∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Eksperiment på Teater Republique. Instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn tager på overraskende vis udgangspunkt i Harald Slott-Møllers maleri ”Foråret”.
Foråret skulle være indbegrebet af forventning og forhåbninger, men bliver her snarere til desillusion og sorg.
Det er hverken teater eller performance – snarere et ”tableau vivant” – dvs. en form for plastisk opstilling med en vis handling. Forestillingen har frygtelig meget på hjerte. Og her adskiller ”Foråret” sig væsentligt fra meget af det impro-teater, som i den seneste sæson er poppet op på en række teatre med Det Kongelige i spidsen.
Sådan er det ikke her. På Republique vil instruktøren Katrine Wiedemann ikke mindst tale om døden, og det gør hun sammen med en håndfuld børn og voksne og et par professionelle skuespillere. via maleriet ”Foråret” – med bopæl på Den Hirschsprungske Samling.
Åbningen er en konstruktion af billedet. Først opbygges en lille græshøj, så bæres en unge pige ind – perfekt klædt efter maleriet, dvs. blomsterkrans i håret, hvid bluse, lille vest og blød nederdel med blomster på – men det væsentlige er de 18 sorte fugle, som skaber en dyster kontrast til de let udsprungne grene og lyset over det danske landskab.
Der er masser af kontraster i maleriet, og det ved publikum, for instruktøren selv holder et mindre foredrag ude i foyeren. Det er fint nok – for så er vi bevidste om,at det her er andet end gængs teater.
Foto Per Morten Abrahamsen.
Brudfladerne næsten hober sig op. Den unge pige bevæger sig og kommer ud i en blid, næsten indisk tempeldans. Siden følger en moderne voksen kvinde i pigens farver, spillet af Laura Bro. Kvindens humør svinger. Hun fester, møder en mand og har angstfulde oplevelser i køkkenet og på museum, hvor hun møder maleriet.
Da vi er blevet helt familiære med forestillingens puls – ligger der pludselig 8 døde børn på græstoppen og ind kommer Rigshospitalets direktør og taler om DØDEN.
Nu er vi ovre i virkeligheden, og sådan jonglerer Katrine Wiedemann hele tiden med teatrets virkemidler, og som en anden Bertolt Brecht skaber hun nogle Verfremdungseffekter for at vække os.
Det hele smukt pakket ind af Maja Ravn som scenograf og kostumier, og lydsiden ligeså er ganske velfungerende.
Kan anbefales. Teater med mening og meninger, men sjovt er det ikke. For symbolisten Harald Slott-Møller er her blevet fortolket både depressivt og som en forløber for kommende surrealister. Og som teatergenre er det vist et godt opkog på absurdismen.
Foråret er 2. del af en trilogi, hvor der tages udgangspunkt i billedkunsten. Bikubenfonden har støttet projektet.
Koncept: Katrine Wiedemann og Maja Ravn
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenograf og kostumedesigner: Maja Ravn
Lys: Sonja Lea
Lyddesigner: Emil Assing
Musikalsk konsulent: Stephan Bomberg