Anbefaling af Ulla Strømberg.
Bliv klog i Bruxelles på surrealismen inden for malerkunsten.
100 året for surrealismens opståen fejres med fine udstillinger i Bruxelles de næste måneder.
To store udstillinger tæt på hinanden i det område, som kaldes for kunstbjerget med en håndfuld kulturinstitutioner.
Surrealismen i Belgien – med titlen: Histoire de ne pas rire. Udstilling på Bozar – fra 21.2. – 16.6. 2024. og
Imagine! 100 years of international Surrealisme. Royal Museums of Fine Arts of Belgium – også i Bruxelles. Fra 21.02. -21.07.2024.
Bruxelles er andet og mere end EU. Det er nok ikke nogen hemmelighed, at byen og landet ofte ønsker at markere nogle af de yderst markante billedkunstnere, som i forskellige århundreder har påvirket hele den vestlige kunsthistorie og kunstopfattelse.
I det 20. århundrede er René Magritte ubestridt den store kunstner, som byen og landet i øvrigt næsten driver rovdrift på. Mænd med bowlerhatte, flyvende oppe i himlen, og lyseblå skyer er nogle symboler, som det er svært at komme uden om både i lufthavnen og i diverse butikker, boghandlere og museer.
Begge udstillinger tager udgangspunkt i det manifest, som den franske forfatter Andre Bréton forfattede i november 1924. Han var bosiddende i Paris og omgivet af kolleger og sympatisører fra flere lande. Begrebet surrealisme var dog lidt ældre, ”opfundet” i 1917 af den franske digter Guillaume Apollinaire i forbindelse med den i dag legendarisk teaterballet ”Parade”, skabt af bl.a, Jean Cocteau, med musik af Erik Satie og scenografi og kostumer af Picasso. Siden fulgte andre teaterforestillinger, som blev sammenkædet med surrealisme-begrebet. Men Breton ville andet og mere, og noget despotisk gjorde han sig selv til bevægelsens bannerfører igennem mange år.
Det var bl.a. ham, der i 1930erne nærmest ekskluderede Giacometti fra kredsen, fordi denne var begyndt at arbejde efter model. En surrealist tænkte kun.
I Belgien var det også en digter og forfatter, Paul Nougé, der i 1924 samlede kolleger og åndsfæller og offentliggjorde et slags manifest. I hans kreds hørte Magritte hjemme – selv om han som så mange andre var stærkt tiltrukket af kunstnermiljøet i Paris og flyttede dertil en tid.
Omkring Nougé, der på ingen måde ønskede at sætte sig selv i centrum, opstod der alligevel en lokal belgisk bevægelse, der tog udgangspunkt i begrebet surrealisme. Men i modsætning til den franske linje, så viste ”belgisk surrealisme” sig at være sejlivet og vedvarende. Selv siger museerne i Bruxelles, at Nougé’s kreds er det vigtigste, der er sket i belgisk billedkunst. I Belgien blev det ingen døgnflue at fordreje virkeligheden. Bevægelsen kom til at eksistere op mod 70 år, mens den franske fløj som bekendt hurtigt afløstes af et udtal af ”ismer”, bl.a. dadaisme, futurisme, minimalisme, popkunst, postmodernisme etc. Det kan så diskuteres, hvor grænserne går.
Men det hjælper på den brede formidling, at en hel række kunstmanifestationer, det være sig maleri eller digtning, kan proppes ind under den samme hat.
Derfor møder publikum på de to store og meget gennemarbejdede udstillinger adskillige kunstnere, som kan defineres helt anderledes og med rette kunne kaldes for dadaister eller såmænd nyere symbolister, og jeg kunne egentlig også trække absurdismen, som først klart opstår omkring 1950, frem. Men lad grænsedragningen ligge.
