Menu Luk

Paradiset brænder

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

I et fattigt indvandrerkvarter omkring Stockholm bor de tre søstre Laura(Bianca Delbravo) på 16 år, Mira(Dilvin Asaad) på 12 år og Steffi(Safira Mossberg) på 7 år . Det er sommerferie. Deres mor er rejst og har overladt dem til sig selv. Faren glimrer som altid ved sit fravær. Det lader ikke til at bekymre pigerne.

De er vant til de voksnes svigt, og befinder sig sådan set udmærket uden forældrekontakt. Hvordan de får penge til leveomkostninger m.v. får vi ikke rigtigt uddybet. Lidt butikstyveri i ny og næ hjælper lidt på økonomien. Lige så gør et indbrud i en herskabslejlighed, selv om det kun er småting de rapser.

Foto: Angel Films

De sociale myndigheder spøger konstant i baggrunden. De ringer flere gange for at tale med deres forældre eller for at annoncere et kontrolbesøg for at tjekke, om pigerne i stedet for at bo alene, bør anbringes i forskellige plejefamilier. De to yngste piger mangler i den grad en voksenkontakt, der kan hjælpe dem, og der ligger et stort ansvar på Lauras skuldre.

Paradiset brænder en film om svigt fra de voksnes side. Stemningen i filmen er på en gang tung men også humoristisk. Vi mangler lidt baggrundshistorie om, hvorfor moren f.eks. bare forlader børnene, når det passer hende. Det er sommer og Laura har ikke talt med sin mor i over et halvt år.

De tre piger spiller overbevisende og med stor følsomhed. Dette gælder ikke mindst Laura, som har påtaget sig rollen som familiens overhoved. Man føler med hende og det ansvar, hun har måtte påtage sig i sådan en ung alder.

Det hele er dog ikke kun elendighed. Der er også scener, hvor børnene nyder friheden, griner og leger som andre børn på deres alder og værdsætter at de ikke har nogen voksne til at begrænse deres udfoldelsesmuligheder. Det er helt befriende at være vidne til.

Foto: Angel Films

Kameraet er uroligt og klipningen ligeså, alt sammen for at understrege børnenes turbulente tilværelse.

Filmen, der både er tragisk og varm havde premiere på Venedig Film Festival 2023, hvor den vandt to priser. Den har desuden vundet den svenske Guldbagge for Bedste Film. Guldbaggen er Sveriges mest betydningsfulde filmpris, som har eksisteret siden 1964.

Bag filmen står instruktøren Mika Gustafson. Det er hendes debutfilm. Hun siger i et interview, at filmen grundlæggende handler om at være et stort barn, der vokser op under nogle særlige vilkår uden forældre at spejle sig i, og som derfor i løbet af kort tid udvikler sig fra barn til teenager og videre til voksen og tager ansvar for eget liv. I dette tilfælde tillige et ansvar for to mindre søskende.

Plakat: Angel Films

Inviter teenagebørnene i familien med ind og se filmen. Der er meget at tale om bagefter.

Filmen er instruktøren Mika Gustafsons fiktive spillefilmdebut.

Instruktør: Mika Gustafson

Premiere: 13. juni 2024

Længde: 108 min

Censur: 11 år

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *