendte hang til damer og dermed sidespring, samt en tiltagende afhængighed af alkohol. Kvinden, skuespillerinden, moderen kommer i klemme og også børnene bliver ofre, mens Jens Otto Krag som bekendt af alle danske boomere kæmpede for at få Danmark ind i EF – (det senere EU). Dagen efter det vellykkede valg trak hen sig fra politik. Men ægteskabet stod ikke til at redde. For Krag blev det vist en lang og ensom deroute indtil døde indtraf uforudset i 1978 – faktisk i den gamle families favn.

Velfærdsstaten  vises ganske raffineret i starten, hvor vi er i nutiden, og en yngre kvinde skubber moderen i kørestol rundt  i haven ved Sophienholm. Hurtigt opremses alle dårligdomme om ældrepleje, sundhedsvæsen etc – for  straks derpå at lade en drøm, den unge kvinde har, blive historien om den socialdemokratiske politiker og hans drømme. Fint konstrueret af dramatikeren Thomas Markmann.   Den private Jens Otto Krag ønskede sig en familie, og den politiske Krag ville omskabe omskabe Danmark og frigøre kvinderne,  så de i realiteten kunne få dobbeltarbejde ude som hjemme. Han ville vist også fjerne klasseskel (øh), etc.

De fire aktører med Rolf Hansen og Lise Lauenblad i front som det celebre ægtepar gebærder sig hjemmevant og hurtigt på den flydende spilleplads. Scenografien er effektiv og 6oer-agtig, mens kostumerne ved Olivia Hetman er æstetiske og tidsrigtige med et par referencer til modeskaberen Holger Blom. Det var dengang, hvor kjole og jakke matchede hos damerne, og herrerne var i ulastelige habitter. Hvilke tider.

Lise Lauenblad er et energibundt både som ung moderne kvinde i 2024 og som den feterede skuespillerinde. Hun er også fin og følsom i de op til flere sammenbrud, hun får i rollerne. At hun stemmemæssigt ligger lidt væk fra den Helle Virkner, de fleste kender fra Tv-serier  er vel bare sådan teater er i dag.  Verfremdung.

Rolf Hansen har noget af den dæmoni som Jens Otto Krag må have haft i blandingen af at være klog strateg og charmør.  I Stine Schrøder Jensen velfungerende instruktion, som bygger på alle gruppeteatrets gamle præmisser med ud og ind af roller, kostumer og situationer, flyver Thomas Markmanns tekst af sted, hvor alle pointer går hjem. Meget imponerende og dejligt dobbeltbundet. Man ler ad mange detaljer og hændelser for næsten at græde til sidst over alle de spildte muligheder for landet, for ægteskabet samt for børnene, der også blev ofret.

Til gengæld og ærgerligt nok synes den musikalske side ved Martine Madsen at være lidt tung og minder for meget om Det Flydende Teaters sound igennem de senere år og dermed ikke dedikeret til “Drømmen”.  Helt markant bliver det, når Lise Lauenblad har en voldsom og smertelig frigørelsesscene, meget i stil med slutscenen i filmen ”DRUK”, hvor Mads Mikkelsen danser sig fri til lyden af Scarlet Pleasure. På  Sophienholm måtte de godt have fundet en anden og vildere pendant. Ligeså i hovedhistoriens begyndelse, som ligger i slutningen af 1950erne og starten af 1960erne, hvor sounden havde sin egen stil med giro 413  og dansemusik etc. I så velsmurt en forestilling må musikken ikke være en oplevelsesmæssig stopklods.

Kan varmt anbefales til både boomere og dem, der ikke var født, da vi andre satte kryds i 1972.

Endnu engang en god og begavet oplevelse et dårende sted  – flot eksekveret af Det Flydende Teater/Teatergrad.

Samtidigt må Teatergrad gratuleres – er netop blevet Årets Teater, udnævnt af kollegerne inden for Dansk Teater, for deres opsøgende og væsentlige bidrag til teaterkunsten – og kunne man tilføje – med sommerforestillingerne: til en forståelse af dansk kulturhistorie.

 

Medvirkende Lise Lauenblad, Rolf Hansen,
Malou Takibo og Martine Madsen
Instruktør Stine Schrøder Jensen
Dramatiker Thomas Markmann
Komponist + sangtekstforfatter Martine Madsen
Scenograf Nikolaj Heiselberg Trap
Kostumedesigner Olivia Hetman
Lysdesigner turné Flora Pelle Brandt
Lyddesigner Emil Sebastian Bøll
Kreativ producent Christine Worre Kann
Produktionsleder Josefine Bitsch
Instruktørassistent Sophia Krowicki
Afvikler Oliver Svensson