I øvrigt er det ikke kun malerier, der møder publikum. Bøger, breve, grafik, assemblager ( sammenstillinger af genstande) , skulpturer og selvfølgelig værker, der skal vise slægtskab, ”lån”, og først som sidst den enkelte kunstners forsøg på at formulere et nyt ”verdenssyn”. For det var netop, hvad kunstnerne søgte oven på Første Verdenskrig. Men det blev jo desværre en mellemkrigstid, som ingen havde forudset i 1920erne.
Mange af kunstnerne var kommunister og troede på en samfundsomvæltning og en helt ny tilgang til livet og samfundsstrukturen. Siden ændrede de synspunkt – og blev formorienterede og måske introverte.
Hævet over enhver tvivl er René Magritte den store belgiske maler med emblemet surrealist. På udstillingen med det nationale islæt er der også eksempler inspirationskilder, der understreger udstillingens nationale tema: Ikke mindst den italienske maler Chirico med et meget karakteristisk værk, hvor et hus får ny betydning med forskudte proportioner og streger. Chiricos formverden fik efter sigende Magritte til at ændre stil omkring 1925 fra at have været abstrakt og koloristisk, i slægtskab med bl.a. Kandinsky, til at finde sin egen, nu surreelle stil, som i dag er legendarisk.
Også den spanske kunstner Jean Miro kunne lære Magritte og andre, at der kunne blandes ord og bogstaver ind i det visuelle budskab.
Men frem for alt lægger udstillingen op til at vise de mange forskellige kunstnere, der var involveret i bevægelsen, herunder også flere kvindelige malere, som havde der egen stil, bl.a. Rachel Baes med feminine kjoler i mærkelige rum.
Ligeledes er Jane Gaverol en kvindelig surrealist, som også maler feminine væsener i bure eller surreelle rum midt imellem ude og inde. På udstillingen understreges hyppigt den nære påvirkning fra Magritte, som mange kunstnere lå under for.
Begge de store og gennemarbejdede udstillinger om surrealismen i anledning af de 100 år er præget af Magritte. Når dertil lægges, at hans eget store museum, også i Bruxelles og blot et stenkast væk, slet ikke er ribbet for værker, er det imponerende hvor stor en produktion, også han havde som maler.
Den belgiskorienterede udstilling på Bozar ligger kun et par hundrede meter væk fra det nationale, royale museum. Her er udstillingen med overskriften Imagine en ganske prangende opmarch af malerier, som møder eller ligefrem støder ind i hinanden. For udstillingen ønsker uden at skelne til nationalitet, og faktisk heller ikke en fast periode, at vise overgange og ligheder og ikke mindst inddrage flere symbolistiske værker. Samtidig understreger museet, at der næsten er 1/3 kvindelige malere med.
Med stærke værker af både Magritte, Max Ernst og Picasso blandt mange andre, synes nogle af de kvindelige malere at komme til kort. Selvfølgelig er det politisk korrekt at markere det 20. århundredes kvindelige kunstnere, det gør de fleste museer for tiden – men nogle gange kan det irritere. Og sådan er det også her.
Med forskellige overskrifter og temaer bliver denne udstilling mere sfærisk og filosofisk og dermed mindre realpolitisk. Det er ikke det samfundsomstyrtende som er fremherskende på væggene i udstillingen under overskriften Imagine.
Imponerende og lærerigt er det at konfronteres med værker som viser, at kunsten allerede for 100 år siden løste op for alle normer og prøvede at vise den mørke side af sindet og fantasiens uendelige spillerum.
Surrealismen i Belgien – med titlen: Histoire de ne pas rire. Udstilling på Bozar – fra 21.2. – 16.6. 2024.
og
Imagine! 100 years of international Surrealisme. Royal Museums of Fine Arts of Belgium – også i Bruxelles. Fra 21.02. -21.07.2024. ( Vandreudstilling)
Centre Pompidou, Paris (September 4th – January 6th 2025) •
Fundación MAPFRE, Madrid (February 4th- May 11th, 2025) •
Hamburger Kunsthalle (June 12th – October 12th, 2025) •
Philadelphia Museum of Art (autumn 2025 -spring 2026
læs mere hos: